Det står skidt til for turismen. Men Tonny Thorup har en ide til, hvordan vi kæmper os tilbage
"Vi har en forpligtelse til at bidrage med mere, end vi før har gjort," skriver Tonny Thorup. Foto: Claus Søndberg.

Skrevet af Tonny Thorup, administrerende direktør i Destination Nord.

Det står nu mere og mere klart, at turisme- og oplevelsesbranchen er den store taber i forhold til COVID-19. Rigtig mange brancher er tilbage på niveau fra før, pandemien startede, og vi har nu samlet set som samfund større beskæftigelse, end før pandemien startede. Ret beset en helt vanvittig (positiv) udvikling på en global sundhedskrise.

Når man ser tilbage på de seneste 14-15 måneder, kunne det ikke rigtig blive anderledes for os som branche. Flere nedlukninger af samfundet og vores virksomheder, lukkede grænser, “corona-skræmte” borgere, et nordjysk “Mink-Gate” og et væld af restriktioner. Ja, ulykkerne har stået i kø.

MEN hvis vi skal være hudløst ærlige, så startede udfordringerne for den nordjyske turismebranche ikke 12. marts sidste år, da statsministeren lukkede Danmark ned. Vores ulykke startede for flere år siden, og faktisk har nordjysk turisme ikke skabt nævneværdig vækst i over 10 år. Det er grundlæggende paradoksalt og simpelthen for dårligt.

Vi har en ganske unik og fantastisk landsdel, men vi har som branche fået alt for lidt ud af det. Vi har som region mistet terræn og markedsandele. Og i sidste ende har det kostet os omsætning og jobs.

Nu har COVID-19 gjort det “onde ved os”, men måske kan vi netop bruge det som den brændende platform til at kæmpe os tilbage og sætte høje ambitioner på vores branches vegne.

Vi har en forpligtelse til at bidrage med mere, end vi før har gjort – og pandemien har blot gjort denne mission endnu mere vigtig og presserende.
Tonny Thorup, Administrerende direktør, Destination Nord.

Der er pr. 1. januar 2021 en ny organisering af turismeområdet, hvor de nationale selskaber VisitDenmark og Dansk Kyst- og Naturturisme suppleres af i alt 19 destinationsselskaber, som stort set dækker de 98 danske kommuner.

Der er rigtig mange ting, som fortsat skal falde på på plads og finjusteres i det nye set-up, men der er heller ingen tvivl om, at der vil ske en klar professionalisering af branchen og også for os i det nordjyske.

Destinationsselskaberne står for mere fokus på forretning og udvikling af destinationernes produkter, ydelser og services sammen med virksomhederne. Turismeorganisationerne har til tider lidt under at være styret af følelser og sognerådstænkning frem for at understøtte virksomhederne i at skabe forretning.

Vi kan sagtens skabe vækst og jobs i turisme- og oplevelsesbranchen i Nordjylland på en bæredygtig måde. Så vi styrker vores byer og små samfund og bringer naturen i spil, uden at sætte den på spil.

Vi har en forpligtelse til at bidrage med mere, end vi før har gjort – og pandemien har blot gjort denne mission endnu mere vigtig og presserende.

Det bliver et langt sejt træk for at komme tilbage på vækstsporet, men der er kun én vej frem. Samarbejde, fokus på data og forretning og hårdt dedikeret arbejde må være ingredienserne.