Jane har skiftet sine holdninger ud. Nu mener hun, du bør gøre det samme
Hos Fremtidsfit hjælper Jane virksomheder med at frigøre tid og energi til at skabe overskud på alle bundlinjer. Foto: Claus Søndberg.

Skrevet af Jane Hovgaard, fremtidsforsker ved Fremtidsfit.

Vi lærer det allerede i vores skolegang: At vi må have holdninger - til stort og småt. Vi lærer at ytre og forsvare vores holdning, og mange af os finder det nok mere angstprovokerende at indrømme, at vi ikke har en holdning, end at spankulere nøgen rundt på Nytorv.

Nutidens paradigme tilsiger, at penge er den primære enhed, hvori vi måler værdi, og fordi der er big bucks i at manipulere med vores holdninger, fucker de de store kommercielle spillere med vores grundvand på daglig basis - helt uden at vi opdager det.

Lige pludselig tager vi os selv i at sidde i en vildt ophedet og polariseret debat på de sociale medier, uden helt at forstå hvordan det endte med at stjæle halvdelen af dagen og hele energien.

Og hvis vi tror, at vores medarbejdere kun er på de sociale medier i deres fritid, og det dermed ikke har betydning for vores virksomhedsperformance - ja, så lyver vi nok også for os selv om andre ting.

Den tid og energi vi bruger online, kan vi ikke allokere til at få løst de problemer, der i virkeligheden er vigtige for os.

Jane Hovgaard er uddannet fremtidsforsker ved Universal Futurist. Foto: Claus Søndberg.
Jane Hovgaard er uddannet fremtidsforsker ved Universal Futurist. Foto: Claus Søndberg.

Når vi godt ved, at vi har investeret for meget tid og energi online, sætter jagten ind på rationaler - og hjernen giver os mentale skyklapper på.
Vi bliver privilegieblinde og berettigede røvhuller, der i bund og grund bare er bange for at miste det, vi trods alt har og kender, hvilket vi viser ved at snakke om alt det, der i øvrigt også er alt for dårligt.

Vi får svært ved at anerkende og overskue nye problemer og bias, som andre påpeger, og reptilhjernens frygtcenter gør os bange for alt det der kan ske for, imod og med os. Vores foretrukne forsvar bliver angreb med hensigten at bevise, at problemet ikke eksisterer, og at vi har ret - alt sammen i håb om at der så ikke kommer nogen, og tager noget fra os.

Den dårlige nyhed: Uanset hvor hellig du føler dig, så gør du det også, for vi gør det allesammen - blot i varierende grad og intensitet. Vi tager et (ofte ubevidst) valg om at lade os suge med ind i massepsykosen, for så er vi jo en del af hulen.

Husk ikke at sige ting igennem tastaturet, som du aldrig ville sige i et fysisk rum.
Jane Hovgaard, Fremtidsforsker

Den gode nyhed: Du kan vælge at gå en anden vej.

En vej hvor dine holdninger ikke er statiske, og du ikke behøver at spilde tid på at moralisere over rigtigt og forkert, eller at overbevise andre om at du har ret.
En verden hvor du udelukkende bruger din dyrebare tid på det, der virkelig betyder noget for dig.

Hvor du ikke skal andet end at fortælle, hvorfor du synes, som du gør og indgå i oplysende samtaler med spændende mennesker, hvor I aktivt og nysgerrigt forsøger at forstå hinanden og blive klogere.

Hvor du erstatter din holdning med noget bedre, hvis du møder det - det kan varmt anbefales.

Her er nogle af de seneste, jeg har skiftet ud:
- Fra "Virksomheder er sat i verden for at maksimere den økonomiske bundlinje og tjene flest mulige penge til deres ejere" til "Virksomheder er sat i verden for at løse menneskers problemer, og økonomisk, social og miljømæssig bundlinje vejer lige tungt". 

- Fra "Flere ting, mere økonomi eller mere tid vil gøre mig lykkeligere" til "Bedre ting, økonomi og tid giver mening for mig".

- Fra "De små ting, jeg gør, betyder ikke noget i det store hele" til "Jeg er ansvarlige for, at de mennesker, der kigger i min retning, inspireres til at tage bedre valg".

- Fra "Ligestilling kommer af sig selv" til "Ligestillingen kommer, trods de gode intentioner, desværre ikke af sig selv - så vi er nødt til at gøre noget andet".

Ja. Det er svært - og ja, det bliver hårdt, men det er det hele værd, for der er en enorm frihed i at være bevidste om, at vi altid tager et valg. Så sætter vi os nemlig fri af frygtens stramme greb, og tager det ultimative ansvar for vores eget liv - for hvem skulle ellers?

Jane Hovgaard har tre konkrete råd til dig, der gerne vil udnytte din tid bedre. Foto: Claus Søndberg.
Jane Hovgaard har tre konkrete råd til dig, der gerne vil udnytte din tid bedre. Foto: Claus Søndberg.

Hvis du vil i gang, så start med at øve dig på at have gode samtaler og få nogle kilometer i benene — både fysisk og online. Start gerne offline med venner, kollegaer eller familie, du er tryg ved - for det er langt nemmere at tale end at skrive sig ind til hinanden.

Gør dig umage med ikke at lade en uenighed om en sag udvikle sig til en polarisering imellem mennesker - og husk ikke at sige ting igennem tastaturet, som du aldrig ville sige i et fysisk rum.

Vil du være ansvarlig omkring brugen af din tid og energi, så husk:

1. Er den her sag virkelig vigtig for dig - og vil du gerne involvere dig i den?

Du kan kun bruge din tid en gang - er det her det rigtige for dig?
Er det ikke? - så hop videre og vær cool med eventuel uenighed

2. Virker den, du diskuterer med, til gerne at ville udvide sit perspektiv?

Spørg evt.: “Er der noget, jeg kan sige, der kan få dig til at skifte mening”

Hvis i bare sidder og sender modsatrettede argumenter afsted imod hinanden, er der formodentlig ikke nogen af jer, der flytter sig - og så er det spild af dyrebar tid og energi.

3. Når du kommunikerer, så formuler dig, som du ville ønske, at et andet menneske formulerer sig til dit barn (eller et andet menneske du elsker højt).

Vær ansvarlig - frisæt din tid og energi, og bliv et rigere, friere og gladere menneske. Jeg ved du kan - for jeg har gjort det selv.