Carina Hyttel. Foto: Susie Skov
Carina Hyttel med Finn A. i baggrunden. Foto: Susie Skov

Carina Hyttel, 54 år, økonomidirektør/arbejdsdreng hos byggefirmaet Finn A. Christensen A/S, Frederikshavn.

Carina har en baggrund som tekstilindkøber og senere ejendomsmægler, indtil hun for snart 25 år siden forelskede sig i prinsen i den hvide kassebil. Hun hjalp i de tidlige år Finn i firmaet om aftenen og i weekenderne i den naive tro om, at der så ville blive mere tid til familielivet - men i stedet blev firmaet blot større og større.

I dag sidder der syv personer på kontoret, hvor Carina bl.a. har det overordnede økonomiske ansvar, står for firmaets profilering og sidder med i ledelsen omkring udvikling og strategi.

Hvad var din største arbejdsmæssige oplevelse i året, der er gået?

Der er fire ting, som jeg synes, har været store.

Den ene var faktisk lige inden, vi gik på juleferie i slutningen af 2020. Der fik vi besøg af BDO og Spar Nord, som overrakte os en pris som en af Danmarks 1000 succes-virksomheder. Vi kunne slet ikke få armene ned, men det var jo et svært tidspunkt at få en pris på, for lige da var der rigtigt mange, som led.

Så vi har overhovedet ikke flashet det for nogen. Hvordan skulle vi kunne juble over at vinde en pris for gode resultater, når andre var tvunget til at holdet lukket og risikerede deres livsværk? Men det var en dejlig anerkendelse af det lange, seje træk, som vi har gjort i snart 30 år.

Det var også i 2020, vi kom med i et projekt om grøn cirkulær omstilling. Vi fik bevilliget støtte, som har sat os i stand til at hyre Niras ind til at hjælpe med at afdække, hvad vi har af potentiale og udfordringer i forhold til en grøn omstilling af vores virksomhed. Coronaen har drillet lidt, så vi er først rigtigt kommet i gang i foråret 2021. Det er en superspændende proces.

Vi har altid været glade for at have lærlinge og for at følge deres udvikling fra store børn til små voksne i løbet af deres læretid. I år hedder en af de nye tømrerlærlinge Marie og murerlærlingen hedder Josephine. De to er de første piger, vi har ansat - så det bliver ekstra spændende at følge deres udvikling.

Og så har vi netop fejret jubilæum med Jørgen Tamborg, som har været ansat i 25 år – det er altså lidt vildt. Han omtalte det selv som vores sølvbryllup, så det blev naturligvis fejret med æresport og en specialfremstillet bryllupskage.

Hvad fortryder du mest i dit arbejdsliv i 2021?

Jeg synes ikke, jeg fortryder noget, men der er noget, jeg godt kan ærgre mig over: Det er, at vi ikke har været forudseende nok. Vi har egentligt altid været gode til at sætte sejlene efter, hvilken vej vinden blæste, og skuden har aldrig været større, end at vi kunne ændre retning.

Så vi har altid klaret os fint igennem både høj- og lavkonjunktur, og hvad der har været af udfordringer.

Men det sidste år har været som at spille badminton i stormvejr. Det er vanskeligt at lægge strategier og sætte mål, når alting er så uforudsigeligt – mangel på arbejdskraft og materialer, stigende lønninger og priser, corona-karantæne, nye restriktioner etc.

Det har faktisk været rigtigt rigtigt udfordrende at drive virksomhed, og jeg tror egentligt, at alle virksomhedsejere har det sådan i øjeblikket. Så jeg ærgrer mig over, at jeg ikke var skarpere, klogere, mere forudseende – dygtigere.

Hvad bliver din største arbejdsopgave i 2022?

Det bliver 100 procent at tilpasse virksomheden, for vi ved endnu ikke, hvad 2022 byder på. Det vil bl.a. corona, den nye finanslov, huspriserne og den nedlagte boligjob-ordning vise os.

Hvordan vil du gribe det an?

Ved at have fokus på hvad der sker i verden omkring os. Jeg vil lytte til vores kunder og medarbejdere. Hele tiden overveje om vi kan gøre noget anderledes – og bedre.

Hvad glæder du dig til i året, der kommer?

Jeg har i hvert fald et håb om en eller anden form for normalitet. Og så glæder jeg mig, til vi kan fejre firmaets 30-års fødselsdag i februar, som jo også er min kærestes, makkers og bedste vens 30-års jubilæum.