5 hurtige til Kristin Assaad: ”Janteloven er den eneste lov, jeg gerne vil bryde”
Q & A

5 hurtige til Kristin Assaad: ”Janteloven er den eneste lov, jeg gerne vil bryde”

Hun er serieiværksætter og stifter af LegalUp, der hjælper virksomheder med juridisk rådgivning. Og så er Kristin Assaad fast besluttet på at bruge sine erfaringer til at gøre en forskel. Det gør hun blandt andet som speaker, i bestyrelsesposter og som medlem af Aalborg Iværksætterråd. Hvorfor, får vi svaret på i dagens fem hurtige spørgsmål.

Pressefoto
7. februar 2022

Hvad optager dig mest i dit arbejdsliv lige nu?

Det gør udviklingen af min virksomhed og øvelsen i at uddelegere opgaver.

LegalUp fyldte tre år i sidste uge, hvilket var en milepæl, for det har virkelig været udfordrende undervejs. 2021 har været mit ultimativt hårdeste år som iværksætter, men også det mest lærerige.

Vi var egentlig godt gearede til coronanedlukningen, da vi som udgangspunkt arbejder digitalt og ikke har dyre kontorlokaler eller mange fastansatte.

Men jeg havde påtaget mig alt for meget – lige fra forretningsudvikling og salg til drift og bogholderi. Der kunne ikke være mere i glasset, og det måtte jeg lære på den hårde måde.

Læringen blev så, at hvis jeg gerne vil fortsætte og udvikle min forretning, så er jeg også nødt til at kende mine egne begrænsninger og få opbygget et team, der kan hjælpe mig med at løfte opgaven.

Hvornår tager du fejl?

Det har jeg gjort mange gange og sikkert også den dag i dag uden at vide det endnu.

Jeg er meget bevidst om, at jeg har ladet mit personlige behov for kontrol diktere, hvordan jeg skal drive min virksomhed. Og det betyder jo så, at jeg ikke har bedt om hjælp, hvor jeg måske burde.

Jeg havde påtaget mig alt for meget – lige fra forretningsudvikling og salg til drift og bogholderi. Der kunne ikke være mere i glasset, og det måtte jeg lære på den hårde måde.
Kristin Assaad om sit hidtil hårdeste år som iværksætter

Som iværksætter og i livet generelt er du bare nødt til at tage nogle chancer og omfavne de fejl, der måtte komme.

Det er min oplevelse, at mænd ofte er bedre til det, når jeg igen og igen møder iværksættere. Kvinder er ofte ekstremt perfektionistiske og kaster sig ikke ud i iværksætteri, før de har styr på alting.

Men news flash: Du kan ikke have styr på alting.

Min læringskurve har været for sindssyg, og der vil altid være blinde vinkler og situationer, du aldrig havde forestillet dig at stå i. Men at overkomme det er til gengæld også nogle af de fedeste oplevelser, jeg har haft.

Hvad har været en afgørende beslutning i dit arbejdsliv?

Det har netop været at turde gå selvstændig.

Du kommer ingen vegne, hvis du ikke kaster dig ud i det – og jeg er enormt glad for, at jeg startede Udlændingeretshjælpen og Iværksætterretshjælpen allerede under mit studie.

Det har i høj grad præget min karriere i dag, ligesom alt andet jeg egentlig har beskæftiget mig med de sidste 15 år.

Undervejs kan du ikke nødvendigvis se, hvad en given opgave eller udfordring har af betydning, men når jeg ser tilbage nu, er det tydeligt for mig, at det hele har bidraget til, hvor jeg står i dag.

Det kunne jeg ikke have forudset, og formentlig betyder det, at jeg heller ikke kan forestille mig, hvordan mit liv ser ud om fem år. Det er vildt at tænke på og fedt at kunne inspirere sig selv på den måde.

Det er nok ikke så nordjysk at sige, men janteloven er også den eneste lov, jeg bevidst gerne vil bryde.
Kristin Assaad om stoltheden over sin karriere

Hvad motiverer dig?

Det gør det at se frugten af den indsats og dedikation, jeg lægger i mit arbejde og min passion – hvad enten det er frivilligt, i LegalUp eller for eksempel i Aalborg Iværksætterråd.

Jeg tænker meget over, at det skal være de interne og ikke eksterne faktorer, som driver mig. For hvis hele din motivation er afhængig af andre, bliver det altså svært i længden.

For mig føles det meningsfuldt, når jeg bruger mine kompetencer og erfaringer til at gøre en forskel for andre.

Jeg er ikke altid motiveret til at lave den opgave, jeg står overfor, men jeg ved, at den – uanset hvor lille eller stor – er en del af en større mission. Og det gør, at jeg kan blive ved og ved.

Det er tre år siden, jeg sidst har holdt en rigtig ferie, men til gengæld har jeg skabt et arbejdsliv, jeg ikke ønsker en ferie fra, så jeg længes ikke efter det.

Hvornår har du været stolt af dig selv i dit arbejdsliv?

Det er jeg faktisk ofte. Det er nok ikke så nordjysk at sige, men janteloven er også den eneste lov, jeg bevidst gerne vil bryde.

Og meget af tiden er jeg jo bare mig selv. Som ansat har du måske nogle kollegaer eller en leder, som giver dig et klap på skulderen, når du klarer det godt – men den rolle er jeg nødt til selv at indtage som soloiværksætter.

Selvom jeg bliver enormt stolt over at blive indstillet til Kammaprisen eller at komme på Berlingskes Talent 100-liste, kan jeg ikke gå og vente på den anerkendelse.

Jeg fokuserer også meget på, hvad jeg gør forkert, eller hvad jeg kan forbedre, men jeg er blevet ret god til at huske på at fejre de små sejre og generelt at være min egen bedste forretningspartner.

En stor sejr var dog, da jeg forrige år kunne udbetale løn til mig selv for første gang i LegalUp, så der var jeg også en god chef, der sendte blomster fra mig til mig.

Det kan måske lyde specielt, men det ér bare specielt at være iværksætter. Hvis du kan omfavne det og være endnu mere ekstraordinær selv, så tror jeg, du er godt på vej.