Iværksætter Thomas Hugo Møller stiftede i 2018 Great Dane Airlines
Tendenser

Iværksætteri er sjovt, usikkert og benhårdt arbejde. Her er 5 tophistorier om nordjyske iværksættere

Måske er det en spæd drøm at opstarte egen virksomhed. Måske har du allerede en forretningsplan liggende klar på skrivebordet. Uanset udgangspunktet kan du her lade dig inspirere af fem danske iværksættere med base i Nordjylland.

Thomas Hugo Møller stiftede i 2018 luftfartsselskabet Great Dane Airlines. Foto: Claus Søndberg
5. januar 2022

Fælles for iværksætterhistorierne er, at de handler om mennesker, som brænder for deres idéer. Ildsjæle, der stoler på deres mavefornemmelse, og som tør kaste sig ud, hvor de ikke kan bunde.

Nogle nystartede virksomheder bliver bragende succeser, mens andre må kæmpe og måske bukke under. Det er iværksætteri på godt og på ondt, og det samme afspejler arkivet her på Vigeur.

Rigtig god lytte- og læselyst.

Alle frarådede Ann-Louise at kaste sig ud i et ”sindssygt marked”. Stifteren af Luksusbaby lyttede ikke

– Man skal bare gøre det. Du kan lære alt, siger Ann-Louise Aasted om det at stifte en virksomhed. Foto: Kim Dahl Hansen
– Man skal bare gøre det. Du kan lære alt, siger Ann-Louise Aasted om det at stifte en virksomhed. Foto: Kim Dahl Hansen

Hvad skal der til for at gå fra idé til succes? Det får du gode råd til i podcasten her.

Ann-Louise Aasted er én af de danske iværksættere, der har fået succes med at sælge børnetøj på nettet. Nordjyden stiftede Luksusbaby.dk under barslen med sine tvillinger i 2014, og siden har hun sammen med sin mand fortsat den digitale vækst og opstartet butik i både Aalborg og Aarhus.

Den nordjyske iværksætter blev ellers rådet til at holde sig væk fra det mættede marked, men alligevel turde hun tage springet.

Hør hvorfor i podcasten her, hvor Ann-Louise Aasted har selskab af iværksætter og investor Anders Ulrik Sørensen.

Hun blev kaldt løgner og skiftede navnet på sit firma. Det har givet hende en ny mulighed

Louise Mygind Andersens smykkebrand har i dag skiftet navn til IX Studios. Foto: Claus Søndberg
Louise Mygind Andersens smykkebrand har i dag skiftet navn til IX Studios. Foto: Claus Søndberg

Louise Mygind Andersen tonede i starten af 2021 frem i DR-programmet Løvens Hule, hvor potentielle investorer tilbyder iværksættere hjælp og rådgivning i bedste sendetid.

Louise Mygind Andersen gik derfra med en investering fra Christian Arnstedt og Blazer Capital, men også med spørgsmålet om, hvad Kongehuset mon syntes om smykkebrandets navn, Frederik IX Studios.

Det blev starten på et udfordrende år for den nordjyske iværksætter, som siden så sig nødsaget til at skifte navnet. Selv med en stærk forretningsplan er det nemlig ikke uden udfordringer at opstarte egen virksomhed.

Læs artiklen om Louise Mygind Andersen her, hvor du nederst også finder et link til historien som podcast.

Thomas stiftede et flyselskab. Det satte Nordjylland på landkortet

Thomas Hugo Møller er i dag ansat hos SAS. Foto: Claus Søndberg
Thomas Hugo Møller er i dag ansat hos SAS. Foto: Claus Søndberg

– Janteloven findes desværre stadig i Danmark, og den er mest udpræget i Nordjylland og Vestjylland. Her er det nærmest skamfuldt at være alt for succesfuld.

Det siger Thomas Hugo Møller, som i 2018 stiftede luftfartsselskabet Great Dane Airlines. Et storstilet projekt, der skulle være med til at udvikle erhvervslivet og turismen i Nordjylland, men trods støtte fra den nordjyske rigmand Eigild Bødker Christensen måtte selskabet gå konkurs under coronakrisen.

Ikke desto mindre er artiklen om Great Dane Airlines inspirerende læsning om iværksætteri og modet til at tænke stort.

Læs eller lyt til historien med Thomas Hugo Møller her. Du finder et link til podcasten nederst i artiklen.

Mikkels drøm var at bygge en flyvende Lamborghini, men virkeligheden måtte blive en anden

– Hvis vi kan være med til at fremme den grønne omstilling, vil jeg være stolt, siger Mikkel Kærsgaard Sørensen. Foto: Kristian V. Brøndum
– Hvis vi kan være med til at fremme den grønne omstilling, vil jeg være stolt, siger Mikkel Kærsgaard Sørensen. Foto: Kristian V. Brøndum

Iværksætteri handler om at gå efter sine drømme. Men nogle gange er drengedrømmen ikke forenelig med en fornuftig forretning.

Det ved Mikkel Kærsgaard Sørensen, som sammen med tre partnere stiftede virksomheden Airflight i 2019. Drømmen var at bygge verdens første flyvende racerbil, men investorerne troede ikke på den forretningsplan.

Fremfor at lukke sin nystartede virksomhed valgte Mikkel Kærsgaard Sørensen at bruge teknologien i en ny sammenhæng, hvor nogle af verdens største droner nu skal være med til at effektivisere vindmølleindustrien.

Se prototypen i videoartiklen her, hvor den nordjyske iværksætter også sætter ord på, hvordan den vilde dronedrøm i sin tid startede.

Christina brækkede nakken som 15-årig: Det ændrede hendes syn på livet

Christina Yding Hahn Elgaard driver og bor på Kallestrupgaard i Himmerland. Foto: Claus Søndberg
Christina Yding Hahn Elgaard driver og bor på Kallestrupgaard i Himmerland. Foto: Claus Søndberg

Iværksætteri er sjovt, usikkert og benhårdt arbejde. Så skal man være gjort af noget særligt for at få succes med at starte sin egen virksomhed?

I hvert fald er Christina Yding Hahn Elgaard formet af den bilulykke, hun oplevede som 15-årig. Den unge kvinde overlevede mirakuløst med en brækket nakke og besluttede at leve livet fuldt ud. For tiden skal udnyttes hver eneste dag.

I dag er hun bestyrelsesmedlem, serieinvestor og ikke mindst direktør i det digitale vidensnetværk Farmbrella, som er målrettet ejere, ledere og direktører i agrosektoren.

Her kan du læse historien om Christina Yding Hahn Elgaard og Farmbrella, som i 2021 blev indstillet til vækstskaberkonkurrencen EY Entrepreneur Of The Year.

Louise Mygind Andersen valgte at stille op i DR-programmet Løvens Hule. Foto: Claus Søndberg
Louise Mygind Andersen valgte at stille op i DR-programmet Løvens Hule. Foto: Claus Søndberg

Hvilken hjælp er der at hente som iværksætter?

Drømmer du om at opstarte egen virksomhed ligesom iværksætterne i artiklerne herover, kan du søge hjælp og rådgivning i de fleste af landets kommuner.

Danske iværksættere kunne tidligere få tilskud til opstartsfasen via Iværksætterydelsen, men i dag er det ikke længere muligt at få månedlig økonomisk støtte fra det offentlige.

Til gengæld kommer iværksætterhjælp i mange andre former, hvad enten du overvejer at starte et enkeltmandsfirma eller allerede driver en større virksomhed med flere ansatte.

I Region Nordjylland findes Nordjysk Iværksætter Netværk, som drives af Væksthus Nordjylland i samarbejde med lokale erhvervskontorer. Målet er at give nye virksomheder optimale forudsætninger for at skabe vækst og arbejdspladser i regionen.

Nordjysk Iværksætter Netværk tilbyder gratis rådgivning om din forretningsplan, ligesom du har mulighed for at få tilskud til privat rådgivning hos blandt andet advokater, revisorer og reklamebureauer.

Der findes desuden en lang række iværksætteruddannelser og kurser inden for iværksætteri, som klæder dig på til opstart af virksomhed eller butik.

Du kan også gå i Louise Mygind Andersens fodspor og prøve lykken i Løvens Hule, men langt størstedelen af danske iværksættere søger investeringer og rådgivning uden for rampelyset.

Nogle opbygger og driver succesfulde virksomheder, men andre finder ud af, at iværksætteri alligevel ikke var den rette hylde og vælger at gøre karriere på anden vis.

De historier kan du selvfølgelig også læse lige her på Vigeur.