Der har været nok at se til for Lotte Gaardboe og Rolf Opstrup gennem det seneste år. Sammen står de to iværksættere bag tagtelt-virksomheden CAMP ON TOP og gennem det år, hvor Vigeur har fulgt dem, har de ved siden af deres fuldtidsjobs brugt utallige timer på at udbrede kendskabet til en ferieform, de selv har givet betegnelsen "Champing".
Skal Rolf Opstrup sætte ord på året, så bliver det "travlt, sjovt og ømme fødder". Det sidste med henvisning til alle de messer, som han sammen med Lotte har stået på gennem de seneste 12 måneder. De mange arbejdstimer har dog ikke givet den ønskede omsætning.
Derfor er der blevet sadlet om på flere områder. Blandet andet er virksomhedens showroom flyttet fra Hirtshals til Skive og fremadrettet bliver der også ændret på måden, forretningen bliver drevet på. "Vi har lært, at de idéer og ønsker vi har om at skabe en god service ofte er mere omstændigt for os, end hvad det gavner kunden, så nu skærer vi ind til benet og tilbyder i stedet nogle basisydelser," fortæller Rolf Opstrup i det sidste Årsværk-afsnit med CAMP ON TOP.
Her kan du blandt andet også få svar på, hvad han gerne ville have gjort anderledes i det forgangne år. Du kan se afsnittet lige her.