Kaffebrief

2,4 milliarder til kommunerne, boligejere har tjent 52 milliarder kroner og konkurrent får adgang til Teslas super-opladere

... klædt på til smalltalk med substans.

26. maj 2023

Godmorgen og velkommen til ugens sidste kaffebrief. 

Vi starter i det kongelige, fordi Kronprins Frederik har fødselsdag. 

Frømanden fylder 55, og det fejrer busserne som altid med at flage. 

Og så er det i morgen, at det store karnevalsoptog går gennem Aalborg. 

”Når den store Stjerneparade ruller gennem byen, tager 100.000 mennesker del i festen […] Tænk, hvad det betyder for synlighed og markedsføring af byen.”

Det siger Jeanett Kaare, der er ny talsperson for Aalborg Karneval.

Og selvom det er Nordeuropas største karneval og Danmarks største éndags-event, vil partneren fra Weltklasse gøre festen endnu større.

Hun møder nemlig ofte mennesker, der siger, at Aalborg Karneval var den fedeste oplevelse, da de studerede. Og at de gerne ville opleve det igen.

”Men alligevel er karnevalet primært blevet en fest for de unge,” skriver Jeanett Kaare i et indlæg på Vigeur.

”Det skal vi have modet til at forandre og forbedre, hvis vi gerne vil udnytte Aalborg Karnevals fulde potentiale.”

I indlægget fortæller Jeanett Kaare om sin drøm for fremtidens karneval. Og om den gyldne mulighed, som erhvervslivet skal gribe, hvis det skal lykkes.

Ny aftaler sender 2,4 milliarder kroner afsted til kommunerne

Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen indgik en aftale om kommunernes økonomi for 2024 i går aftes. 

Det oplyser Finansministeriet i en pressemeddelelse.

Med den aftale bliver den kommunale serviceramme hævet med 2,4 milliarder kroner.

Pengene skal blandt andet dække udgifterne for flere børn og ældre. 

Samtidig har parterne aftalt, at kommunerne får 1,3 milliarder kroner til flere pladser på botilbuddene fra 2024 til 2026.

I aftalen er KL og regeringen også blevet enige om, at kommunerne skal spare 700 millioner kroner på administration. 

De ekstra penge skal bruges til højere lønninger og bedre arbejdsvilkår for ansatte på velfærdsområderne. 

Læs mere her. 

Så meget har danske boligejere tjent på at omlægge lån

Det har tilsyneladende været en god forretning for boligejere at konvertere deres fastforrentede lån i den seneste tid. 

Det fastslog nationalbankdirektør Signe Krogstrup, da hun torsdag holdt et oplæg på de lokale pengeinstitutters (LOPI) årsmøde i Aalborg ifølge Finans.

Sidste år tjente boligejere med fastforrentede lån samlet 52 milliarder kroner på at konvertere deres lån på grund af den stigende rente, viser tal fra Nationalbanken. 

Godt halvdelen af de 52 milliarder kroner har boligejere brugt på at nedbringe deres realkreditgæld. 

Derudover er 17 procent af de ekstra penge brugt på at afvikle banklån.

De resterende 30 procent er gået til forbrug eller opsparing. 

Nationalbanken er ikke i mål endnu med at analysere data for, hvordan husholdningsbudgetterne har klaret de mange rentestigninger. 

Direktøren fastslog dog på årsmødet, at de danske husholdninger er robuste. 

Læs mere på Finans. 

Bilkonkurrent får adgang til Teslas super-opladere

Måske du i fremtiden kan lade din elektriske Ford i en af Teslas super-opladere. 

Hvert fald har Ford og Tesla indgået en aftale om, at Fords biler må bruge superladerne i Nordamerika. 

Det skriver Reuters. 

Aftalen træder i kraft fra starten af 2024, og dermed er Ford den første store bilproducent, der får adgang til Teslas ladesystem. 

Tesla har det største superlader-system i Amerika.

I USA har Tesla 17.711 superladere, hvor bilister kan tanke hundredvis af kilometer på mindre end en time. 

Tesla har udviklet en adapter, der gør det muligt for elektriske Fords at blive opladet ved Tesla-standere. 

Fra 2025 vil Fords blive udstyret med en Tesla-oplader, der gør adapteren overflødig. 

Læs mere på Reuters.