Kaffebrief

En nordjysk politikers exit, stigende boligskatter i din kommune og nyt krav om data i virksomheder

… klædt på til smalltalk med substans.

24. november 2022

Godmorgen og velkommen til dagens kaffebrief!

Kalenderen siger i dag torsdag 24. november - og i dag på denne højhellige lille-fredag er der præcis en måned til juleaften.

Vi snupper en dag mere med frost og chancer for glatte veje, så kør forsigtigt, når du bevæger dig ud i trafikken.

God dag og god læselyst!

Nyvalgt nordjysk folketingsmedlem træder tilbage: Det gik ud over helbredet

Selvom en valgperiode er gyldig i op mod fire år, var det tættere på fire uger den nyvalgte politiker valgte at tage.

Det nordjyske medlem af Folketinget for Moderaterne, Kristian Klarskov, nedlagde onsdag sit hverv som folketingsmedlem øjeblikkeligt, skriver Nordjyske.

På Facebook forklarer han sin beslutning således: 

"Jeg har pr. dags dato valgt at nedlægge mit mandat til Folketinget. Den seneste tids omtale i medierne har i mine øjne været urimelig og ville med garanti have været en hindring for mit arbejde i Folketinget. Både min familie og jeg har lidt under dette, og jeg har kunne mærke, at det gik ud over mit helbred," skriver Klarskov. 

På Christiansborg bliver Klarskov afløst af Mohammad Rona, der blev nummer to på Moderaternes liste i Nordjylland ved folketingsvalget.

Læs mere på Nordjyske.

Nu stiger boligskat­terne igen – se hvad det koster i din kommune

Som prisen på så meget andet, fortsætter grundskylden med at stige.

Og særligt ejerlejligheder spås at få et ordentligt hug i 2024, lyder det fra boligøkonom.

Der er dog stor forskel på, hvor i landet du bor, når det kommer til, hvor meget ekstra du skal punge ud med.

“Det er ikke den store overraskelse, at det er boligejerne i de dyreste egne af Danmark, som betaler mest i grundskyld, men at forskellen varierer fra 35.515 kr. i gennemsnit i Rudersdal til blot 3097 kr. årligt i Morsø, er alligevel iøjnefaldende. Mon ikke en boligejer i det vestjyske bliver lidt gladere for sit hus efter sådan en nyhed,” siger Mira Lie Nielsen, boligøkonom i Nykredit.

Skatten bunder også forskellige steder i Jylland, for udover Morsø er det billigst i Vesthimmerland og Vejen, hvor boligejerne betaler henholdsvis 3133 kroner og 3468 kroner om året i snit.

Du kan se en fuld oversigt over prisstigningerne i samtlige kommuner i artiklen.

Læs mere på Børsen.

Snart skal virksomheder fremlægge hundredvis af detaljerede data, de endnu ikke har

Nye europæiske datakrav sætter lige så høje krav til de danske virksomheder.

Stark Group og andre store danske virksomheder forbereder sig derfor i disse dage på at indsamle og strukturere en lang række data, der skal offentliggøres i 2025, skriver Finans.

Ifølge et nyt direktiv fra EU, der ventes at blive vedtaget i dag torsdag, skal 50.000 virksomheder i EU fremlægge deres social, ledelses- og miljømæssige aftryk i 2025.

Idéen med direktivet, der bliver kaldt CSRD, er at sidestille bæredygtighedsoplysninger med finansielle oplysninger.

Udover direktivet skal Stark Group også forholde sig til nye bæredygtigheds-taksonomier, standarder og et kommende due dilligence-direktiv, der omhandler menneskerettigheder.

Læs mere på Finans.