Nordjyske butikker klarer sig godt, rektor fortsætter på Aalborg Universitet og nordjyde bliver ny formand

Ugens tre vigtigste historier.

Pernilla Abildtrup
Pernilla Abildtrup
Journalist

Nordjyske butikker gør det bedre end i resten af landet

Godmorgen og velkommen til dagens espressobrief. Her er tre historier fra ugen, der er gået. 

Butikslivet i Nordjylland har det godt – og bedre end i resten af landet. På landsplan har udbuddet af lejemål til butikker, cafeer og spisesteder ligget nogenlunde konstant gennem tre kvartaler.

Men i Nordjylland er udbuddet af butikslokaler faldet.

”Sidste år indhentede Nordjylland resten af landet efter at have haft et højere udbud af butikslokaler gennem 10 år. Og mens udbuddet er stagneret på landsplan, er det fortsat nedad i det nordjyske,” siger Jakob Wegener, adm. direktør i Ejendomstorvet.dk, til Nordjyske.

Ved udgangen af 2021 var 58.300 kvadratmeter butikslokaler i Nordjylland udbudt til leje eller salg. Det er faldet til 55.500 kvadratmeter svarende til, at kun 2,3 procent af de samlede butikslokaler i regionen står tomme.

På landsplan er tallet 2,6 procent.

Læs mere på Nordjyske.

Rektor får seks år mere på Aalborg Universitet

De sidste otte år har Per Michael Johansen været ansat som rektor på Aalborg Universitet. Og det bliver der ikke ændret på lige foreløbig.

Universitetets bestyrelse har nemlig valgt at ansætte den nuværende rektor for en periode på seks år.

”Det var et stærkt ansøgerfelt, hvor vi blandt andet lagde vægt på ansøgernes resultater som ledere og deres visioner for fremtiden. Her var det tydeligt for ansættelsesudvalget, at Per Michael Johansen var den bedst kvalificerede,” siger Lene Espersen, der er formand for Aalborg Universitets bestyrelse, til TV2 Nord.

Læs mere på TV2 Nord.

Laura skal stå i spidsen for stor fagforening

140.000 ingeniører, naturvidenskabeligt uddannede samt it-professionelle har fået ny formand. Og det er en nordjyde.

Laura Klitgaard er blevet valgt til at stå i spidsen for Ingeniørforeningen, IDA. Hun bor i Svenstrup og er uddannet fra Aalborg Universitet som civilingeniør i både arkitektur og byggeledelse. Hun arbejder i Cowi som bygherrerådgiver men skal være formand for IDA på fuldtid.

"Min vigtigste opgave bliver at afværge de røde advarselslamper og sikre, at politikernes gode intentioner også reelt omsættes til flere uddannede inden for it-, ingeniør- og naturvidenskabelige fag, så Danmark fortsat er et godt land at leve i om 10-20-30 år, når store generationer vil forlade arbejdsmarkedet, og manglen på kloge hoveder og hænder ventes at vokse," fortæller Laura Klitgaard til Nordjyske.

Læs mere på Nordjyske.