350.000 danskere melder sig hvert år syge uden at være det. Det gælder særligt én gruppe
Arbejdspladsen

350.000 danskere melder sig hvert år syge uden at være det. Det gælder særligt én gruppe

Flere hundrede tusinde danskere tager hvert år mindst én sygedag, selvom de ikke er syge, viser en ny analyse fra Dansk Erhverv.

Foto: Adrian Swancar/Unsplash.
14. september 2022

Hoste, feber eller hovedpine.

Det kan være årsager til, at danskere nogle dage melder sig syge fra arbejde. Men andre dage melder de sig syge uden i virkeligheden at være det. Det viser en ny analyse fra Dansk Erhverv, hvor 1007 danskere har medvirket.

Ifølge analysen tager 12 procent af beskæftigede danskere - eller hvad der svarer til 350.000 - hvert år en sygedag fra arbejde, selvom de ikke er syge.

Det gælder primært de 18-39-årige. Her svarer knapt hver femte, at de har haft en sygedag uden reelt at være syg. Blandt de 60-70-årige gælder det kun hver tyvende.

Det kan være, at de yngre simpelthen er mere ærlige omkring, at de gør det
Pernille Taarup, chefkonsulent i Dansk Erhverv

Ifølge Pernille Taarup, chefkonsulent i Dansk Erhverv, er det svært at sige præcist, hvorfor det forholder sig sådan. Et bud kan dog være, at de yngre medarbejdere har en anden opfattelse af det at gå på arbejde.

”Det kan være, de føler, det er okay at tage en fridag uden at være syg, også selv om de får løn for det. Det kan også være, at de yngre simpelthen er mere ærlige omkring, at de gør det. Under alle omstændigheder er det noget, som er behov for at undersøge nærmere,” udtaler hun i en pressemeddelelse.

Pernille Taarup mener både, at virksomhederne og den enkelte medarbejder har et ansvar for at mindske sygefraværet.

Det er jo ikke på nogen måde en langtidsholdbar løsning
Pernille Taarup, chefkonsulent i Dansk Erhverv

Ifølge chefkonsulenten har virksomhederne et ansvar i forhold til at følge med i medarbejdernes trivsel. Eksempelvis mener hun, at det er vigtigt, at den daglige leder går i dialog med medarbejderen, hvis der er mistanke om pjæk.

Samtidig har den enkelte medarbejder et ansvar i forhold til at gå til sin leder, hvis vedkommende er presset eller påvirkes af andet på arbejdspladsen.

”Det kan måske føles som en nem udvej lige at blive væk fra arbejde, selv om man er rask, men det er jo ikke på nogen måde en langtidsholdbar løsning,” udtaler hun.