5 hurtige til Vigeurs nye chefredaktør: ”Vi skal løfte stoltheden over regionen”
Jobskifte

5 hurtige til Vigeurs nye chefredaktør: ”Vi skal løfte stoltheden over regionen”

Den rutinerede radiovært har det seneste år været konceptchef i Det Nordjyske Mediehus. Nu tiltræder Tom Bue stillingen som chefredaktør på husets helt store erhvervssatsning, og ambitionerne for Vigeur er ikke til at tage fejl af.

Foto: Claus Søndberg
12. marts 2022

Hvad optager dig mest i dit arbejdsliv lige nu?

”At Vigeur skal være et personligt erhvervsmedie, som gør en reel forskel.

Vi skal løfte stoltheden over regionen ved at fortælle om ambitiøse nordjyder og om alle de muligheder, der er heroppe. Det ved man godt, hvis man selv sidder i en tung lederstilling, men hvad med de unge?

Jeg synes, mange nordjyder er gode til at gå stille med dørene, når tingene lykkes. Og det er der som sådan ikke noget galt med – bortset fra når unge talenter går og tænker over, hvor de skal gøre karriere. Så spejler man sig i det, man ser omkring sig, og hvis ikke man får øje på alle mulighederne, er det et problem.

Min ambition er også, at Vigeur skal være en talentmagnet som arbejdsplads, så vi selv bliver et eksempel på de historier, vi gerne vil fortælle.

For selvfølgelig kan det lige så godt være i Nordjylland, man lykkes, som alle mulige andre steder i verden.”

Hvornår har du været stolt af dig selv i dit arbejdsliv?

”På toppen af Hvide Hus i 2004.

Jeg var heldig at have en rigtig god radiomakker i Niels Skovmand, og vi havde kæmpet hårdt for at få lov til at lave et program sammen.

Da vi endelig fik mulighed for det, satte vi os på toppen af Hotel Hvide Hus i Aalborg, hvor der var en legendarisk 70’er-agtig bar. Der bestilte vi to kopper kaffe, så det ikke gik alt for vildt for sig. Og så sad vi ellers bare og lagde planer.

Vi blev enige om, at der var to dogmer, som skulle gennemsyre alt, hvad vi lavede: ærlighed og passion.

Hvis ikke de to ting var til stede, skulle vi gå væk fra det, og det har jeg holdt fast i lige siden. Det er jeg egentlig også stolt af. At vi sad der over vores kaffekopper og byggede et værdifundament uden selv at vide, at det faktisk var dét, vi gjorde.”

Hvad har været en afgørende beslutning i dit arbejdsliv?

”Da jeg stoppede med at lave morgenradio for at kaste mig over universitetet i en voksen alder.

At være radiovært var på mange måder min identitet, og jeg er stadig allerbedste venner med min makker i dag. I 2010 trængte jeg bare til, at der skulle ske noget andet inde i mit hoved.

Når du begynder at føle, at arbejdet kører i ring, er du ikke længere skarp nok. Og så skal du enten blive skarp igen eller gøre noget helt andet. Jeg valgte at læse en bachelor i Kunst og Teknologi.

Det var en ren mavefornemmelse og en tilfældighed, at jeg overhovedet hørte om den uddannelse. Men det lød enormt spændende, så det ville jeg gerne.

I starten kunne det godt være svært at få øje på, hvad vi egentlig lærte – men efterfølgende kan jo se, at det her med, hvordan mennesker og teknologi interagerer med hinanden, det kan bruges i alle mulige sammenhænge.

Jeg vil kalde det kaospilot-udgaven af Aalborg Universitet.”

Hvornår har du været i tvivl?

”Det var jeg faktisk efter uddannelsen, da jeg fik et landsdækkende radiotilbud. Der kunne jeg godt være gået tilbage for at bygge et nyt radiohold op, men så havde jeg også bare fortsat i samme spor som tidligere.

Min kloge hustru spurgte mig, om jeg ikke havde lyst til at prøve noget nyt, når nu jeg havde brugt tid på at udvikle mig på universitetet.

Og så kom der et tilbud fra Det Nordjyske Mediehus og den daværende chefredaktør, som spurgte, om jeg ikke skulle herud og lave noget.

Siden dengang i 2013 har jeg vist haft otte forskellige roller i huset – så det skulle jeg selvfølgelig.”

Hvad ville du gerne have vidst, da du begyndte din karriere?

”Sammenhængen mellem held, timing, forberedelse og vedholdenhed.

I starten troede jeg, at hvis bare man gjorde det godt nok og bød sig til, så skete ting også. Det er først senere, det for alvor er gået op for mig, hvor stor en betydning timing har.

Du kan være nok så dygtig, men det budget, du skal ansættes under, skal for eksempel også have plads til dig på det givne tidspunkt.

Og det er jo simpel matematik, at hvis du er godt forberedt og vedholdende, så er der større sandsynlighed for, at du rammer den rigtige mulighed på det rigtige tidspunkt.

Det betyder omvendt også, at du ikke skal slå dig selv i hovedet, når ting ikke lykkes.

Det er selvfølgelig værd lige at tjekke efter, om du kunne have gjort mere eller forberedt dig bedre. Men det kunne også bare være dårlig timing.”