Derfor kommer EU's nye bestemmelse om mindsteløn ikke til at betyde noget for dig
Fremtid

Derfor kommer EU's nye bestemmelse om mindsteløn ikke til at betyde noget for dig

EU vil fastsætte en mindsteløn for medlemslande. Men i Danmark forhandles løn mellem arbejdsgiver og lønmodtager, og med det system kommer EU's direktiv ikke til at have indflydelse på os.

Kristian V. Brøndum
Kristian V. Brøndum
Journalist & visuel fortæller

I oktober 2020 fremsatte EU-Kommissionen et forslag om rammer for mindsteløn i medlemslandene. Direktivet om mindsteløn søger ifølge Europa-Kommissionen at sikre en tilstrækkelig løn til alle borgere i EU.

Direktivet har fået meget opmærksomhed, og beskæftigelsesminister, Peter Huimmelgaard (S), har udtalt sig kritisk om forslaget og han er siden blevet støttet af flere fagforeninger.

Men hvorfor er man mod bestemmelse, der skal sikre borgere en retfærdig løn? Og hvad går direktivet egentlig ud på?

Det har jeg talt med Søren Dosenrode, som er lektor på Aalborg Universitet samt head of research ved ACEUS – Aalborg centre for european studies, om.

Hvad går det nye direktiv ud på?

Forrige sommer var vi på ferie på Malta.

Vi faldt i snak med en tjener på en restaurant i Valetta. Han kom fra Eksjugoslavien et sted. Det viste sig, at han fik 4-5 Euro i timen i løn, men levede og sparede op af de drikkepenge han fik af gæsterne. Jeg har selvfølgelig ikke kunne kontrollerer det udsagn, eller om han var der ulovligt, for Malta har en mindste månedsløn på omk. 6630 kr. og Malta er ikke specielt billig at leve i. I Litauen er mindstelønnen en af de lavest i EU, og ligger på 2158 kr. pr. måned (kilde: eurostat).

I Danmark har vi ikke en lovbestemt mindsteløn, men arbejdsmarkedets parter har aftalt en mindste timeløn på 60 kr. altså omkring 8800 kr. om måneden.

Specielt i Østeuropa er lønningerne lave, og forslaget til en rammelov (det, der i EU kaldes et direktiv) skal sikre, at der fastsættes en mindsteløn på et ’passende niveau’.

Det kan være arbejdsmarkedets parter (arbejdsgivere og lønmodtager), der forhandler sig til mindstelønnen eller der kan lovgives.

Formålet er, at arbejdstagerne kan tjene nok til en værdig tilværelse. Forslaget blev fremsat i oktober 2020, og forventes vedtaget i juni dette år.

Hvad kommer den nye lov til at betyde for det danske arbejdsmarked og den enkelte?

Det korte svar på spørgsmålet er, at lovforslaget ikke får nogen som helst indflydelse på det danske arbejdsmarked og den danske model.

Det gør det ikke, fordi det bevidst er skruet således sammen, at det ikke gælder for stater, hvor 70% eller flere arbejdstagere er under en overenskomst.

I Danmark ligger tallet på 82%. Kommissionens formål var jo også netop at fremme et system som det danske, hvor løn og arbejdsvilkår forhandles, og der ikke lovgives.

Hvordan er Danmarks model?

Af EU's medlemsstater har 21 en mindsteløn, fastsat ved lov.

I Danmark og fem andre lande er det arbejdsmarkedets parter, der fastsætter lønniveauet.

Det er denne danske model, som EU-Kommissionen ønsker at bevæge sig hen imod – det fremgår af kommentarerne til lovforslaget. Direktivforslaget er et første skridt i den retning.

Som anført blander Folketinget sig ikke i lønfastsættelsen… i teorien, for som man så både i lærerkonflikten i 2013 og i sygeplejerskestrækken i 2021 sker det af og til, at Folketinget ophøjer en mæglingsskitse til lov, altså lovgiver på lønområdet. Men normalt forhandler arbejdsgiverne og lønmodtagerne sig frem til en overenskomst.

I Danmark mener vi, at denne måde at forhandle løn på, sikrer et fleksibelt og velfungerende arbejdsmarked. I virkeligheden er der nogle skævheder indbygget som man netop så det i lærer- og sygeplejerskekonflikterne, fordi arbejdstagerne ’kæmper’ imod staten, der har nærmest ubegrænsede ressourcer, hvad de strejkende jo ikke har – strejkekasser bliver tomme med tiden, det gør statskassen sjældent.

Hvorfor er flere partier og fagforeninger imod loven?

Socialdemokratiet, ’rød blok’, Dansk Folkeparti og dele af fagbevægelsen har stillet sig kritisk overfor lovforslaget.

Socialdemokratiets Jens Joel sagde det på denne måde i Folketinget 3. december sidste år: ’For det er jo rigtigt, at vi lige nu får at vide, at der ikke er noget at være bange for. Vi er bare ikke betrygget.’

I baggrunden lurer der en frygt for at EU-domstolen med tiden skulle kunne bruge mindstelønsdirektivet til at påvirke den danske model på den ene eller anden måde.

Og EU-domstolen har det med at være aktiv, nogen vil mene for aktiv.

Det kan ikke udelukkes, at domstolen vil blande sig, men det er ikke sandsynligt. Dertil kommer, at modstanderne eller skeptikerne stiller spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er EU's opgave at se på lønninger. Det mener et flertal i Europa-Parlamentet og i Ministerrådet, at det er, og de støtter sig til Den europæiske søjle for sociale rettigheder.

Grundlæggende er der tale om politik og ideologi når mindstelønsdirektivet diskuteres. Det er naturligt, for der er jo netop tale om politik.   

Når man ser på danskernes holdning til fx. obligatorisk barsel for fædre, er det noget mange finder sympatisk. Ser man på den nuværende mindsteløn i fattige østeuropæiske lande, burde lovforslaget også vække sympati, men det, at det er EU, der lovgiver på området, gør os skeptiske.