Et arbejdsliv er for langt de fleste mennesker et sjovt, spændende og udfordrende forløb med både op- og nedture.

I serien ”Mit CV” får du et indblik i et menneskes karriere på arbejdsmarkedet, hører om de erfaringer, der er gjort undervejs, og hvordan de forskellige jobs har været med til bringe de medvirkende til, hvor de er i dag både som menneske og medarbejder.

Fælles for de personer, der medvirker i serien er, at de i dag har deres arbejdsplads i Nordjylland.

Helle Lyhne Hvass Markusen er Viden- og projektchef på TECHCOLLEGE i Aalborg. Hun er 39 år, født og opvokset i Thisted og bor i Aalborg sammen med sin mand Bo og sønnerne Julius og Villads. Her er Helles CV:

1993-2000: Barnepige i Thisted
Jeg var 11, da jeg begyndte at trille ture med de lokale børn i området og var gennem årene tilknyttet mindst 15 hjem. Jeg elskede det, og når man havde været barnepige et sted, så gik rygtet, og lynhurtigt havde jeg fire fem-steder, hvor jeg kom og var barnepige. Jeg kan huske, at gjorde en dyd ud af at gøre lidt rent og lægge tøj sammen hos "kunderne". Så blev særligt mødrene glade, når de kom hjem. Hvis det var mig selv i dag, ville jeg nok foretrække, at barnepigen blot sørgede for at lege med mine unger fremfor at være praktisk.

1996-1997: Minipakker hos C. Søndergaard
Vi var fire ungarbejdere, der sammen med en gruppe i arbejdsprøvning ompakkede alt fra blyanter til fyrværkeri. Jeg arbejdede der to gange om ugen efter skole og kan fortsat ompakke og sætte labels på varer med lynets hastighed. Det var nok første gang, jeg blev konfronteret med det faktum, at ikke alle har det lige nemt i tilværelsen. På arbejdspladsen var der også plads til kærligt drilleri. Så på skift blev ungarbejderne sat ind i en boks, hejst til vejrs og gennemspulet med vand.

1997-2000: Ekspedient i tøjbutik og hjælpepige hos H.M Production
I Thisted var der en populær tøjbutik, hvor jeg rigtig gerne ville arbejde - troede jeg. Men det med at skrive 9-tallerne på en bestemt måde, og tilmed være tvunget til at bruge mange af mine optjente penge på at leve op til kravet om at gå i butikkens eget tøj, når jeg var på arbejde, var ikke lige mig. Så den karriere varede ikke mange uger.

I stedet kom jeg på H.M Production. Det var en lokal produktionsvirksomhed, som manglede en, der blandt andet kunne lave salgsmapper og tage telefonen om eftermiddagen. Der var mange ældre kollegaer, men de var gode og ville gerne have, at jeg skulle lykkes. Så de brugte tid på, at jeg lærte at forstå organisationen. Der var masser af maskiner, som jeg ikke vidste noget om, men skulle kende alligevel for at pakke de rigtige ting. Jeg lærte også at begå mig i en produktion og ikke være bange for at gribe fat i noget, man ikke forstår.

2000-2001: Ekspedient ved den lokale købmand
Jeg havde mange gode timer hos købmanden. Det fik dog en brat afslutning, og det skyldes, at mit retfærdighedsgen blev sat på en alvorlig prøve. Butikken lukkede kl. 19, og lønnen gik altid til kl. 19.15 - også selv om man først var færdig senere end det. En detalje, som for mig havde så principiel karakter, at jeg konfronterede købmanden. Han erklærede sig uenig og fortsatte med at rette timesedlerne tilbage til kl. 19.15.

Jeg har hjemmefra lært, at man ikke skal true med noget, man ikke kan finde på at gøre alvor ud af. Da jeg havde truet med at sige op, valgte jeg at tage konsekvensen. Heldigvis er jeg ikke helt så ultimativ i dag, men jeg holder fast i mantraet om, at man ikke skal true med noget, man ikke kan finde på at gøre alvor ud af.

2001-2006: Pædagogmedhjælper, Kumlhøj (Specialinstitution for psykisk og fysisk udviklingshæmmede på 6 -18 år).
I min tid hos købmanden forelskede jeg mig lidt i de her kunder, som handlede ind sammen med børnene fra Kumlhøj. Da det blev muligt at blive en del af en aflastning på Kumlhøj, slog jeg til. De skulle afsted på deres årlige feriekoloni, og jeg ofrede to dages studenterkørsel, fordi jeg så gerne ville have jobbet. Så jeg var kun med på hestevogn og en halv dag i bus. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var, som at være en del af en udvidet familie. Mit arbejde var, at børnene skulle have det så godt som muligt. Efterfølgende blev jeg spurgt, om jeg ville være der resten af sommerferien. Det ville jeg vildt gerne.

Efter sommeren skulle jeg i gang med at læse, og jeg blev en del af weekendaflastningen. Jeg havde jobbet i seks år, og det er den eneste organisation jeg har været i, hvor familiefølelsen var så udtalt.