Et arbejdsliv er for langt de fleste mennesker et sjovt, spændende og udfordrende forløb med både op- og nedture.
I serien ”Mit CV” får du et indblik i et menneskes karriere på arbejdsmarkedet, hører om de erfaringer, der er gjort undervejs, og hvordan de forskellige jobs har været med til bringe de medvirkende til, hvor de er i dag både som menneske og medarbejder.
Fælles for de personer, der medvirker i serien er, at de i dag har deres arbejdsplads i Nordjylland.
Diana Sørensen er 48 år og direktør for Nordjyllands Beredskab. Hun er opvokset i Vrå og er i dag bosat i Kærby i Aalborg. Her deler hun hus med sin mand Carsten og deres tvillingepiger på 13 år. Her er Dianas CV:
1988–1990: Hjælper i frisørsalon i Vrå
Jeg er vokset op i et hjem med selvstændige forældre, så jeg har nok overtaget deres tilgang til arbejdslivet. Man skal vise, hvad man kan og gøre sig fortjent til tingene. Jeg manglede aldrig noget, men fik ikke penge bare fordi jeg kom og spurgte. Min far var murermester, og jeg hjalp blandt andet med at støbe og rydde op på byggepladser.
Det første job, hvor jeg fik udbetalt løn var ved den lokale frisør Anni Melgaard. Jeg blev selv klippet der, og hun havde brug for en skolepige, der kunne gå til hånde. Jeg var lidt nervøs i forhold til at skulle være så tæt på kunderne. Hvad nu hvis jeg var skyld i, at de fik sæbe i øjnene eller vandet var for varmt? Og så skulle jeg jo snakke om alt muligt. Anni var en god chef, og det var meget vigtigt for mig, at hun oplevede, at jeg var en hjælp og ikke bare et godgørende formål. En del af aflønningen var, at jeg fik lavet krøller til min konfirmation, og jeg passede godt på de penge, jeg tjente. Det var jo dengang, hvor man lavede regnskab i et lille kladdehæfte. Jeg har aldrig været nærig men meget bevidst om penge og har sparet op til de ting, jeg gerne ville have. Der var også en vis stolthed forbundet med at kunne tjene sine egne penge.
Jeg havde også et lønnet job i kirkekoret i Vrå. Jeg har drillet mine egne piger, som går til konfirmationsforberedelse, med, at jeg var så snu at melde mig ind i kirkekoret og fik penge for at møde op i kirken. Der var et virkelig godt socialt fællesskab, og organisten havde en god opdragende effekt på os unge tøser. Hun råbte ikke højt og skældte ikke ud, men vi var ikke et sekund i tvivl om, hvad hun forventede af os.
1990-1993: Ekspedient, nærbutik i Vrå
Da jeg stoppede hos frisøren, skulle jeg have et nyt job. Det blev i den lokale nærbutik. Ret hurtigt skulle jeg stå der alene og lukke butikken kl.21 om aftenen. Når jeg tænker på det i dag, tvivler jeg på, at jeg ville lade mine egne piger stå alene med sådan et job i den alder, jeg havde på det tidspunkt. Men man lærte at have mange bolde i luften.
Nærbutikken var et naturligt samlingspunkt i byen, hvor folk lige kunne købe de småting, de manglede efter normal lukketid. Man kunne godt være lidt presset, når der stod fire-fem mennesker i kø, mens man skulle blande slik for fem kroner til Per, der ville have en af hver slags.
1993: Afløser i hjemmeplejen i Løkken/Vrå Kommune
Jobbet var en rigtig spændende oplevelse og satte mange tanker i gang. Ud over oprydning og rengøring skulle jeg også hjælpe folk i bad og sørge for, at de fik deres medicin. Jeg synes, det var lidt specielt, at jeg måtte uddele medicin. Jeg var blandt andet ved et ældre ægtepar, hvor manden var rimelig frisk, mens konen var dårlig. Det fik mig til at tænke over, hvor svært det måtte være at se sin ægtefælle svinde hen og være afhængig af hjælp. Så det var meget vigtigt for mig at vise hensyn og respekt.
Jeg havde også en ældre kvinde, som sad i kørestol og var flyttet til Vrå i en sen alder. Hun havde aldrig set det grønne område i byen, der hedder ”Lunden”. Så jeg tog hende med derned engang, efter jeg var færdig med min vagt. Hun var dybt taknemmelig, men jeg fik ballade med de andre medarbejdere, fordi jeg havde brudt grænserne for, hvad man måtte gøre. De havde jo ikke mulighed for at bruge en ekstra eftermiddag på det, ligesom jeg havde. Jeg havde slet ikke tænkt i de baner. Den ældre dame blev rigtig glad for det. Så det var det værd, selv om jeg fik lidt ballade for det.
1993-1994: Rengøringsmedarbejder hos ISS
Jeg var begyndt at læse cand.scient.adm på Aalborg Universitet og boede i en lille lejlighed i Nørresundby. Rengøringsjobbet startede kl. 4, og så mødte jeg på universitetet kl. 8. Sådan kørte det i en periode og nogle gange var der også tale om eftermiddags – eller weekendvagter. Jeg kom igennem mine år på universitet uden studiegæld. Det var ikke noget mål i sig selv, men det var vigtigt for mig at have en tilknytning til arbejdsmarkedet og have noget ved siden af studierne.
1994-1996: Ekspedient, HMV Shop i Bispensgade i Aalborg
Det var et godt studiejob. Jeg ville egentlig gerne have fundet noget studierelevant, men det lykkedes ikke. HMV var et godt alternativ, og mens jeg var der, åbnede de en afdeling i Magasin. Det betød, at man op til jul kunne have rigtig mange timer, og det var forholdsvis nemt at pakke gaverne ind. Jeg synes virkelig, det var spændende at følge med i den nye musik, der kom.
1996-1999: Studiejob, Jyske Bank i Randers
Min kæreste dengang, som er min mand i dag, havde fået job i Jyske Bank i Randers, og jeg flyttede med. Jeg skulle skrive speciale på mit studie i Aalborg, og det kunne jeg ligeså godt sidde og gøre i Randers. Jeg fik et studiejob i Jyske Bank, hvor jeg skulle tælle døgnboksen op. Det var den boks, hvor dagens omsætning fra forskellige virksomheder blev lagt i efter lukketid. Kuverterne fra McDonalds og ostehandleren var noget af en oplevelse at åbne mandag morgen. De lugtede helt forfærdeligt. Derudover tastede jeg girokort ind og lavede kassebetjening. Der blev næsten tale om et fuldtidsjob i slutningen af mit speciale. Jeg forsatte i banken efter jeg var færdig med at læse og søgte job.
1999-2002: Fuldmægtig, Viborg Amt
Mens jeg læste, var jeg først meget fokuseret på EU, men jeg endte hurtigt i sporet omkring samfundsfag med fokus på sundhed. Jeg skrev speciale omkring hjerteoperationer og var meget målrettet i forhold til at arbejde med sundhed og sygehuse.
I Viborg Amt startede jeg i Undervisnings – og Kulturforvaltningen, hvor jeg havde ansvaret for arbejdet med sygeplejerskeuddannelsen og andre sundhedsuddannelser. Efter tre måneder var der en jobmulighed i Sundhedsforvaltningen. Jeg kom til at arbejde med sygehusplanlægning, overenskomster og forskellige opgaver for Sundhedsudvalget. Jeg kunne virkelig godt lide at komme ind på en stor offentlig arbejdsplads og få lov til at bruge det, jeg havde studeret, men jeg blev lidt overrasket, over den kultur der var. For eksempel blev der holdt fast i, at der var kaffepause kl. 9. I de job jeg havde haft, mens jeg læste, havde det ofte handlet om at være effektiv og få løst tingene. Så jeg skulle lige vænne mig til, at der var traditioner og vaner. Der var mange gode kollegaer, og jeg har stadig kontakt til nogle af dem i dag.
Det gik ret hurtigt op for mig, at jeg gerne ville være leder og være med der, hvor man træffer beslutningerne. Jeg kom til at sidde med nogle tunge sager, der blandt andet vedrørte forhandlingerne om overenskomst for lægerne og fik også ansvaret for det præhospitale område, Falck-kontrakter og alt hvad der sker, inden patienterne kommer på sygehuset.
Jeg blev i den sammenhæng udfordret af en læge, der spurgte, hvor mange gange jeg egentlig selv havde prøvet at køre ambulance? Mit svar var nul. Han sagde, at vi kunne fortsætte diskussionen, når jeg havde prøvet det. Så jeg kom ud og køre i ambulance. Det var mellem jul og nytår, og om eftermiddagen gik den føromtalte læge selv i vagt. En mand fik hjertestop i Sdr. Kongerslev. Lægen forsøgte at genoplive ham, men manden stod ikke til at redde. Lægen sagde, at jeg skulle være med, når han overbragte beskeden til konen og børnene. Jeg var dybt imponeret over den måde, han gik fra at være fokuseret og handlekraftig i forsøget på genoplive et andet menneske til at være omsorgsfuld og med stor værdighed fortælle familien, at manden var død. Der slog det mig, at jeg ikke skulle sidde på et offentligt kontor i resten af min arbejdstid. Jeg ville opleve noget mere og være med til direkte at gøre en forskel. Jeg havde og har kæmpestor respekt for de folk, som er helt tæt på, hvor tingene sker.
2002-2008: Stationsleder, indsatsleder, kontraktchef og redningschef hos Falck
Jeg mødte en af Falcks direktører, og han sagde, at jeg skulle være stationsleder. Det mente jeg ikke. Min opfattelse af en stationsleder var en midaldrende mand, med træsko, kaffekop og smøger i brystlommen. Det var ikke noget for mig. Direktøren sagde, at de godt kunne tænke sig nogle andre typer, der også kunne tænke anderledes. Jeg var 28 år og ville gerne være leder, men i Viborg Amt gik det efter anciennitet, hvem der fik de lederstillingerne. Jeg kunne se, hvor længe der ville gå, inden jeg kom i betragtning, selv om jeg måske var den, der var bedst kvalificeret.
Falck-jobbet ville betyde, at jeg fra dag ét ville blive leder for tre stationer med sammenlagt 100 ansatte, uden at jeg havde en lederuddannelse eller ledelseserfaring. Det var en stor beslutning. Min mand spurgte, om jeg kunne løse opgaven. Jeg svarede ja, og at jeg også havde lyst til det. Hvad er det værste, der kan ske, spurgte han så? Det var, at jeg måtte give op og finde noget andet. Jeg valgte at sige ja til jobbet.
Jeg blev præsenteret foran 70 mænd og kom i højhælede sko og lyserød skjorte. De tænkte helt sikkert ”Det dur’ jo ikke”. Jeg vidste en del om ambulancer, så på det område havde jeg en lille fordel, til gengæld vidste jeg kun, at brandbiler er røde. Så det var helt forfra i den del af det. Det kunne jeg godt mærke på brandmændene, men jeg hoppede med i bilen og bad om at blive sat i arbejde, når de rykkede ud. Det gav noget respekt, at jeg var nysgerrig for at lære deres verden at kende. Jeg tog uddannelsen som røgdykker, holdleder og indsatsleder og endte med at køre som indsatsleder i seks år i Skive. Jeg savner det den dag i dag. Der er noget helt særligt ved at blive kaldt ud og skulle løse en opgave, hvor du hverken har tid til at analysere eller læse om det på forhånd. Det handler om mavefornemmelse og intuition. Derfor forsøger jeg også at køre med sammen med mine medarbejdere i dag, når jeg kan.
Jeg var stationsleder i to og et halvt år. Derefter blev jeg kontraktchef i forbindelse med kommunesammenlægningen i 2005, hvor jeg fik ansvaret for at forhandle kontrakter på plads med kommunerne i Midtjylland. Jeg savnede personaleledelse. Så jeg gik ind til min direktør og sagde, at jeg ville have noget personaleansvar igen. Inden jeg gik på barsel, var jeg redningschef fra slutningen af 2007 og et halvt år frem.
2008-2016: Direktør, Falck Nordjylland
Vi fik tvillinger, og jeg fandt ud af, at det der med at være på barsel slet ikke var mig. Da pigerne var to måneder gamle, kom min direktør på barselsvisit. Jeg havde nok luret, at det var lidt mere end det, og han spurgte mig, om jeg ville komme til Aalborg og være direktør for Falck i Nordjylland. Vi skulle til at bygge hus i Randers og havde ingen anelse om, hvordan en hverdag med to små børn ville blive, men igen spurgte min mand mig om, hvad der var det værste, der kunne ske?
Da jeg fik jobbet, var ambulancetjenesten i udbud, så opgaven var, at enten skulle jeg afvikle en stor forretning, eller også skulle jeg køre en ny kontrakt i gang.
2016- 2018: Divisionsdirektør for Ambulance og Brand, Falck i Jylland
Jeg blev divisionsdirektør efter Falck lavede en organisationsændring. Jeg har været enormt glad for at være hos Falck. Der er gode værdier, og man skal gøre en forskel og gøre sig umage. Borgeren er i centrum, og vi er der for deres skyld.
Der var mange muligheder i Falck, men jeg havde lovet mig selv fra starten af min karriere, at hvis jeg nogensinde kom til at stå overfor at skulle implementere eller gennemføre beslutninger, som jeg ikke selv var med i eller ikke kunne stå inde for, så skulle jeg sige stop. Der var sket meget hos Falck, og organisationen var på flere områder gået i en anden retning, end jeg gerne ville. Jeg kunne ikke stå og præsentere ting, jeg dybest set ikke var enig i. Det var en skuffelse for mig at erkende, at ”min” organisation ville noget andet, end det jeg ville. Men bagefter føltes det godt at have stået ved mine værdier.
2018-??, Direktør, Nordjyllands Beredskab
Da Nordjyllands Beredskab blev dannet i 2016, var jeg slet ikke klar til at forlade Falck. Da de skulle bruge en ny direktør i 2018, var det til gengæld helt oplagt. I modsætning til Falck er der ikke en koncern-tankegang, og jeg kan selv være med til at præge den retning, vi skal gå. Jobbet har været lidt anderledes, end jeg havde regnet med. Vi er en fusion af 11 kommuners beredskaber, så det kan godt være, at jeg i Falck arbejdede med forandringsledelse, sammenlægninger osv. Men det at få 11 kulturer til at blive én, er vi ikke i mål med og kommer det nok aldrig. Det er heller ikke sikkert, at vi skal. Vi skal kun ensrette, det der giver mening og selvfølgelig have respekt for de medarbejdere, der løser opgaverne.
Det jeg bedst kan lide ved jobbet er, at jeg kan være med til at sætte retningen. Jeg behøver ikke selv stå øverst på skamlen, men kan godt lide, når mine medarbejdere lykkes med noget, vi har arbejdet på.
Jeg savner selv at køre ud engang imellem. Jeg har chefvagt hver fjerde uge, hvor langt størstedelen af opgaverne løses på telefonen. Men når telefonen ringer kl. 3 om natten, og man skal træffe en beslutning, lugter det lidt af røg, men det er ikke helt det samme. Jeg savner uforudsigeligheden, hvor du det ene øjeblik sidder ved dit skrivebord og så 15 minutter senere er ved en stor bygningsbrand. Jeg har ikke sat nogen tidshorisont for, hvor længe jeg regner med at sidde i jobbet. Hvis det bliver for rutinepræget, begynder jeg nok at kigge andre veje. Det er der næppe udsigt til foreløbigt i Nordjyllands Beredskab. Vi er i gang med rigtig mange spændende opgaver, og forventningerne til os som beredskab forandres hele tiden.
