Fra byens hårdeste avisrute til boks på bøfhus: Her er Trines CV
Mit CV

Fra byens hårdeste avisrute til boks på bøfhus: Her er Trines CV

Trine Ottosen har arbejdet i Bilka, lavet kunst og smykker, været lærer i 17 år og kæmpet med stress fire gange. Hun kom ud af hamsterhjulet og har i dag succes med sit eget firma, der har fokus på bedre trivsel.

Jens Otto Barsøe
Jens Otto Barsøe
Journalist

Trine Ottosen er 44 år. Hun bor i Frejlev sammen med sin mand Jacob og deres to piger Sophie og Tilde. Hun startede i 2019 virksomheden SammenSammen, der arbejder for at øge glæde og trivsel i familier, skoler og virksomheder. Her er Trines CV:

1990-1992: Avisbud for Nordjyske i Frejlev
Jeg fik den lange, hårde rute og tjente 713 kroner om måneden. Jeg synes, det var sindssygt mange penge og følte næsten, at jeg havde vundet i Lotto. Det var dog ikke altid, det var lige sjovt at skulle tidligt op i weekenden. Heldigvis stod mine forældre trofast op og hjalp mig med at få aviserne delt ud. De kørte mig i weekenderne, og på hverdagene cyklede jeg. Jeg delte i øvrigt tjansen med min klassekammerat Thomas, som havde ruten halvdelen af dagene.

1992-1995: Stuepige på St.Restrup Herregård og kassemedarbejder i SuperBrugsen i Vingårdsgarde i Aalborg
Jeg havde hest sammen med en veninde. Hun arbejdede på herregården, og tjente mere end jeg gjorde på at uddele aviser. Så jeg fik lidt dollartegn i øjnene og gav rengøringsjobbet en chance. Det var hyggeligt at arbejde sammen med min veninde, men jobbet var ikke sjovt. Det var på akkord, så motivationen lå i, at jeg kunne tjene nogle gode penge. Jeg fik efter et par år job i SuperBrugsen. Jeg synes, det var megafedt at sidde ved kassen. Jeg havde jo leget kassedame, da jeg var barn, og så kom man til at møde rigtig mange mennesker.

1995-2002: Butiksansat, Bilka i Skalborg:
Jeg startede i kolonial-afdelingen, hvor der arbejdede masser af unge mennesker. Det var hyggeligt men også hårdt arbejde. Når jeg tænker på alle de regler, der er nu for ungarbejdere, så var det noget lidt andet dengang. Jeg lærte virkelig meget af at arbejde i Bilka. Bare en ting som at rydde ordentligt op efter sig selv. Efter gymnasiet fortsatte jeg i Bilka og tjente penge til en jordomrejse. Chefen, som hed Olsen, gav mig meget ansvar, og jeg fik lov til at bestille varer hjem og holde møder med leverandørerne. Jeg kan huske, at jeg engang kom til at sætte et ekstra 0 på toastbrød-bestillingen. Så i stedet for 1000 pakker, kom der 10.000. De blev solgt for én krone.
I den her periode havde jeg et sommerferiejob, hvor jeg kørte rundt i butikker og uddelte smagsprøver på Nestea. Det var lidt ensomt og mange af de andre, der kørte med vareprøver var også noget ældre end mig.

1999-2000: Tjener, Mexicansk restaurant i København:
Jeg flyttede til København i et år, og måtte stoppe i Bilka. Jeg var ikke specielt glad for at være på restauranten, men jeg skulle tjene nogle penge. Vi var ikke ret mange på arbejde ad gangen, og jeg savnede det sociale aspekt. Jeg kom temmelig langt ud af min comfort-zone ved at servere, jeg var altid bange for at spilde noget, så det var egentlig mærkeligt, at jeg tog jobbet, men jeg ville nok bare prøvet noget nyt.

2003-2010: Lærer, Vester Mariendal Skole.
Jeg blev færdig på lærerseminariet, og det var megafedt at komme ud til børnene og være med til at gøre en forskel. Jeg ved godt, at de er der for at lære noget, men det at få mennesker til at vokse, har altid været min motivation. Det havde vi rammerne til i de første år, jeg var lærer. Jeg havde special-klasser og startede med at have en 1.klasse. I teamet havde vi det rigtig sjovt, og jeg havde gode kollegaer. Vi havde nogle helt fantastiske forløb med børnene. Blandt andet lavede vi klasseværelset om til kæledyrsbutik og troldehule. Jeg følte, at jeg var med til at sætte nogle spor og lave nogle læreprocesser, der gav mening for børnene.

Trine Ottosen solgte gennem flere år malerier men stoppede efter hendes far døde. Arkivfoto: Grete Dahl
Trine Ottosen solgte gennem flere år malerier men stoppede efter hendes far døde. Arkivfoto: Grete Dahl

2004-2015: Kunstner med salg og udstilling af malerier
Jeg var på nedsat tid som lærer. Jeg ville have tid med mine børn og tid til mine malerier. Maleriet tog fart, da jeg læste på lærerseminariet, og jeg har også undervist i billedkunst i mange år. Hele grundtanken med mine malerier var, at de skulle være farverige og sprede glæde. Blandt andet med skæve mennesker og figurer for at minde os om, at ikke alt behøver at være perfekt. Når jeg gik ind i kunstens verden, stod jeg tit og malede om natten, mens børnene sov. Jeg blev fuldstændig grebet af det. At være i processen er både berigende og frustrerende. Det har givet mig meget både udstille og sælge min kunst. Jeg synes altid, jeg har haft meget på hjerte, og det var dejligt at kunne sprede det gennem min kunst. På et tidspunkt blev det sådan, at der kom bestillinger på malerier. Folk ville have dem i en bestemt farve, og så blev det faktisk svært for mig at male, når det ikke længere var impulsivt.

Da jeg mistede min far i 2015, stoppede jeg med at male. Jeg prøvede at tage på et kursus året efter for at komme i gang igen, men det har bare ikke været der siden. Jeg håber og tror det kommer igen, men det skal komme af sig selv.

Trine Ottosen(tv.) sammen med to af sine kollegaer fra Løvvangskolen. Arkivfoto: Daniel Bygballe
Trine Ottosen(tv.) sammen med to af sine kollegaer fra Løvvangskolen. Arkivfoto: Daniel Bygballe

2010-2016: Lærer, 10.klassecentret, Løvvangsskolen i Nørresundby
Det var nok mine bedste år som lærer. Vi havde det vildeste kollegiale sammenhold, en genial leder og temmelig frie rammer i 10.klassecentret. Vi formåede at give eleverne en god start på deres ungdomsuddannelse og en ny tro tingene. Jeg fik lov til at have en ren drengeklasse. Vi lagde ud med et B.S Christiansen-forløb, hvor vi læste hans bog og startede dagen på den militære træningsbane. Vi fik skabt et rigtig godt sammenhold, og det var nogle gode drenge. Jeg var også med til at lave en intro-uge, hvor alle der startede skulle være med til at indrette deres klasseværelse. De fik 1000 kroner hver, og så kørte vi rundt i DUS-bussen, og hentede det de havde købt på blandt andet Gul og Gratis. Jeg var også ude og udstille på Trekanten i Aalborg Øst sammen med nogle af de piger, jeg havde til billedkunst.

I den her periode startede jeg en konsulentvirksomheden Team2T sammen med en kollega, Fokus var på at skabe arbejdsglæde. Vi nåede ikke ud ret mange steder, og det gled ud i sandet.

2012-2019: Design og salg af smykker
Jeg har det sådan, at hvis jeg ikke kan finde det, jeg vil have, så må jeg lave det selv. Sådan var det med smykkerne. Det var halskæder og øreringe. Jeg begyndte med at lave dem i Fimoler, og de var meget farverige ligesom mine malerier. Jeg gik selv med dem og blev flere gange spurgt, hvor jeg havde dem fra. Så jeg begyndte at lave flere og sælge dem. Jeg kaldte det ”Og-design”. Meningen var, at vi skal huske på de ekstra og’er i hverdagen, der kan gøre det hele lidt mere farverigt. Jeg nåede så langt, at jeg solgte smykkerne på et website og fik dem ud i flere butikker.
Det blev for meget selv at lave alle smykkerne, og jeg undersøgte, hvad det ville koste at få dem produceret i Kina. De prøver jeg fik hjem var noget værre ”crap”, og så forsvandt hele historien i det også. Min drøm inderst inde var, at jeg kunne lave noget som selvstændig, jeg kunne leve af. Derfor var det megasvært for mig at lukke smykkeforretningen ned. Jeg elskede virkelig den kreative del af det.


2016-2019: Lærer, Frejlev Skole
10.klassescentret lukkede og flyttede på TECH College. Jeg ville noget andet. Jeg kom på Frejlev Skole og ville gerne blive ved med at lave nogle af alle de kreative ting, jeg havde gjort i mine tidligere lærerjob. Det fik jeg lov til i en vis grad. Jeg indrettede blandt andet ungdomsklubben sammen med eleverne og kom i gang med en genbrugsbutik. Men der var kommet en skolereform, og det begrænsede mig i mange af de ting, jeg gerne ville. Jeg fik det også meget svært med at skulle teste børnene hele tiden. Jeg sluttede af med at have en 1.klasse, hvilket jeg ikke havde prøvet, siden jeg startede lærergerningen. Det var helt fantastisk at opleve livsenergien i de små skolebørn igen. Nogle af dem kommer stadig hen og giver mig en knuser, når jeg møder dem i byen i dag.

Siden 2019 har Trine Ottosen drevet sin virksomhed SammenSammen, og der er godt gang i forretningen. Foto: Claus Søndberg
Siden 2019 har Trine Ottosen drevet sin virksomhed SammenSammen, og der er godt gang i forretningen. Foto: Claus Søndberg

2019 -??: Indehaver, SammenSammen
Jeg havde gennem mine år som lærer set, at der var flere og flere børn, der ikke havde det godt, og der var flere som fik diagnoser. Det tror jeg ikke, der er så mange børn, der behøver at få, hvis vi bare ser anderledes på dem. Nogle gange er det jo ikke ret meget, der skal til for at hjælpe børnene. Jeg studerede forskning indenfor området og fik skabt et netværk med en masse dygtige mennesker, der også beskæftigede sig med børns trivsel. Jeg tog også nogle forløb for at udvikle mig selv. Jeg havde været nede med stress og skulle have en tro på, at jeg godt kunne starte op som selvstændig. Jeg havde været der, hvor det ikke var sikkert, om jeg kunne arbejde 100 procent igen.

Med SammenSammen fik jeg startet en abonnementsforretning op, hvor kunderne efter tilmelding fik tilsendt en boks, der indeholdt forslag og remedier til sjove måder at være sammen på som familie. Med små ting kan man faktisk gøre en kæmpe forskel. For eksempel en konkurrence om, hvem der er hurtigst til at rydde bordet. Bare tre uger efter jeg startede, begyndte jeg at få masser af positiv feedback fra brugerne. Jeg kunne se, der var en kæmpe effekt for dem, der brugte kassen, men for mig var der lang vej i forhold til at skalere virksomheden op. Der manglede jeg kompetencer i forhold til markedsføring. Jeg var også ved at dø lidt ved at sidde så meget ved en skærm. Der er jo noget af det, jeg selv siger, vi skal væk fra.

Jeg har lukket abonnementsordningen ned, men det er fordi, jeg har fået en ny mulighed. Jeg har landet en aftale med Jensens Bøfhus, så når man besøger restauranterne, får børnene en boks med nogle af de aktiviteter, jeg har udviklet. Derudover underviser jeg personalet i, hvordan de møder gæsterne. Jeg har også været involveret i et pilotprojekt for Skole-og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune. Det omhandler, hvordan man skaber bedre trivsel i skolen. I den sammenhæng skal der være projekter på tre skoler. Så det går faktisk rigtig godt for SammenSammen. Det øver jeg mig i at sige, for det er jeg ikke vant til. Jeg var tidligere i et hamsterhjul, hvor jeg ikke længere var glad for at være lærer. Jeg kunne ikke længere arbejde under de vilkår, der var og gik ned med stress fire gange. Folk kan spørge, hvordan kan det ske fire gange? Det kunne det, fordi jeg ikke kunne forestille mig at lave andet, end det jeg gjorde. Jeg havde ikke set, der var andre muligheder, og troede måske heller ikke nok på, at jeg kunne gøre det her. Så det handler om at løfte blikket, turde at tage chancen og gøre noget andet, end det du plejer.