Fra flaskedreng til guldtræner: Her er Stefans CV
Mit CV

Fra flaskedreng til guldtræner: Her er Stefans CV

Stefan Madsen har en stor rolle i Aalborg Håndbolds imponerende optur. Hans egen vej til jobbet som træner på øverste hylde har været karakteriseret af passion, hårdt arbejde og en ledelsesstil, der giver plads til spillerne.

Foto: Henrik Bo
22. marts 2022

Stefan Madsen er 45 år og opvokset i Maribo på Lolland. Han er bosat i Aabybro, gift med Lene og har sønnerne Bertram og Oliver. Stefan Madsen har været cheftræner i Aalborg Håndbold siden 2018. Under ham har klubben vundet DM-titlen de seneste tre år i træk og nåede i 2021 frem til finalen i Champions League. Derudover er han de seneste tre år i træk blevet kåret til årets herretræner i dansk håndbold. Her er Stefans CV:

1986-1987: Jordbærplukker i Nordsjælland.
Vi havde sommerhus i Nordsjælland ved Hald Strand. Jeg kunne se, at min søster selv havde penge til at gå ned og købe is, når vi var på ferie. Derfor synes jeg, det var en rigtig god idé, at jeg ligesom hende blev jordbærplukker. Det var hos en gårdbutik, der både solgte ærter og jordbær. Jeg kan ikke huske, hvor meget jeg tjente i de par år, hvor jeg plukkede, men jeg tror mine forældre rundede beløbet op, så det blev lidt over 100 kroner for en uges arbejde. Det var første gang, jeg blev bevidst om, hvor meget man skulle knokle for at få lidt på kontoen. Er du sunshine, hvor skulle man fylde mange bakker bare for at få penge i kassen.

1990-1992: Flaskedreng hos Mega i Maribo
Det var en af mine bedste kammerater, der havde jobbet, og jeg var ærlig talt lidt træt af, at det ikke var mig. Skæbnen ville, at han på et tidspunkt ikke kunne komme på arbejde. Jeg blev ringet op fra butikken og fik at vide, at der var en, der var sprunget fra. Jeg var ikke en bedre kammerat end, at jeg snuppede jobbet. Det var to-tre dage om ugen, og jeg vidste lige nøjagtig, hvad jeg skulle, når jeg kom på arbejde. Så det var helt fint for mig på det tidspunkt. Det var første gang, jeg stiftede bekendtskab med begrebet kollegaer, det at være en del af noget og kende hinanden på alle mulige forskellige måder.

1992-1995: Tankpasser på BP/Q8 i Maribo
Jeg følte selv, det var en opgradering i forhold til at være flaskedreng. Der var mere ansvar, og jeg tjente mere. Jeg skulle lukke butikken, gøre kassen op, gøre rent og så videre. Det var heller ikke lige så hårdt som at være flaskedreng, hvor man bliver sat til hvad som helst. Nogle gange var vi to på arbejde, og jeg husker tydeligt en aften, hvor jeg var på arbejde med en pige. Telefonen ringede, det her var inden, der var mobiltelefoner, og hun sagde, at det var til mig. Det var en, der hed Kurt, som var i røret. Det viste sig at være Kurt Nielsen, der var ungdomslandstræner i håndbold. Han fortalte mig, at jeg var indkaldt til samling med landsholdet som venstre fløj. Det var første og eneste gang, jeg var med på landsholdet, så jeg glemmer aldrig det telefonopkald. Det var en god aftenvagt.

Jeg var på tanken i hele min gymnasietid og fik mere og mere ansvar. Det var her, jeg for alvor blev opmærksom på, at der følger noget med det ansvar. Jeg kan huske, at jeg en fredag nat sammen med vennerne havde danset lidt for længe på diskoteket Mona Lisa i Maribo. Jeg skulle åbne tanken lørdag morgen men sov over og fik chefen i røret. Jeg var så flov. Der mærkede jeg for alvor, at hvis man vil have ansvar, så er man nødt til at opføre sig ansvarligt.

1995-1997: Cafeteria-medarbejder på færgen mellem Rødby og Puttgarten
Jeg blev student og fik arbejde på færgen mellem Rødby og Puttgarten. Jeg var i cafeteriet. Det var ikke et bedre job end det på tanken, det var bare bedre betalt og man kunne få flere timer. Jeg skulle tjene så mange penge som muligt og stod til rådighed hele tiden, for jeg skulle ud og rejse. Arbejdet blev stort set kun afbrudt af håndboldtræning og håndboldkampe. At spille håndbold havde indtil det her tidspunkt været det vigtigste i mit liv. Alt andet kom i anden række, men jeg begyndte at kunne mærke, at jeg havde svært ved at bide mig fast med de allerbedste. Nu åbnede verden op for mig, og jeg blev klar over, at hvis jeg skulle klare mig selv, var det nødvendigt at prioritere anderledes.

På færgen lærte de andre ansatte mig at drikke kaffe for at komme igennem nattevagterne. Jeg kunne ikke lide kaffe, da jeg startede, og jeg ved ikke, om jeg skal takke dem eller ej, for jeg skal da lige love for, at jeg er kommet efter det.

1998-1999: Vicevært på Trænerskolen i Aalborg og pædagogmedhjælper på Højvangskolen i Svenstrup
I sommeren 1997 var jeg rykket til Nordjylland for at gå Trænerskolen i Aalborg. Jeg var også træner i Aalborg KFUM, men det primære var at passe min uddannelse. I sommeren 1998 hjalp jeg til som vicevært på Trænerskolen med at male lejligheder, slå græs og den slags ting. Det var et job jeg tog, fordi jeg havde behov for at kunne blive boende på skolen henover sommeren. Efterfølgende fik jeg en tjans som pædagogmedhjælper i en DAMP-afdeling, som det hed dengang. Jobbet gjorde mig bevidst om, hvor stor en støtte man kan være for skrøbelige børn, og det bekræftede mig i, at jeg gerne ville læse til lærer.

Stefan Madsen giver instrukser til spillerne i sit første cheftrænerjob hos Aalborg HS. Arkivfoto: Claus Søndberg
Stefan Madsen giver instrukser til spillerne i sit første cheftrænerjob hos Aalborg HS. Arkivfoto: Claus Søndberg


1999-2003: Studerende på lærerseminariet, cheftræner for Aalborg HS og træner i Aabybro HK.
Jeg havde været ungdomstræner i Maribo og for kvindeholdet i Aalborg KFUM, som spillede serie-1 og rykkede op et par gange med mig som træner. I 1999 var jeg begyndt at læse på seminariet og var i fritiden assistenttræner for Aalborg HS, som spillede i 1.division, mens jeg samtidig spillede på Aalborg KFUM's herrehold. Skulle det blive til noget med trænergerningen, var jeg dog nødt til at fokusere på det, og jeg fik muligheden for at få ansvaret for førsteholdet. Det var mit første rigtige cheftrænerjob, og inden jeg kom i gang, var jeg ikke 100 procent bevidst om, hvor meget det kræver. Jeg blev overrasket over, hvor meget forberedelse og hvor meget administrativt, der var forbundet med jobbet.

Hvis du spørger mine kammerater fra seminariet i dag, vil de sige, at jeg brugte 90 procent af tiden på håndbold og 10 procent på studiet. Jeg valgte efter et par år at drosle lidt ned på håndbolden og blev træner i Aabybro, mens jeg gjorde mit studie færdigt. Jeg mødte i øvrigt min kone i Aabybro, hvor hun spillede på holdet.

2003-2008: Skolelærer og assistenttræner samt ungdomstræner hos Aalborg DH. Træner hos Team Sindal/Taars og Frederikshavn Fox.
Det hele bimlede og bamlede i Aalborg DH, og der blev hentet en masse stjerner til klubben. Til den første hjemmekamp var der så meget trafik mod Gigantium, at jeg for første og eneste gang oplevede at skulle køre i bus til en hjemmekamp. Vi mødtes på parkeringspladsen ved Det Nordjyske Mediehus og kørte derfra.

Det var en vild tid også lidt for vild. Uden at gå i detaljer vil jeg sige, at det efterfølgende er kommet bag på mig, hvor meget ens normalitetsgrænser kan rykke sig, og hvor blind man kan blive overfor ting, man ville have reageret på tidligere. Havde jeg været stærkere og mere bevidst om, hvad der egentlig foregik, var jeg nok bakket ud. Det burde jeg have gjort. Det jeg har taget med derfra er, at hvis ens normalitetsgrænser flytter sig på den måde, er man nødt til lige at tage en tur i helikopteren, spole tilbage og spørge sig selv: Ville du være gået med til det samme for et år siden?

Ved siden af trænerjobbet hos først Aalborg DH og derefter Team Sindal/Taars og Frederikshavn Fox, havde jeg et fuldtidsjob som skolelærer. Jeg startede med et år på Langholt Skole, og efterfølgende kom jeg på Vestbjerg skole. Det er et af de bedste steder, jeg har været ansat, og jeg mødes stadig med nogle af de gamle kollegaer. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg havde en ledelse på skolen, som gav mig lov til at have håndbolden ved siden af og ikke mindst kollegaer, der kunne samle op, når jeg ikke lige kunne være der mandag morgen, fordi flyet fra Makedonien var forsinket. Jeg red på to heste, og gjorde det primært, fordi jeg rigtig godt kunne tænke mig at blive fuldtidsprofessionel i håndboldverdenen.

Stefan Madsen havde ansvaret til sæsonens første træning med AaB Håndbold i 2008. Arkivfoto: Grete Dahl
Stefan Madsen havde ansvaret til sæsonens første træning med AaB Håndbold i 2008. Arkivfoto: Grete Dahl


2008-2010: Assistenttræner for AaB Håndbold og ansvarlig for håndboldlinjen på AaB College
Jeg blev assistent for Peter Bredsdorff hos AaB Håndbold. Da jeg tiltrådte var han med landsholdet til OL i Beijing. Så jeg blev kastet for løverne med det samme. Jeg kan huske, at jeg ringede hjem til min kone efter en formiddagstræning og spurgte om det virkelig kunne passe, at jeg nu levede af det, jeg elskede allermest. Jeg havde træning om morgenen, sørgede for at de unge havde det godt på college, træning igen om eftermiddagen og så sluttede jeg dagen af med at sikre, at de unge kom i seng i ordentlig tid og så videre. Det var en kæmpe lettelse at kunne fokusere på håndbold og kun håndbold.

2010-2013: Lærer på Vestbjerg Skole, træner i Aabybro HK og Cheftræner i HC Leipzig
På grund af økonomien var det usikkert, hvad der skulle ske med AaB Håndbold, og jeg var bange for at miste mit job. Så jeg stoppede i 2010, og blev taget til nåde på Vestbjerg Skole, hvorfra jeg havde orlov. Samtidig blev jeg træner i Aabybro igen.

I 2011 blev jeg kontaktet af den tyske klub HC Leipzig, og sagde ja til at blive cheftræner. Jeg tog afsted i sommeren 2011, og familien kom i februar 2012. Det var selvfølgelig barskt, og jeg havde en forestilling om, at den første periode ville være den hårdeste, fordi vi var væk fra hinanden. Men det var først, da familien kom derned, og vi skulle have en hverdag til at fungere, at det blev svært. Det fyldte meget for mig, fordi jeg jo godt vidste, hvorfor de var i Leipzig. Jeg havde en dreng, som lige var startet i skole, ikke kunne et ord tysk og fortalte mig, at han havde det svært i frikvarterne. Det gjorde sgu ondt. Men vi voksede voldsomt som familie, og det har vi ofte snakket om. Jeg stoppede før tid i klubben, fordi der var ting, jeg ikke længere havde 100 procent kontrol over.

Arbejdsmæssigt tog jeg to ting med hjem derfra. Det første er, at man skal passe på med at kopiere en ledelsesstil over i en anden kultur. Det med at være inkluderende og spørgende kan tolkes fuldstændig anderledes end herhjemme. Når man kommer til en kultur, der har været en del af det gamle Østtyskland, ses det som en svaghed, hvis man som leder er inddragende. Jeg skulle egentlig bare pege og sige, hvor de skulle løbe hen. Den anden ting var, at hvis man er chef for noget, men det alligevel ikke er dig, der tager de endelige beslutninger på dit område, så skal du skynde dig væk.

Der var masser af læring at hente, både privat og professionelt for Stefan Madsen i HC Leipzig. Arkivfoto: Sebastian Brauner
Der var masser af læring at hente, både privat og professionelt for Stefan Madsen i HC Leipzig. Arkivfoto: Sebastian Brauner

2013-2018: Konsulent ved Elitesport Aalborg, ungdomskoordinator og assistenttræner hos Aalborg Håndbold
De første år kombinerede jeg mit job hos Aalborg Håndbold med en kommunal stilling, hvor jeg havde ansvaret for de 7,8 og 9-klasser, som går på Sønderbro Skolen i Aalborg. I 2014 blev jeg assistenttræner for Jesper Jensen, der afløste Nikolaj Jakobsen som cheftræner.

Det var først i 2016, da Aron Kristjánsson blev cheftræner, at jeg kom på fuldtid hos Aalborg Håndbold. Jeg havde det rigtig godt i rollen som assistenttræner og har egentlig aldrig haft noget behov for at stå i forreste række. Det har jeg stadig ikke, bilder jeg mig selv ind. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg kunne have en rolle, hvor jeg var med til at trække i trådene i kulissen i mange år.

2014-2021: U-Landstræner i herrehåndbold
Det er noget helt særligt at være landstræner, selv om der selvfølgelig er forskel på at være ungdomslandstræner og A-landstræner. Det er specielt at være frontfigur for hele sit land, og det er noget andet end at arbejde i en klub. Jeg er utrolig stolt over at have været landstræner og vil ikke afvise, at jeg på et tidspunkt kommer til at arbejde for forbundet igen. Årsagen til at jeg sagde op var, at jeg ville prioritere familien. Jeg har også brug for at tage et break fra håndbold ind imellem. Det kunne jeg ikke som landstræner. Når der var pause i Aalborg, skulle jeg stå klar i DHF-regi. Det blev for meget.

Der er en forventning om at Stefan Madsen og Aalborg Håndbold spiller med om pokaler i hver eneste sæson. Arkivfoto: Martin Damgård
Der er en forventning om at Stefan Madsen og Aalborg Håndbold spiller med om pokaler i hver eneste sæson. Arkivfoto: Martin Damgård

2018- ??: Cheftræner hos Aalborg Håndbold
Aron Kristjánsson stoppede et år før tid, og Jan Larsen gav mig tilbuddet om at blive cheftræner. Der var rigtig mange overvejelser, for jeg har et personligt og privat forhold til Jan og hans familie. Vores relation går langt tilbage, og den relation begyndte vi så småt at spille hasard med. Vi ved begge godt, at det kan gå stærkt i den her verden, og vi kender ikke for alvor hinanden, før der skal files kanter af.

Jeg kunne alligevel ikke sige nej, for sådan en mulighed er det ikke sikkert, at man får igen. Jeg ville have været træt af at kigge tilbage og sige, at jeg ikke tog chancen. Det er jeg rigtig glad for, at jeg gjorde og i al beskedenhed, er det jo gået helt ok. Jeg har det rigtig godt i det her job, og det er primært, fordi jeg kan mærke, at der er opbakning omkring det. Jeg har som person brug for tryghed og tillid fra mine omgivelser. Selvfølgelig er vi ikke enige om alting, men vi er gode til at udfordre hinanden og komme videre i samme retning, selv om vi er uenige.

Det jeg godt kunne undvære er at stå i frontlinjen med store armbevægelser. Det følger med, og man nødt til at lære det, ellers skal man ikke være her. Jeg synes, det er spændende at få en stor gruppe til at acceptere og udfylde de roller, de er tiltænkt samtidig med, at de føler, at de bliver set og behandlet med respekt. Klubbens udvikling har også været utrolig spændende at være en del af. Den opgave jeg blev sat til at løse i 2018 har ændret sig markant, og det er selvfølgelig vores egen skyld på grund af de resultater, vi har opnået. Det er en anden måde, man skal være leder på overfor gruppen af spillere og nogle andre knapper, der skal trykkes på. Det jeg er lykkedes med er relationsbaseret ledelse, hvor vi kommer ind under huden på spillerne.

Presset udefra er selvfølgelig blevet større de seneste år, og jeg har én gang oplevet ikke at kunne styre min vejrtrækning og puls. Det var, da vi sad i bussen til kampen mod Flensburg/Handewitt og kunne spille os i Final Four i Champions League. Der tænkte jeg, at hvis der er nogen ledere, der har det sådan i 14 dage, så forstår jeg godt, de ender med alle fire hjul i vejret. Jeg tænker nogle gange også tilbage på, da vi blev mestre i 2019. Det var 100 procent glæde. Da vi vandt i 2021, var følelsen forvandlet til 70 procent glæde og 30 procent lettelse. Der gik det op for mig, at trykket udefra er blevet markant større.

Jeg tror og håber, at jeg vil komme til at arbejde med håndbold i mange år fremad, for jeg elsker den her verden, men den er omskiftelig for at bruge et positivt udtryk.