Fra pølsekontrollør til uddannelseschef: Eva har aldrig været bange for at skifte retning
Uddannelse

Fra pølsekontrollør til uddannelseschef: Eva har aldrig været bange for at skifte retning

Eva Bach Christiansen er ny uddannelseschef for Transport og Logistik hos AMU Nordjylland. I denne Q&A bliver du klogere på hendes karriereovervejelser.

Foto: Claus Søndberg.
23. marts 2022

Navn: Eva Bach Christiansen

Jobtitel: Startede som Uddannelseschef for Transport og Logistik ved AMU Nordjylland den 1. marts 2022

Jobskifte fra: Kvalitetschef hos Danish Crown Foods i Svenstrup

Alder: 55 år

Civilstatus: Gift

Bopæl: Godthåb

Uddannelse: Oprindeligt uddannet kemiingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet i København. Derudover har hun taget forskellige kurser inden for ledelse

Hvorfor sagde du ja til jobbet?

’’Jeg søgte jobbet, fordi jeg gerne ville tilbage til uddannelsessektoren. Jeg har en tosporet karriere, hvor jeg har arbejdet med kvalitet i levnedsmiddelbranchen, men også har arbejdet som leder hos forskellige uddannelsesinstitutioner, som TECHCOLLEGE og Erhvervsakademi Dania.

Jeg har altid holdt meget af begge karriereveje, der er meget forskellige. Det ene sted er jeg den faglige ekspert, det andet sted er jeg den, der skal lede medarbejderne.

Men jeg kunne mærke, at jeg gerne ville have mere ledelsesansvar, og jeg drømte om at blive en del af en mindre organisation, hvor jeg kunne komme tættere på beslutningerne. Danish Crown er en kæmpe organisation, hvor der er langt til toppen. Det kunne sommetider være svært, for jeg vil gerne være med til at tegne stregerne. Det kan jeg i min nye stilling.

Jeg synes, det er en spændende opgave at uddanne mennesker til industrien, som jeg kender indefra. Så jeg er virkelig glad.’’

Hvad tager du med dig fra dine tidligere jobs?

’’Når man arbejder i uddannelsesverden, tror jeg, det er godt at have erfaring fra den ’’virkelige verden.’’ Jeg har en god forståelse for, hvordan man driver den type virksomheder, og hvordan man i den verden er mere målorienteret og har mere fokus på KPI’er og effektivitet. Det er nogle erfaringer, som jeg vil se, om jeg kan integrere på sigt.

Men jeg er selvfølgelig også bevidst om, at vi arbejder med mennesker her – vi skal ikke have pølser ud på rækker, som er ens. Vi skal dog sørge for, at elever og kursister bliver klædt på til at stå ude i erhvervslivet. Med de krav og forventninger, der følger med.’’

Hvad vil du gerne bedrive i din nye stilling?

’’Først og fremmest vil jeg gerne sikre, at min afdeling er velfungerende. Jeg vil arbejde på at lave en afdeling, hvor vi åbent og ærligt kan drøfte vores udfordringer – og løfte i flok.

Jeg ønsker ikke at være en chef, der trækker beslutningerne ned over hovedet på mine medarbejder. Jeg vil have følgeskab i beslutningerne, og omdrejningspunktet for vores fælles arbejde skal være arbejdsglæde.

Jeg tror nemlig, at det bedste, vi kan gøre for at levere uddannede til det danske samfund, er, at vi spreder glæden ved faget. Det kræver først og fremmest, at mine medarbejdere brænder igennem i deres undervisning. Deres entusiasme skal smitte af.

Derfor er min vigtigste arbejdsgave at sørge for, at de har rammerne til det. Jeg skal – i fællesskab med dem – sikre en god arbejdsplads.

Men først skal jeg lære en helt ny branche at kende; jeg kender ikke meget til transport og logistik. Derfor er jeg meget ydmyg og forsøger hele tiden at søge viden til mig fra mine medarbejdere. Det er dem, som har den faglige viden – og det er dem, som skal have lov til at shine.’’

''Jeg ønsker ikke at være en chef, der trækker beslutningerne ned over hovedet på mine medarbejder. Jeg vil have følgeskab i beslutningerne,'' siger Eva Bach Christiansen. Foto: Claus Søndberg.
''Jeg ønsker ikke at være en chef, der trækker beslutningerne ned over hovedet på mine medarbejder. Jeg vil have følgeskab i beslutningerne,'' siger Eva Bach Christiansen. Foto: Claus Søndberg.

Hvad er din vigtigste bedrift i dit arbejdsliv?

’’Jeg tror, det er evnen til at turde bevæge mig i mit arbejdsliv. Jeg har altid turde springe på de muligheder, der har budt sig. Det er ikke altid den trygge vej, og det har altid været med et sus i maven, når jeg har valgt at forlade en fast – og tryg – stilling til fordel for noget nyt. Men det er altid gået godt.

Jeg er stolt over mit engagement og de gode resultater, der er kommet, fordi jeg turde.

Men det skal heller ikke lyde som om, at jeg er fortaler for, at man hele tiden skal skifte job bare for at gøre det. Der er en bagatelgrænse for, hvor længe man skal blive på en arbejdsplads, hvis man rent faktisk vil udrette noget. Men man skal sørge for at udvikle sig i sin karriere, og hvis der er en oplagt muligt for det, så skal man turde skifte retning. Det er sundt.’’

Hvad skal du bare prøve, inden dit arbejdsliv slutter?

’’Nu har jeg jo lige skiftet job, fordi jeg drømte om at arbejde i en helt anden slags organisation. Jeg kan mærke, at det har været det rigtige sted at lande for mig.

Jeg er kommet et sted i min karriere og i min alder, hvor jeg ikke længere har det samme behov for at skulle videre. Det er en accept, man lige skal sluge. Men da jeg fik den her stilling, havde jeg en fornemmelse af, at det er her, jeg afslutter min karriere. Og det har faktisk givet mig en ro. Nu skal jeg bare lægge alt min energi i at gøre et godt stykke arbejde her.’’