De havde lige fældet årets juletræ og stukket det ind mellem forsæderne i bilen, da Malenes kæreste gav hende beskeden.
Grannålene skyggede for hans ansigtsudtryk, men ordene trængte klart igennem ovre fra førersædet: Kærestens virksomhed ville gerne have ham til at arbejde et år fra Austin, Texas, og han ville rigtig gerne have Malene med.
Hun griner, når hun taler om situationen i dag – men dén juledag i 2018 var Malene Jørgensen så opløst af gråd, at familien troede, det unge par var gået fra hinanden.
Malene Jørgensen havde forestillet sig, at hun en dag skulle fejre 25-års jubilæum i Det Nordjyske Mediehus, hvor hun havde uddannet sig og været ansat, siden hun var 19 år gammel.
Som 24-årig havde hun allerede fem års anciennitet på arbejdspladsen, og hun havde vist sit værd, som en medarbejder man kunne satse på. Det kunne hun da ikke sætte over styr, tænkte hun for sig selv.
Men i løbet af juleferien fik hun og familien talt så mange scenarier igennem, at et ophold i USA ikke nødvendigvis ville betyde et definitivt farvel.
Tre, to, én mulighed
Malene Jørgensen var klar til at præsentere tre forskellige muligheder, da hun med bævrende hånd bankede på chefens dør efter juleferien.
“Er det bare dét?” udbrød han, da Malene havde forklaret situationen og sit ønske om at rejse med kæresten til USA.
Chefen havde frygtet en opsigelse eller alvorlig sygemelding, da Malene Jørgensen havde indkaldt til mødet – og lettelsen skyllede ind over hans ansigt, inden praktikken tog over:
Lynhurtigt sløjfede han muligheden for orlov, ligesom en afsked ikke ligefrem var ønskescenariet.
Det efterlod muligheden for at tage noget af arbejdet med til USA.
“Vi må se, om det kan lade sig gøre,” var chefens melding, inden han gav lovning på en tremåneders prøveperiode, hvor it-systemer og tidsforskellen helst ikke skulle volde for mange problemer.
Men chefen kendte hende godt nok til at vide, at rejsen altid ville spøge i hende, hvis ikke hun kom afsted.
Så Malene Jørgensen opsagde sin fuldtidsstilling, skrev under på en ny kontrakt med tre timers arbejde om dagen og bookede en envejsbillet til USA.
Rugbrødsarbejde i mulighedernes land
“Jeg var det rigtige sted fra klokken 8 til 16,” siger Malene Jørgensen om livet hjemme i Aalborg. ”Men når jeg havde fri, var der noget, der manglede.”
Og præcis det modsatte fik hun i Texas.
Luftforandring, nye bekendtskaber og godt gammeldags rugbrødsarbejde.
Prøv Vigeur
Opret en gratis Vigeur Light-profil og læs videre. Med en Light-profil får du adgang til 5 artikler pr. måned.