Når Michael Simonsen ser tilbage på sit arbejdsliv, er der et tydeligt mønster. Han plejer nemlig at skifte job omkring hvert 7. år. Ikke fordi det er en bevidst strategi. Sådan er det bare blevet.
“Jeg kan godt komme til at kede mig, når jeg har været for længe i et job,” fortæller Michael Simonsen.
Han har tidligere været selvstændig - blandt andet som møbelpolstrer. Han har også arbejdet som inspektør i et rengøringsfirma, men i forbindelse med en omrokering i firmaet blev han fritstillet - og valgte i stedet at uddanne sig til buschauffør.
Han regner imidlertid ikke med at skifte jobbet som buschauffør ud lige med det samme. For netop dét job er noget af det mest afvekslende, han indtil nu har prøvet. Og lørdag 23. september kan han føje endnu et hak i bæltet til sin kompetencer som buschauffør hos Nordjyllands Trafikselskab.
For netop lørdag 23. september er dagen, da Michael Simonsen sætter sig bag rattet bag på én af Aalborgs nye Plusbusser - den nye bus, der er i stand til at transportere aalborgenserne fra Væddeløbsbanen i vest til busterminalen ved Professionshøjskolen UCN i øst. (Og senere videre til det nye supersygehus, når det er færdigbygget)
Men Michael Simonsen er ikke bare én af de 40 buschauffører, der skal sidde bag rattet i Plusbussen. Han er også én af de to chauffører, der har været med til at oplære sine kolleger.
For med en længde på næsten 25 meter og med plads til 153 passagerer er Plusbussen et køretøj af dimensioner - og dermed en type, der ikke tidligere har været en del af Aalborgs buspark.
Det har derfor været nødvendigt at sende chaufførerne på kursus.
De har skullet træne i at manøvrere bussen gennem de 22 stationer på ruten. De har særligt haft fokus på fire udvalgte trafikpunkter, som på papiret virkede til at være en ekstra stor mundfuld.
“Der er steder på ruten, hvor man skal dreje skarpt - og der er passager, hvor to busser skal passere hinanden,” siger Michael Simonsen og sætter præcise steder på:
“Ved John Bull-pub på Nytorv, ved Kennedy Arkaden, ved AAU-busterminal og i svinget mellem Bornholmsgade og Karolinelundsvej har vi haft lidt spekulationer om, hvor svært det ville blive at komme rundt. Men det viste sig, at der var masser af plads.”
At hjælpe kollegerne er en rolle, som passer Michael Simonsen rigtig godt.
“Først fik jeg selv en masse rutine i at køre bussen, så jeg på bedst mulig måde kunne oplære mine kolleger - og det passer mig godt, for jeg kan rigtig godt lide at hjælpe andre og give min erfaring videre,” siger Michael Simonsen.
Som led i forberedelserne har han også været på ekskursion til Trondheim i Norge.
Tide Bus er et norsk selskab, så her var det muligt på forhånd at tjekke den nye bustype ud.
Det er netop afvekslingen i jobbet, som Michael Simonsen sætter så stor pris på - en afveksling, som han ikke i samme grad har kunnet finde i sine tidligere jobs.
Chaufførjobbet sætter han stor pris på.
“I dét her job har jeg mange forskellige funktioner,” siger Michael Simonsen og tilføjer:
“At sidde bag rattet giver mig stor mulighed for at møde andre mennesker, og det kan jeg rigtig godt lide,” siger Michael Simonsen, der også via sit bijob som julemand - blandt andet i Aalborg Zoo - kommer i kontakt med mange mennesker.
Prøv Vigeur
Opret en gratis Vigeur Light-profil og læs videre. Med en Light-profil får du adgang til 5 artikler pr. måned.