Netværk mig her og netværk mig der. Sådan bliver du dygtig til den ædle (og forhadte) kunst
Q & A

Netværk mig her og netværk mig der. Sådan bliver du dygtig til den ædle (og forhadte) kunst

I denne Q&A fortæller Nadja Joensen, der faciliterer og planlægger netværksmøder, hvordan man bliver dygtig til den ædle - men svære kunst - at udbygge eller opbygge et netværk.

Foto: Privatfoto
1. september 2022

''Det er godt med et stort netværk.'' ''Du skal bruge dit netværk for at finde drømmejobbet.'' 

Fra vi bliver færdiguddannet og til vores karrieres ende, bliver vi bombaderet med gode råd om at pleje - og bruge - vores netværk.

Men for mange af os er verberne ''mingle'' og ''netværke'' ensbetydende med svedige håndflader og tvangstanker om at stå mutters alene i et rum fyldt med mennesker. Måske forsøger vi at udveksle overfladiske floskler om os selv, mens vi febrilsk piller etiketten af en lunken flaskeøl i ren nervøsitet.

Sådan har Nadja Joensen det ikke. Hun elsker at netværke, og har gjort det hele hendes karriere. Hun har også faciliteret og planlagt netværksmøder for kvindenetværket ''Boss Lady'' i Aalborg. Desuden producerer hun det digitale magasin Netværkeren 4 gange årligt, der indeholder en masse netværkshistorier. 

Men hvordan gør hun? 

I denne Q&A har vi blandt andet spurgt hende om, hvordan man bedst kommer i gang med at netværke - uden at føle sig akavet. 

Læs med og bliv klogere sammen med os.  

Hvorfor skal man netværke?

''Man skal netværke fordi, og hvis, man har lyst og er klar til det. 

Generelt set netværker alle, også selvom de ikke er klar over det.

Netværk findes jo omkring os alle vegne - alt efter hvor man er i sit liv. Hvis man tænker over det, netværker man fra barnsben ud fra de scenarier, man bliver placeret i. Familie, naboer, institutioner, arbejde, frivilligt arbejde, interesseområder og meget andet.

Så for at svare optimalt på spørgsmålet, tager jeg udgangspunkt i min egen grund til at netværke: Jeg netværker, fordi jeg er nysgerrig og vil lære nyt. Jeg lærer altid nyt, når jeg netværker og møder nye mennesker til netværksarrangementer og foredrag, hvad end det er noget oplægsholderen fortæller, eller en deltager man møder.

Når man netværker, opstår der pludselig alverdens muligheder, så længe man er åben for det. Man ved aldrig, hvad man går ind til, og man går altid hjem med ny viden af en eller anden art. Det er derfor, det er så fedt at netværke!''

 

Hvordan får man et godt netværk?

''Man får et godt netværk ved at netværke aktivt og være sig selv. Desuden er det enormt vigtigt, at man ved, hvad ens formål er.

 

En god netværker er en, der ved, hvad hans eller hendes formål med networking er, og hurtigt kan finde frem til, hvad de kan gøre for og sammen med den anden netværker. Og så skal man være åben for de muligheder, der kan opstå ved sådan et møde. 

 

Hvis ikke man har et klart formål, vil man hurtigt få en følelse af at spilde sin tid. 

 

Det er dog også vigtigt at pointere: Alle kan netværke. Du behøver hverken at være den ekstroverte eller ekstravagante type. Introverte siges faktisk at være gode til at netværke, fordi de netop er gode til at lytte og stille de rigtige spørgsmål - og dermed får de ofte meget med fra arrangementerne. Hvis altså deres formål er klart på forhånd.''

Hvis man er helt ny, hvad er så første skridt?

1. Find dit formål. Hvad vil du have ud af din networking?

2. Find ud af, om der er relevante netværksarrangementer i nærheden, som du kan deltage i (online/ offline)

3. Deltag gerne alene i et arrangement (ofte netværker man meget bedre, når man IKKE har en ven med)

4. Vær åben og fortæl gerne, at du er ny i networking