Nordjylland skal være stedet, hvor store problemer løses
Fremtid

Nordjylland skal være stedet, hvor store problemer løses

“Vi skal tænke ansvarlighed sammen med bæredygtighed, hvis vi skal løse klimaudfordringerne”, siger Jan Kvistborg, der er bæredygtighedschef i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Foto: Claus Søndberg
28. marts 2022

“Der er en kulturændring i gang. Nordjylland kan godt gøre sig som stedet, hvor vi knækker problemstillinger og løser voldsomme problemer. Vi skal være stolte af det, vi gør i Nordjylland - og vi skal have synliggjort det.”

Sådan siger Jan Kvistborg, der er bæredygtighedschef i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Han er personligt dedikeret - og meget engageret i den grønne omstilling. 

Han mener, at vi er nødt til at stå sammen for at løse klimaudfordringerne.

“Vi kan kun løse bæredygtige problemstillinger i fællesskab. Det er ret enkelt. Det kan være ufatteligt vanskeligt at forstå den fulde konsekvens af klimakrisen, men det er afgørende, at vi står sammen om det,” siger Jan Kvistborg.

Hans personlige ambitioner forplanter sig til handling i Aalborg Kongres & Kultur Center, der i går holdt en konference om emnet - med fokus på bæredygtige forretningsmuligheder.

Med NET ZERO pathways var det ambitionen at skabe et forum, hvor folk kunne blive inspireret og klædt på til handling, hvor man kunne diskutere, møde ligesindede og gå derfra med samarbejdsmuligheder på tværs af erhverv med udgangspunkt i den grønne omstilling. 

Det var tanken at tiltrække både national og international viden.

Det er lige præcis de visioner, der medvirker til, at folk bliver boende i Nordjylland, og at Nordjylland kan tiltrække nye studerende, mener Jan Kvistborg.

Han siger, at han også deler visionen med andre aktører i Nordjylland.

“Vi sidder alle og roder med nøjagtig samme ambition - at løse klimaudfordringerne - og i Nordjylland kan vi - mere end andre steder - få folk til at tale sammen.”

Konferencen var etableret i samarbejde med Green Hub Danmark og nogle af Danmarks grønne erhvervsklynger.

“Det er vigtigt at skabe et fællesskab, hvor vi kan mødes og snakke udvikling - og finde ud af, hvordan vi kan sætte gang i nye partnerskaber.”

Det er vigtigt at tale om nye, bæredygtige forretningsmodeller, som skal hjælpe Danmark frem, så man kan nå målet om at reducere udledningen af CO2 med 70 procent i 2030. 

“Forretningsmodellen er vigtig - og det er også vigtigt, at vi finder nogle fælles løsninger til gavn for Nordjylland og for klimaet, og derfor vi må også videndele noget mere. Det vil være ansvarligt”, siger han.

For nylig modtog Nordjylland 92,4 millioner kroner til udvikling af otte regionale fyrtårnsprojekter.

Pengene skal hjælpe i bestræbelserne på at fange, genanvende eller lagre CO2 - fremfor at udlede den i atmosfæren.

“Forretningsmodellen er vigtig - og det er også vigtigt, at vi finder nogle fælles løsninger til gavn for Nordjylland og for klimaet, og derfor vi må også videndele noget mere. Det vil være ansvarligt”, siger han.

For nylig modtog Nordjylland 92,4 millioner kroner til udvikling af otte regionale fyrtårnsprojekter.

Pengene skal hjælpe i bestræbelserne på at fange, genanvende eller lagre CO2 - fremfor at udlede den i atmosfæren.