Nordjysk fodboldklub får ny direktør: ”Vi skal tilbage i Superligaen”
Navnenyt

Nordjysk fodboldklub får ny direktør: ”Vi skal tilbage i Superligaen”

Vendsyssel FF har netop offentliggjort, at Lars Glinvad vender tilbage som administrerende direktør i den nordjyske herrefodboldklub. Ambitionen er Superligaen.

Foto: Caroline Bundgaard
3. oktober 2022

Der bliver ikke besvær med at finde kaffemaskinen, når Lars Glinvad i dag møder ind som direktør i fodboldklubben Vendsyssel FF.

Han sad nemlig på samme post i efteråret 2018 og frem til 2020.

Nu glæder direktøren sig over at vende tilbage og se en lang række kendte ansigter:

"Vendsyssel er en klub, der har så meget passion, fællesskab og en vi-kultur, som jeg ikke har oplevet andre steder. Det kom bag på mig, første gang jeg var heroppe, og jeg er blevet bekræftet i det endnu en gang. Derfor glæder jeg mig helt vildt til at komme i gang."

Ambitionen er, at vi skal i Superligaen inden for de næste tre år.
Lars Glinvad, administrerende direktør i Vendsyssel FF

Lars Glinvad har tidligere været salgschef i AaB, inden han første gang tog til Vendsyssel FF – og senest har han været kommerciel chef i Musikkens Hus, hvor han var ansvarlig for at løfte kulturhusets sponsorindtægter og kommercielle profil.

Han lægger dog ikke skjul på, at det er på grønsværen, hans hjerte – og ambitioner – ligger.

"Ambitionen er, at vi skal i Superligaen inden for de næste tre år. Vi har en trup, en stab og en formand, der virkelig vil det. Og så har vi ikke mindst et erhvervsliv med kæmpe opbakning til klubben og 130 frivillige, der bruger hver anden søndag på at støtte op om byens hold og give folk et sted at samles i Hjørring," siger Lars Glinvad og tilføjer:

"Både inden for og uden for kridtstregerne har vi den der vilje til at vinde sammen. Og det er simpelthen så fedt at mærke den igen."

I Vendsyssel FF erstatter han administrerende direktør Søren Als Christensen. Klubben spillede i Superligaen i sæsonen 2018/2019 og spiller i dag i landets andenbedste række.