Ny administrerende direktør tager roret ved HP Byg og står overfor en krævende opgave
Navnenyt

Ny administrerende direktør tager roret ved HP Byg og står overfor en krævende opgave

I juni 2022 valgte HP Bygs tidligere administrerende direktør Henrik Petersen at det var tid til at give stafetten videre. To måneder senere offentliggør HP Byg, at Carsten Elgaard Sørensen er ny administrerende direktør.

Carsten Elgaard Sørensen tiltræder som direktør. Foto: HP Byg
18. august 2022

I juni offentliggjorde HP Byg, at daværende administrerende direktør Henrik Petersen fratrådte stillingen. Nu løfter de sløret for, at hans stedfortræder bliver Carsten Elgaard Sørensen.

Carsten Elgaard Sørensen har gennem de seneste 10 år været økonomidirektør hos virksomheden. Inden han startede ved HP Byg, havde han 15 års ledelse og virksomhedsdrift i rygsækken.

”På 10 år er omsætningen gået fra 212 millioner til 756 millioner. I samme periode har virksomheden udviklet sit værdigrundlag, og organisationen er rustet til flere, større og mere komplekse projekter, ligesom serviceafdelingen fortsat vokser.

HP Byg er blevet en stor virksomhed, og selvom vi nu oplever følgerne af blandt andet de højere materialepriser, er ambitionen om vækst intakt.

Det er en krævende opgave at stå i spidsen for en virksomhed som HP Byg, og i bestyrelsen er vi ikke i tvivl om, at Carsten Elgaard Sørensen er den rigtige,” fortæller bestyrelsesformand Birger Trier Larsen i en pressemeddelelse.

Forventningsglæden er ikke ensidig. Carsten Elgaard Sørensen udtaler:

”Det har været en fornøjelse – både personligt og fagligt – at være med gennem nu 10 år, og jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet i den nye rolle. Vi har en stærk organisation med dygtige medarbejdere samt mange igangværende projekter, der rækker ind i både 2023 og 2024.

Opgaven består nu i at bygge videre på det stærke fundament, som allerede er lagt, fortsætte planen om vækst og i det hele taget videreføre de værdier og den ordentlighed, vi gerne vil være kendt for.”

Se også

Ny direktør skal løfte den grønne omstilling i Aalborg Kommune
Navnenyt
Ny direktør skal løfte den grønne omstilling i Aalborg Kommune
Tidligere praktikant bliver ny pressechef i kulturflagskib
Navnenyt
Tidligere praktikant bliver ny pressechef i kulturflagskib
Fra AAU til nordjysk kommune
Navnenyt
Fra AAU til nordjysk kommune