Skrevet af Peter Møller Madsen, festivalsleder ved Nibe Festival.
Det har været meget frustrerende for os kulturledere og medarbejdere, samt selvfølgelig også for kulturens store stolthed – nemlig frivilligheden – at vi igennem pandemien har kæmpet en ulige kamp.
Det har fremstået tydeligere og tydeligere, at den del af kulturlivet, som festival- og koncertbranchen tilhører, af samfundets beslutningstagere mere hører ind under afdelingen for ”gak” og ”gøgl”, end den hører ind under det danske erhvervsliv.
Det har igennem hele forløbet fremstået tydeligt, at ”kulturen den har vi jo under alle omstændigheder. Den kan vi bare tage for givet”.
Derfor har det også været vigtigt, at vi som branche har stået sammen og fortsætter med det. Og med branchen, så tænker jeg ikke bare på os arrangører.
Jeg tænker på hele værdikæden, som drejer rundt om de danske festivaler, open airs, spillesteder, arenaer, kongrescentre osv. Alt lige fra musikerne, indholdsleverandørerne, produktions- og grejleverandørerne, leverandører, som år efter år leverer catering, øl, vand og spiritus osv.
Jeg er virkelig, oprigtigt virkelig, drønhamrende træt af, at kulturen er blevet skubbet rundt uden den optimale og så vigtige kommunikation.
Branchen har heldigvis langt hen ad vejen sammen kæmpet den nådesløse kamp mod noget, der minder om overmagten. Men det har ikke været nemt, for – uden forsæt ganske vist - har samfundets beslutningstagere her under pandemien samtidig spillet os ud mod hinanden.
Mange års godt og tro samarbejde er blevet sat i spil. Vi blev pludselig hinandens modstandere – for eksempel i forhold til at forhandle tabsbegrænsning og udfordre de kontraktlige forpligtelser.
Og jeg ved godt, at det ikke har været formålet. Altså at spille os ud mod hinanden, men det har desværre været virkelighed og ganske barskt i øvrigt.
Og med overmagten tænker jeg ikke bare på pandemien. Jeg tænker lige så meget på den status og betydning, som vi har, hvis man går en politiker eller sundhedsmyndighederne på klingen.
Jeg er virkelig, oprigtigt virkelig, drønhamrende træt af, at kulturen er blevet skubbet rundt uden den optimale og så vigtige kommunikation. Vi har ikke uden grund følt os prioriteret. Som var det udelukkende flødeskum på toppen.
Men det ændrer jo absolut ikke ved, at jeg også er fyldt med taknemmelighed over, at vi er en del af et samfund, hvor selv de måske lidt mere marginaliserede erhverv, som f.eks. festivalbranchen, bliver reddet af statens hjælpepakker. Det må vi på ingen måde glemme at sætte pris på.
Men det ændrer ikke ved, at det har været et barskt og delvist ødelæggende forløb for blandt andet øl-leverandøren, for teltleverandøren, for foreningslivet, for bandet på vej frem, for bandet som har været der næsten altid og med stor succes, for toiletleverandøren, for de mange frivillige, som med stor stolthed skaber mirakler år efter år, for de flere millioner af kulturforbrugere, som sætter kæmpe pris på oplevelserne, på fællesskabet, på frivilligheden, for lokalsamfundet, som ofte drejer rundt omkring deres festivaler og anden kultur.
Netop derfor er det også vigtigt, at vi under så ekstreme betingelser holder hovedet oven vande og bevarer overblik, optimisme, gejst, tro, glæde og handling.
"Den (red. kulturen) er fællesskabsfordrende og i bund og grund essentiel for vores dannelse. Kulturen og fællesskabet er en af livets vigtigste ”vitaminpiller”.
Det har været svært at bevare optimismen under den igangværende pandemi, men det har som nævnt været og er stadig altafgørende, at vi formår at gøre det.
Vi har under hele forløbet i festivalens øverste lag – altså i bestyrelsen, i direktionen, på festivalkontoret, hos de mange helårsfrivillige i afdelingerne og de mange teams - fundet fighterånden og optimismen frem.
Vi har holdt fokus på udsigten for enden af den mørke tunnel, på mulighederne frem for begrænsningerne. Sammen har vi målrettet forsøgt at overføre til de mange tusinde festivalgæster og -frivillige.
Nibe Festival er en forunderlig ting. På én gang en lille arbejdsplads med en god håndfuld dedikerede ansatte og en gigantisk koncern med en uvurderlig organisation med 4700 frivillige.
Vi har som nævnt hele vejen igennem, så godt som vi har formået, kommunikeret tro, håb og kærlighed ud i vores organisation.
Få ord har ofte været nok, og når de ord er faldet – lidt for sent, og det er sket flere gange – har det gjort ondt langt ud i frivilligheden og fællesskabet.
Men det har også givet udfordringer og sat respekten mellem ledelseslagene og de mange frivillige i spil, at vi helt frem til aflysningen, både den sidste år og den i år, har været pisket til at planlægge videre – trods virologernes spådomme og de tiltagende ”tro-på-det” eller ”glem-alt-om-det” grupperinger. For begge dele rummer vores organisation.
Vi har derfor også igennem forløbet kæmpet for så meget gennemskuelig og så klare udmeldinger, som overhovedet mulig – både indad i organisationen samt udad i lokale, regionale og nationale medier, og selvfølgelig også på egne kommunikationsplatforme.
Vi har hele tiden haft fokus på at bevare ordentligheden, sagligheden og ærligheden. Det skal vi formå, også selvom det er krise. Også selvom vi bare har følt os som den ”flødeskum” på ”toppen”, som vi alle godt kan undvære. Også selvom vi har den opfattelse, at politikere og andre beslutningstagere ikke har fået øjnene op for, at kulturen er meget mere end bare førnævnte ”flødeskum”.
Det skal vi kæmpe ufortrødent imod. Kulturen er nemlig meget mere og meget andet. Den er fællesskabsfordrende og i bund og grund essentiel for vores dannelse. Kulturen og fællesskabet er en af livets vigtigste ”vitaminpiller”.
Det skal vi huske, og det skal jeg og mine fantastiske kollegaer i festivalledelserne fokusere på de kommende år. Det skylder vi os selv, vores festivaler, fællesskabet, frivilligheden og foreningslivet.
Men det bliver en hård kamp, for kulturen og al dens oplevelse er desværre ikke målbar som så meget andet. Men vi skal stå der ved roret som de ledere, vi er. Og vigtigst at alt, så skal vi ikke bare sole os i succes og vækst. Vi skal mest af alt stå der i uvejr og når modstanden er størst. Som man siger ”last man standing”.
Er vi klar til det, så vil jeg påstå, at modstand, som i det her tilfælde en uforskyldt pandemi, i den sidste ende kan give os styrke. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget andet.
Vil du gerne lære Peter Møller Madsen bedre at kende? Vi har her stillet ham tre spørgsmål om Nordjylland, politik og inspiration
Hvad er det mest positive, der er sket inden for din branche de seneste 3 år?
Jeg tror faktisk, at det mest positive, der er sket for vores branche er, at det under pandemien er tydeliggjort, at vores festival og i det hele taget kulturen ikke bare er undværlig flødeskum på toppen.
Jeg vil med glæde sparke til jante og sige, at Nibe Festival har en kæmpe funktion ikke bare for foreningslivet, som hvert år, får udloddet festivalens overskud, nej i særdeleshed også for vores mange tusinde gæster og de tæt på 5000 frivillige i vores organisation.
Kulturen er med til at binde samfundet sammen, og er helt sikkert også en meget vigtig vitaminindsprøjtning, som bidrager til fællesskab, at skabe relationer, sejre, oplevelser og dannelse.
Hvis du var kulturminister, hvad ville du så sætte i fokus som det første?
Hvis jeg var kulturminister, så ville jeg kæmpe med næb og klør for at iscenesætte kulturen som essentiel og dét kit, der binder samfundet sammen. Kulturen er helende for os alle - uanset om man møder kulturen i en idrætshal eller på et fodboldstadion, i en spejderhytte eller på et museum, i en teatersal eller i et aktivitetscenter, på et koncertsted eller en døgnåben festival.
Netop derfor ville jeg også fokusere endnu mere på breddekulturen. Det har gjort ondt at se, hvordan kulturen er blevet prioriteret, og at jeg fornemmer, at vores kulturminister i mange tilfælde har været ”passager” på det nederste ”sæde” i ”bussen”.
Jeg ville, som kulturminister, sikre mig et massivt og kampberedt embedsmandskab udelukkende med det formål at få iscenesat kulturen – ikke mindst på den politiske dagsorden.
Hvem er din største inspirationskilde og hvorfor?
Min største inspirationskilde er ikke én person. Min største inspirationskilde er frivilligheden – ubetinget. Det er gåsehudsfremkaldende, at vi til den seneste Nibe Festival i 2019 havde 4700 frivillige i gang.
Mange af vores frivillige er helårsfrivillige. Det er festivalens sande helte. De frivillige er ofte dén person, som altid gør noget for andre. Den frivillige går med åbne arme ind i det vigtige fællesskab.
Frivilligheden er en kæmpe inspirationskilde og motivationsfaktor.
