Tilfælde gjorde Lenes passion til en levevej
Mit CV

Tilfælde gjorde Lenes passion til en levevej

Galleriejer Lene Kirk var forbi mange forskellige erhverv og et studie på statskundskab, inden muligheden for at arbejde professionelt med kunst åbnede sig ud af det blå.

Jens Otto Barsøe
Jens Otto Barsøe
Journalist

Lene Kirk er født og opvokset i Vejle og bor i dag i Aalborg, hvor hun er indehaver af KIRK Gallery. Udover egne udstillinger står galleriet bag gavlmaleriprojektet ”Out in the Open”, som siden 2014 har sat et markant aftryk på Aalborg. Her er Lenes CV:

1979-1984: Sanger i kirkekoret i Bredballe Kirke.
Min mor var pianist, og vi har altid spillet og sunget meget i familien. Så det lå lige til højrebenet, at blive en del af kirkekoret. Det var god læring og stemmetræning, og for mig var det en nem måde at tjene penge på. Da jeg blev teenager, var det dog lidt irriterende at skulle op klokken 9 om søndagen.

1982-1987: Forskellige sommerjobs bl.a. karl på bondegård,
Jeg fik ikke mange penge hjemmefra, så jeg skulle selv tjene dem. Derfor havde jeg flere forskellige sommerjob i teenageårene. Det jeg husker bedst, er jobbet som karl på en gård. Jeg malkede 200 køer tre gange om dagen og første gang var klokken fem om morgenen. Jeg var en lille splejs, der boede i byen, og det var rart at komme ud og bruge sin krop, arbejde med dyr og køre traktor.

I de år arbejdede jeg også på et gartneri i Vejle, hvor vi mødte meget tidligt om morgenen for at plukke tomater, der skulle køres ud i butikkerne. Det var et helvede at stå tidligt op som teenager, men når det er sommer, og fuglene synger, så er det alligevel noget særligt at køre på arbejde og føle, at du har hele verden for dig selv. Det burde alle prøve.

1987-1988: Piccoline ved LK Nes i Vejle
Jeg havde sabbatår efter folkeskolen for at finde ud af, hvad jeg ville og fik job som piccoline. Det var før e-mailen, så jeg var den lokale postmand i virksomheden. Med tiden kom jeg til at sidde i receptionen og lave forskellige typer af kontorarbejde. Jeg var glad for det, og fik meget ansvar i en ung alder. Det var fuldtidsarbejde, så jeg tjente også gode penge.

1989: Sommerjob som fabriksarbejder på DOFO Ost i Vejle:
Jeg stod ved samlebånd og pakkede ost ind. Var du for langsom, så sprøjtede det ud med ost. Det var en fantastisk erfaring, for jeg fandt virkelig ud af, hvor hårdt både mentalt og fysisk det er at arbejde på fabrik. Man stod i et køleskab og havde én ubetalt pause. Dagen sneglede sig afsted, og det er det job, jeg har haft, hvor jeg var mest udfordret. For mig var det monotone arbejde en prøvelse for både krop og sind.

Jeg fik stor respekt for de mennesker, der står ved et samlebånd og laver det samme arbejde dag ud og dag ind. Jeg kunne holde til det i en måned.

1989-1990: Musiklærer i fritidsklubben Skovvangsvej i Aarhus og spillejobs med forskellige bands
Siden jeg var barn, havde jeg været opslugt af oprindelige folkeslag og særligt sydamerikanske folkeslag. Derfor var det min drøm at rejse til Sydamerika. Sådan en rejse koster penge, og jeg skulle have så meget arbejde som muligt. Jeg blev ansat som musiklærer i Aarhus, hvor jeg underviste jeg teenage-bands i fritidsklubben.

Når det gælder instrumenter, har jeg stort set været hele vejen rundt. Jeg har spillet guitar, bas, klaver og mundharpe. I de her år spillede jeg blandt andet orgel i flere soul-orkestre og tjente penge på det. Det var virkelig sjovt.

Lene Kirk kom tæt på lokalbefolkningen på sine rejser i Sydamerika. Foto: Privatfoto
Lene Kirk kom tæt på lokalbefolkningen på sine rejser i Sydamerika. Foto: Privatfoto

1991-1992: Frivilligt arbejde på rejse i Sydamerika
Jeg kom galt afsted med min fod og måtte udsætte min rejse til Sydamerika i nogle måneder. I den periode arbejdede som handicap-medhjælper, indtil jeg kunne gå normalt igen.
Jeg rejste i et år og turen gik fra Mexico til Argentina. 

Når man rejser længe, kan man godt få brug for at holde pause og slå sig ned et sted. Her fik jeg i ulande virkelig øjnene op for, hvor mange steder, folk har brug for hjælp. Du falder nærmest over projekter, hvor du kan gøre gavn. Jeg arbejdede med alt fra at være oversætter mellem spansk og engelsk i organisationer, der kæmper for Maya-enkers rettigheder, til at grave roer og passe børn.

1992-1993: Vikarjob i Aarhus
Jeg startede på at læse spansk i Aalborg, men havde ild i røven for at sige det, som det var. Jeg stoppede efter omkring tre måneder, flyttede tilbage til Aarhus og begyndte at arbejde igen. Jeg skulle tjene penge, så jeg kunne komme tilbage til Sydamerika. Dengang kunne man melde sig til kommunens vikar-bureau, og så blev man sendt ud til alt muligt, eksempelvis skoler og børnehaver. De ringede om morgenen og fortalte bare, hvor man skulle møde op.

1994-1998: Medarbejder hos Bogard Video på Trøjborg og praktik hos Mellemfolkeligt Samvirke
Jeg kom igen afsted til Sydamerika, men måtte afbryde rejsen på grund af sygdom og blev indlagt på tropemedicinsk afdeling på sygehuset i Aarhus. Mens jeg lå der, besluttede jeg mig for at tage mig sammen og få en uddannelse. Jeg aftalte med mig selv, at jeg ikke måtte rejse i to år, og det var virkelig hårdt. Jeg vidste, at jeg ville noget med udvikling og den tredje verden. Efter et besøg hos studievejlederen på Aarhus Universitet nåede jeg frem til, at jeg skulle læse statskundskab med ulandslære som overbygning.

Det var ganske skrækkeligt at komme i gang med at læse, for hele verden lå jo bare og ventede på mig. Så det holdt hårdt. Under studiet arbejdede jeg i Bogard Video på Trøjborg i Aarhus. Det var to-tre aftener om ugen og et virkelig godt job, hvor jeg hyggede mig sammen med andre unge mennesker.

Jeg havde luret, at der var mulighed for praktikophold i forbindelse med mit studie og søgte i Quito i Ecuador. Men så blev jeg gravid og måtte aflyse det. I stedet arbejde jeg et halvt år hos Mellemfolkeligt Samvirke i Aarhus, men det var mest projekter i Danmark, og det synes, jeg var lidt kedeligt.

2007-2008: Sælger, Kortbaek Energy Invest.
Jeg fik flere børn i løbet af min studietid, så jeg brugte meget lang tid på at læse statskundskab. Da jeg blev færdig, ville jeg gerne arbejde i en humanitær organisation, som jeg er uddannet til. Men den daværende regering skar ned på støtten til ulande og de humanitære organisationer. Så der var ingen stillinger, og jeg valgte i stedet at gå i gang med noget helt andet.

Min mand og jeg startede et firma, der solgte grøn energi. Jeg talte spansk og skulle arbejde i Spanien, hvor der var gode støttemuligheder til den type projekter. Men jobbet var ikke lige mig, og støttemulighederne blev ændret, så det ikke var så god en investeringsmulighed længere.

Lene Kirk i 2012 med værker af den nu afdøde polske kunstner Robert Proch. Hun mødte ham allerede, da han var 19 og inden karrieren for alvor tog fart. Arkivfoto: Grete Dahl
Lene Kirk i 2012 med værker af den nu afdøde polske kunstner Robert Proch. Hun mødte ham allerede, da han var 19 og inden karrieren for alvor tog fart. Arkivfoto: Grete Dahl

2008-??: Ejer og direktør, KIRK Gallery
Min mand havde hjulpet med at starte et galleri i Aalborg. En dag han tilfældigt kom forbi, overhørte han indehaveren sige til en kunde, om vedkommende ikke kendte en, der havde lyst til at overtage galleriet eller blive partner. Min mand kom hjem og sagde, at han havde fundet det perfekte job til mig. Jeg er vild med kunst, og det er min helt store passion, men jeg havde aldrig selv tænkt, at min hobby kunne blive til en levevej. Var min mand ikke kommet forbi galleriet den dag, havde jeg ikke siddet, hvor jeg gør i dag.

Det var svært at komme ind på markedet, men jeg kløede på med krum hals. Det værste jeg kunne få fra kunstnerne var et nej, og jeg fik mange nej’er til at starte med. Den del af arbejdet er blevet meget lettere med årene, fordi folk i dag kender mit arbejde, og jeg er blevet anerkendt for det. Nu plukker vi selv vores kunstnere. Jeg arbejder stadig rigtig meget, fordi jeg ikke kan lade være. 

Den måde jeg holder mig skarp på kunst er ved at se så meget, som jeg overhovedet kan. Det udvikler både dig og dit øje. Du er den evige kunstdetektiv, og det er lidt som at være musiker og opdage et nyt band, der er kommet med et nyt udtryk. Det kan nærmest være en velsignelse.

Kunsten er i konstant udvikling, og de kunstnere vi vælger at tage ind i galleriet skal mindst være på niveau med dem, vi har i forvejen. Derudover skal de være anerkendte og gerne akademiuddannede. Der skal selvfølgelig også være et publikum til det, for ellers kan du ikke gøre et godt stykke arbejde for kunstneren.

"Out in the Open" har hentet flere af verdens største street art kunstnere til Aalborg. Her står Lene Kirk i 2018 foran et værk ved Godsbanen i Aalborg som den tyske duo HERAKUT var i gang med. Arkivfoto: Laura Guldhammer
"Out in the Open" har hentet flere af verdens største street art kunstnere til Aalborg. Her står Lene Kirk i 2018 foran et værk ved Godsbanen i Aalborg som den tyske duo HERAKUT var i gang med. Arkivfoto: Laura Guldhammer

Gavlmaleriprojektet ”Out in the Open” startede for otte år siden og har grebet om sig. Det du selv brænder for og synes er toppen af kransekagen, har du lyst til at dele med så mange, du kan. Det kan godt være svært på gallerierne. Jeg oplever ofte, at folk ikke kommer ind over dørtrinnet, fordi de tror, at de skal købe noget eller, at det hele er lidt snobbet. Så jeg henter nogle gange selv folk ind i galleriet, fordi de nøjes med at kigge ind ad vinduerne, selv om vi har åbent. ”Det er flottere indefra” plejer jeg at sige.

Med gavlmalerierne bliver der skabt et dynamisk byrum, hvor borgerne har tilgængelig kunst lige rundt om hjørnet. Vi føler samtidig en stærk forpligtelse til, at kvaliteten er af højeste kaliber, da kunst i det offentlige rum ikke er noget folk selv vælger til. Det er derfor, vi har hentet verdens bedste street art-kunstnere til Aalborg. Jeg er utrolig glad for at se de gode resultater og være med til at forskønne byen. Det er et kæmpearbejde at få det til at lykkes. For det første er det dyrt at få kunstnerne til Aalborg. Samtidig skal der bruges masser af udstyr og maling, og så skal der tilladelser til.

Der er ikke noget mål for, hvor mange gavlmalerier, der skal være i Aalborg. Street-art kommer og går, og et gavlmaleri holder måske i otte-ni år, og så kommer der noget nyt. Det vigtigste for street-art kunstneren er altid, at værket er et aftryk af den tid og det samfund, som det er lavet i.