Allan Mørch skulle flyve hjem til Aalborg fra lufthavnen i Orlando, Florida.
Først dér mærkede han ubehag i halsen, for han havde slet ikke haft tid til at mærke sig selv i løbet af de seneste 14 dage i USA.
Sammen med sin bror, Steffen Mørch, havde han ført intensive forhandlinger med investorer, der var villige til at rejse risikovillig kapital, så brødrenes virksomhed, AskCody, kunne fortsætte sit væksteventyr. De skulle nå strategien om at fordoble forretningen hvert år.
De to havde brugt det meste af foråret og sommeren på at forberede de møder, som nu bare skulle helt i mål - og som havde til formål at rejse mellem otte og ti millioner dollars.
Nu havde brødrene møder med folk, der blev fløjet ind fra New York og San Francisco, og det var helt uvirkeligt.
- Lige pludselig er man et produkt, der er konkurrence om. Det var som at være med i “Løvens Hule” på steroider i Guds eget land, siger Allan Mørch.
Allan leverede det ene pitch efter det andet. Han kunne virksomhedens tal til fingerspidserne - og mødte et hav af mennesker.
Når han og broderen ikke forhandlede aftaler om ny kapital, var de på en messe i Orlando og fra deres hotelværelse i kontakt med bestyrelsen og investorer hjemme i Aalborg for at koordinere aftalerne.
Brødrene fik ikke meget søvn i løbet af de 14 dage.
Men de fik underskrevet aftaler for 75 millioner danske kroner.
Nu skulle Allan Mørch bare flyve hjem til Aalborg for - sammen med bestyrelsen - at skrive under.
Allans fly havde afgang fra Orlando fredag morgen 23. august 2019.
Dagen før var helt euforisk.
- Når nu man gerne vil bilde sig selv ind, at man er superhelt og iværksætter, så var det virkelig bare kulminationen af alt det, jeg havde knoklet for, siger Allan Mørch og fortsætter:
- Jeg var ovenpå verden og synes selv, at jeg var superfed.
Nu glædede han sig enormt til at komme hjem til familien - hustruen Cecilie og sønnen Alfred, der dengang var to år.
Han glædede sig til at se medarbejderne på Gasværksvej i Aalborg - og ikke mindst til at møde bestyrelsen og de danske investorer.
- Nu skulle jeg bare hjem og høste anerkendelse for, at vi var kommet her til. Vi havde realiseret målet med den store kapitalrunde i USA, og vi kunne i den grad se frem til at entrere det amerikanske marked med pomp og pragt, siger Allan Mørch og tilføjer:
- Undervejs var der også mange tvivlere, men nu havde jeg virkelig bevist, at vi rent faktisk havde et interessant produkt i et interessant marked.
Allan Mørch sov stort set ikke natten inden hjemrejsen.
Og først da han næste morgen stod i lufthavnen, gik det op for ham, at han i flere dage havde haft ubehag i kroppen, synkebesvær og en tendens til hele tiden at rømme sig.
Allan Mørch slog det hen.
Det havde helt sikkert noget med den manglende søvn at gøre - og aircondition på hotel og i haller.
Lufthavnen var fyldt med mennesker, der skulle hjem fra messe - eller fra glade dage i Disneyland.
Vejret var forfærdeligt, og flyet nåede forsinket frem til New York, så Allan måtte spæne gennem lufthavnen for skifte til København. Gennembadet i sved.
- Jeg kunne mærke, at noget var helt galt - uden at jeg kunne sætte ord på, hvad det var. Jeg tænkte kun på at komme hjem til min familie, siger den nu 34-årige iværksætter.
I flyveren over Atlanten havde han en ud-af-kroppen-oplevelse. Sov lidt, svedte meget - og fortalte det til sin hustru, da han omsider var hjemme i familiens hus i Gug.
Sønnen Alfred skulle mandag morgen vaccineres, og de besluttede, at Allan - trods den lidt dårlige timing i forhold til den store kapitalaftale - skulle køre med, så den praktiserende læge kunne tjekke den hævelse, Allan havde i halsen.
Hen over weekenden fik Allan indhentet lidt søvn, men hævelsen forsvandt ikke.
Han cyklede 100 kilometer i sensommervejret, men derfra gik der længe, inden Allan atter var på landevejen på sin cykel.
Da lægen mandag morgen kiggede Allan i halsen, var hun ikke i tvivl.
Hun sagde det også direkte til Allan og Cecilie.
Hun var ret sikker på, at Allan havde kræft.
Medarbejderne på AskCody fik ikke set noget til Allan Mørch den mandag formiddag.
I stedet brugte han de næste tre timer på diverse blodprøver, røntgenfotograferinger, ultralydsscanninger og biopsier.
Øre-, næse- og halsspecialisten gav med det samme udtryk for, at det så alvorligt ud - og sagde til Allan, at han først ville få svar på prøverne to dage senere, men at han godt kunne begynde at forberede sig på, at han havde kræft.
- De kunne bare se, at det var noget rigtig lort, siger Allan Mørch og udtrykker i samme sætning en dyb respekt for et sundhedssystem, der reagerede hurtigt og professionelt.
Anerkendelsen af sundhedssystemet er en efterrationalisering.
Det var noget helt andet, der fyldte for to år siden.
- Jeg tænkte: Hold nu kæft, selvfølgelig har jeg ikke kræft. Jeg har lige rejst 75 millioner, og vi skal i gang med et væksteventyr. Jeg kan ikke få kræft. Det kan jeg ikke lade sig gøre, husker Allan.
Mandag eftermiddag kørte Allan Mørch ud til de ventende medarbejdere på AskCody.
Han havde længe haft en detaljeret køreplan klar, og nu kunne de gå i gang med at forberede forretningen på fremtiden.
- september skulle 10 nye medarbejdere begynde - blandt andet en helt ny ledergruppe, for nu var der ikke alene brug for specialistviden - AskCody skulle også løftes med ledelsesmæssige kompetencer.
Tirsdag skulle han mødes med bestyrelsen.
Men inden han nåede så langt, ringede hans praktiserende læge, fordi der var brug for flere blodprøver.
Da han mødte op i klinikken, havde hun netop fået svar på prøverne fra dagen før.
Allan havde ikke alene en knude i halsen, men flere i lungerne og én bag hjertet.
Han godt kunne forberede sig på at skulle igennem den helt store udredning, men Allan forsøgte at overbevise lægen om, at udredningen helst skulle udskydes, fordi det hele var ret ubelejligt midt i stor investeringsaftale.
Så lidt fattede han situationens alvor.
Lægen måtte derefter gøre det klart, at hvis Allan ville opleve alt det, han havde sat i gang, var det på høje tid at gå i gang med en behandling.
- Hun lod forstå, at jeg ellers ville dø - og at det ville gå stærkt.
Tirsdag eftermiddag mødtes Allan med bestyrelsen for at drøfte situationen.
De blev enige om at “med ærlighed kommer man længst”, så dagen efter ringede de til den store amerikanske partner og forelagde situationen, som den var.
- De vidste ikke, om de skulle grine eller græde, for det havde de aldrig nogensinde oplevet før. Der var heldigvis ikke en stemning af, at “det vidste du godt i sidste uge, da vi skrev under”. De var helt med på præmissen, siger Allan Mørch.
Den amerikanske partner lovede at forhøre sig hos kredsen af investorer, men resultatet var negativt.
- Det her er meget personbåret. Man investerer i virksomheden, men man investerer ved gud også i den founder, der står bag virksomheden. Så de rev papirerne i stykker og ville ikke gennemføre deres del af aftalen.
AskCody blev valgt fra.
Ordet “skuffet” dækker ikke Allans reaktion.
- Det var sindssyg barskt. Sindssygt urimeligt. Det var ikke synd for mig. Men jeg fandt det uretfærdigt, at virksomheden skulle straffes, og at alle de medarbejdere, der havde knoklet, blev ramt, siger Allan Mørch.
- Det var ikke min skyld, jeg blev syg. Jeg har saftsuseme løbet mange kilometer og taget mange armbøjninger. Jeg har spist mange gulerødder og passet godt på mig selv. Det her var ikke min skyld, siger han og tilføjer:
- Det er et livsvalg at skabe den her slags virksomhed.
Allan fokuserede på virksomheden, og så slet ikke realiteterne i øjnene. Han havde ikke forstået, at han var erklæret dødeligt syg.
Det var dengang. Dén onsdag.
Det var før, han egentlig fattede, hvor tæt han havde været på at dø.
Om fredagen fik han opereret en knude på størrelse med en golfbold ud af halsen. Et indgreb, der den dag i dag har frarøvet ham noget af mobiliteten i højre arm.
14 dage senere var han endelig udredt.
Allan havde lymfekræft. En særlig type, der ikke gav symptomer, før det nærmest var for sent.
Allans kræft havde spredt sig til knoglerne. Han var i stadie 4.
Lægerne havde kun ét skud i bøssen. En særdeles skrap kemobehandling.
Allan Mørch husker ikke meget fra de seks uger, der derefter fulgte.
Kun lugten af kemo, der mindede ham om lugten af neglelak, og som flød ind i næseborene hver morgen, når han mødte op på hospitalet for at få fyldt kroppen med det, der skulle slå de mange kræftceller ihjel.
Undervejs blev han og Cecilie gift, kan han konstatere, når han ser billederne fra begivenheden, men han befandt sig mest i en døs af hallucinationer og sov meget.
- Jeg blev slået kontrolleret ihjel, siger Allan Mørch.
Onsdag 23. oktober skulle scanningerne fortælle, om kemoen havde effekt.
Det havde den. Behandlingen virkede, og nu skulle Allan fortsætte med en mildere form for behandling - hver 14. dag.
Allan og familien var ellevilde og fejrede den livsvigtige milepæl.
Men det var først derfra, det blev rigtig svært.
For det var først da, Allan Mørch havde kræfter til at kigge på selv selv udefra.
Når han kiggede sig i spejlet, kunne han se sig selv i fysisk forfald.
Han tabte alt håret og tog 20 kilo på.
- Jeg så forfærdelig ud, og jeg havde det forfærdeligt.
Han forsøgte at være på arbejde hver anden uge - når han ikke fik kemo og ikke skulle restituere.
- Set i bagklogskabens lys skulle jeg nok bare være blevet hjemme under dynen. Jeg var ikke nødvendigvis den bedste udgave af mig selv, men jeg ville så gerne kunne det, jeg plejede. Det kunne jeg så ikke, og hver dag blev et nederlag, siger Allan Mørch.
- Jeg følte mig komplet uduelig i min rolle i virksomheden. Jeg følte mig utilstrækkelig som mand og far. Jeg var ingenting for andre. Jeg var ingenting for mig selv.
Han blev sendt ud i en identitetskrise af de store.
For Allan Mørch nægtede at se sig selv som kræftpatient.
- Nu havde jeg brugt ti år på at opbygge en identitet som entreprenør og iværksætter, og jeg var så tæt på at lykkes med at gøre det, som jeg altid har drømt om. Vi havde rent faktisk en underskrevet aftale. Vi havde poppet champagnen. Og så blev det alligevel taget fra mig, siger Allan Mørch.
- Nu stod jeg oven i købet her og skulle kæmpe for mit liv.
Trætheden - både den fysiske og mentale - ramte hårdt.
Hen mod jul fik Allan Mørch en voldsom en infektion, der skulle behandles med antibiotika på sygehuset, og han blev indlagt hen over nytår.
På det tidspunkt havde han bare to runder kemo tilbage. Men Allan kunne ikke mere.
- Jeg var ikke syg af sygdommen. Jeg blev syg af behandlingen, og til sidst havde jeg ikke flere kræfter, siger han.
Allan Mørch gav op, både fysisk og mentalt.
De store mængder af binyrebarkhormon, der var en del af kemobehandlingen, “slog hans hovede i stykker”, og Allan Mørch fik en kemisk depression.
Han kunne ikke længere kontrollere sig selv.
- Jeg var simpelthen bange for at tage mit eget liv, og jeg var så bange for at gøre skade på mig selv, at jeg til sidst ikke turde være alene, siger Allan Mørch.
Efter samråd med lægerne stoppede Allan sine kemobehandlinger.
Allan kom hjem.
Cecilie var hjemme hos ham.
Bare det at trække i tøjet var så udmattende, at han skulle hvile bagefter.
Rent kognitivt kunne han kapere et afsnit af “Badehotellet”. Det var det.
Men det hjalp at trække stikket helt.
Ganske langsomt begyndte det at gå fremad.
Scanningerne viste heldigvis, at kræften var ved at slippe sit tag i Allan.
Søndag 1. marts 2020 var han færdig med den stråleterapi, der skulle udmanøvrere de sidst kræftceller - dem, der sad tilbage i knoglerne.
Allan Mørch skulle til at finde sig selv igen.
Hvem var han nu? Hvem var han som far og mand? Hvem var han som ven og kammerat? Hvem var han i relation til virksomheden? Hvad havde han egentlig lyst til? Og hvordan håndterede han det forventningspres, han også følte?
Inden han havde nået at finde alle svarene, lukkede Mette Frederiksen 11 dage senere landet ned - og det fik ret hurtigt konsekvenser for den måde, AskCody måtte drives på.
Virksomheden sælger software, der håndterer alt omkring mødeplanlægning - og når medarbejdere verden over pludselig skulle arbejde hjemme, var det lidt af en udfordring.
Allan Mørch, hans bror og bestyrelsen besluttede at skære virksomheden til og fokusere mere på drift end på vækst.
- Vi var nødt til at beskytte os selv og den kapital, vi havde, frem for at rekruttere til fremtiden. Vi havde mange mennesker, der var ansat til at skabe værdi på længere sigt, og den overskudskapacitet af ressourcer og kompetencer indgik ikke nødvendigvis i driften, siger Allan Mørch.
Tilbage i marts 2020 var der 50 ansatte. Det tal blev skåret ned til 30.
- Vi implementerede en strategi, der handlede om profitabel drift frem for vækst. Som vores finansmand plejer at sige, er der altid tre uger tilbage i en tube tandpasta. Det handler om, hvor hårdt du klemmer, siger Allan Mørch og tilføjer:
- Vi fandt ud af, at selvom vi skar drastisk, så kan vi meget mere, end vi troede - også selvom vi endnu ikke skaber sorte tal.
Nu øjner han både optimisme og opportunisme i markedet.
Mange virksomheder er begyndt at fokusere på at komme tilbage til en ny hverdag, der kræver et digitaliseringsmæssigt løft.
Her kan AskCody spille en rolle, mener han.
På sine egne vegne er han også optimistisk.
Allan Mørch går stadig til kontrol hver 12. uge - og får fornyet sit “livsabonnement”.
De seneste halvandet år har han haft fokus på rehabilitering og træning.
Er blevet meget bedre til at prioritere sig selv.
Han kan holde til en arbejdsuge på 30 timer.
- Jeg kan nok godt holde til mere, men mine kognitive evner er pressede, når jeg koncentrerer mig fire-fem timer i træk. Så får jeg virkelig grødhjerne, siger Allan Mørch.
Han har problemer med mange stimuli på samme tid - og kan let få symptomer på angst, når han befinder sig i sociale sammenhænge med mange mennesker.
Derfor er han meget bevidst om, hvad - og hvem - han bruger sin tid på.
Han har valgt rigtig mange relationer fra.
- Jeg er blevet ekstremt selektiv i, hvad jeg indgår i. Til gengæld er jeg også blevet ekstremt god til at være til stede, når det så sker.
Hans værdier ser anderledes ud.
- Når man ligger på Aalborg Universitetshospital og holder nytårsaften med sig selv, mens man får kemo og antibiotika, så er det hverken ens ur, ens sko eller ens titel, man tænker på. Så er det udelukkende de menneskelige relationer, der tæller, siger Allan Mørch.
Den læring har han taget med.
- Som menneske er man egentlig meget simpel. For det handler om de grundlæggende behov. At have et godt helbred og meningsfulde relationer, siger Allan Mørch.
Af samme grund har han ikke travlt med at lægge nye offensive vækststrategier for AskCody.
- Det kan sagtens være, at vi går ud og rejser ekstra kapital for at accelerere væksten, men det er ikke sikkert. Måske beslutter vi os for, at organisk vækst er sjovere at være i, siger Allan Mørch.
- Jeg er holdt op med at leve efter, hvad andre forventer - og lytter mere til min egen dømmekraft. Jeg har nok fået et mere sundt forhold til, hvad jeg synes, er sjovt. Det handler nemlig mere om processen og samarbejdet med fantastiske virksomheder og dygtige medarbejdere, siger Allan Mørch.
Hans nye blik på livet efter sygdommen spiller ind.
- Mit verdenssyn har fået et twist. For når dagen dagen er omme, er det faktisk også bare rigtig dejligt at synge godnatsang for Alfred - eller at have tid til at spise jordbæryoghurt og se Tintin om morgenen, inden jeg kører på arbejde, siger den 34-årige direktør og tilføjer:
- Jeg er stadig iværksætter og entreprenør. Men jeg er nok bare i højere grad et menneske.
