Anne Sophie var klimaaktivist: Nu vil hun bygge bro i landbruget
Bæredygtighed

Anne Sophie var klimaaktivist: Nu vil hun bygge bro i landbruget

30-årige Anne Sophie Gøllnitz er drevet af sine værdier og var i mange år vred over klimaforandringer. Så traf hun beslutning om en uddannelse, og med en helt nyoprettet stilling i rådgivningsvirksomheden Agri Nord kan hun nu sætte handling bag sin idealisme.

Helle Madsen
Helle Madsen
Journalist

På Anne Sophie Gøllnitzs nye kontor hænger to plakater med sommerfugle. Store sommerfugle. Små sommerfugle. Nogle med stærke, rødlige farver. Og nogle lidt mere afdæmpede. 

Anne Sophie Gøllnitz er glad for de to plakater. De minder hende om de grønne visioner, hun har. Nu også i sit arbejdsliv.

Anne Sophies stilling i Agri Nord er helt ny. 

Mandag 1. november satte hun sig til rette på sin nye arbejdsplads med udsigt til City Syds mylder af biler, der suser forbi ude på Hobrovej.

Inderst inde havde hun ikke regnet med, at hun en dag skulle arbejde for landbruget. At det var i agrosektoren, hun en dag skulle bruge en stor del af sine vågne timer på at skabe forståelse og resonans mellem mennesker. 

Med en fortid som klimaaktivist i Greenpeace lå det ikke lige for.

- Rigtig mange har gennem tiden sagt til mig, at jeg skulle droppe alt det med klima og bæredygtighed. At der ikke er jobs i det, men bare er ren idealisme. Men nu kan jeg bruge alt den viden, jeg har samlet sammen. Foto: Claus Søndberg
- Rigtig mange har gennem tiden sagt til mig, at jeg skulle droppe alt det med klima og bæredygtighed. At der ikke er jobs i det, men bare er ren idealisme. Men nu kan jeg bruge alt den viden, jeg har samlet sammen. Foto: Claus Søndberg

Det var dengang, hendes famlende idealisme var drivkraften - sammen med rastløsheden for dog at gøre noget. 

Men det var netop erkendelsen af, at det ikke er nok at være klimaaktivist med opråb som eneste våben, der fik hende til at skifte strategi.

- I flere år samlede vi underskrifter. Når jeg mødte folk på gaden, argumenterede jeg med de samme sætninger igen og igen. Men politisk set rykkede det ikke noget, siger Anne Sophie Gøllnitz og fortsætter:

- På verdensplan fik Greenpeace samlet flere millioner underskrifter, men det ændrede ikke noget nævneværdigt. Det var som om, den demokratiske proces stoppede, når vi havde overrakt underskrifterne til politikerne. Det er selvfølgelig også det, en NGO kan, men det er bare ikke nok for mig.

Anne Sophie Gøllnitz savnede at se sin indsats virke. 

Hun tog konsekvensen og valgte en anden vej.

Sophie, der netop er begyndt som bæredygtighedsrådgiver i Agri Nord. Foto: Claus Søndberg
Sophie, der netop er begyndt som bæredygtighedsrådgiver i Agri Nord. Foto: Claus Søndberg

Anne Sophie ville ikke længere gå rundt i Aalborgs gader.

I stedet besluttede hun at begrave sig i stoffet. At blive fagnørd og klogere på de mekanismer i samfundet, der tilskynder at gøre ting, der går ud over planeten. 

Hun har derfor en pæn stor portion viden - blandt andet om de menneskelige faktorer, der ligger til grund for klimaforandringer.  

- Jeg fandt ud af, at det er dér, jeg skal sætte ind. Jeg er nødt til at gøre noget selv, siger hun.

Det var omkring samme tidspunkt, hun skiftede studie. 

Hun læste egentlig dansk på Aalborg Universitet, men i løbet af andet semester gik det op for hende - og hendes vejleder - at hun hele tiden ville skrive opgaver, der havde en samfundsmæssig kontekst - og som lå langt væk fra litteratur og tekstanalyse.

Derfor begyndte hun i stedet på sociologi-studiet. 

Her kunne hun leve sig ind i andre menneskers liv - og forstå dem ud fra et samfundsmæssigt perspektiv.

- Det var meget mere mig, siger Anne Sophie Gøllnitz.

I studietiden dannede Anne Sophie og tre andre studerende en specialisering til kandidatuddannelsen - med navnet klima- og natursociologi.

Det krævede, at de selv indsamlede pensum og fik det godkendt for dermed at skabe et helt semester fyldt med sociologisk viden om klima, natur og mennesker. 

- Studietiden var på mange måder afgørende for mig. Sociologi som videnskab giver et fantastisk indblik i, hvordan folk er flest og mest, og så lærte jeg også, hvordan jeg kunne undersøge det, siger Anne Sophie Gøllnitz.

Bæredygtighed og klima har været omdrejningspunkt for stort set alt, Anne Sophie Gøllnitz har beskæftiget sig med i sit voksne liv. Både under hendes uddannelse til sociolog og i fritiden som klimaaktivist i Greenpeace og som selvstændig foredragsholder. Foto: Claus Søndberg
Bæredygtighed og klima har været omdrejningspunkt for stort set alt, Anne Sophie Gøllnitz har beskæftiget sig med i sit voksne liv. Både under hendes uddannelse til sociolog og i fritiden som klimaaktivist i Greenpeace og som selvstændig foredragsholder. Foto: Claus Søndberg

Da Anne Sophie Gøllnitz i 2018 var færdig på universitetet, begyndte hun som bæredygtighedskonsulent i Jammerbugt Kommune - og var en del af Jammerbugt Kommunes bæredygtighedsindsats i et halvt år. 

- Den ansættelse overbeviste mig om, at der er brug for bæredygtighedsnørder. Der er brug for initiativ, engagement og viden, og behovet vokser kun. 

Af samme grund mener hun også, at hun er havnet på rette hylde med sit nye job.

Her har hun med mennesker at gøre. Hun kan bruge alt den viden, hun efterhånden har samlet. Og hun føler, at hun kan handle. Ikke mindst.

Vi har taget plads i et mødelokale ved siden af kontoret med sommerfugleplakaterne. Gennem vinduet kan vi stadig se de mange biler på Hobrovej.

30-årige Anne Sophie Gøllnitz kommer lige fra et møde, hvor hun holdt oplæg for 35-40 af sine nye kolleger. Dem, der er ansat i økonomiafdelingen. 

Nu gør hun - over en kop te med masser af mælk - status over de første uger i Agri Nord, der er en nordjysk landboforening og rådgivningsvirksomhed.

- Jeg opfatter landbruget som en samling af selvstændige erhvervsdrivende, der står overfor en udfordring. Men de står også meget alene, og hvis du som individ står overfor den udfordring, der hedder “grøn omstilling” eller “bæredygtig udvikling”, så bliver det fuldstændig uoverskueligt, siger Anne Sophie Gøllnitz og tilføjer:

- Nogle tager skyklapper på. Andre tager bare fat. Der er milevid forskel på deres tilgang - og deres udgangspunkt. Men har de behov for hjælp, skal de have det.

- Jeg får tit at vide, at jeg er en klassisk problemløser. Nu skal jeg være med til at løse det største det problem, man overhovedet kan finde. Foto: Claus Søndberg
- Jeg får tit at vide, at jeg er en klassisk problemløser. Nu skal jeg være med til at løse det største det problem, man overhovedet kan finde. Foto: Claus Søndberg

Anne Sophie Gøllnitz opfatter landbruget som et udskældt erhverv, der gang på gang bliver beskyldt for ikke at leve op til kravene om grøn omstilling.

- Der har altid været noget i mig, der har strittet, når danske landbrug er blevet kritiseret. Jeg har tænkt, at man skal passe på ikke at generalisere, siger hun.

Anne Sophie Gøllnitz tænker på den betydning, landbruget historisk set har haft for dansk kulturhistorie.

- Der ligger mange værdier i landbruget, og dem har danskerne rod i. Men i kraft af globaliseringen og et konstant vareflow fra hele verden er der kommet en kløft mellem landmand og forbruger, siger hun.

Kløften bliver dybere, mener hun, og det var netop dét, der overbeviste hende om, at man snarere skal bygge bro end grave kløften endnu dybere.

- Jeg vil hjælpe med at skabe den udvikling, der skal til. For det er en kæmpe udfordring at få samlet så mange selvstændige om et eneste mål. Et mål, der oven i købet er både højtflyvende og abstrakt, siger Anne Sophie Gøllnitz.

- Der er for meget afstand mellem landmand og forbruger, siger Anne Sophie Gøllnitz. Foto: Claus Søndberg
- Der er for meget afstand mellem landmand og forbruger, siger Anne Sophie Gøllnitz. Foto: Claus Søndberg

EU har forpligtet sig til klimahandling og bæredygtighed - blandt andet gennem Parisaftalen og EU’s grønne pagt. Europas politikere har opsat nogle kriterier for, hvad EU fremadrettet kan investere i for at overholde de løfter, de har skrevet under på.

De nye krav fra EU er den direkte årsag til, at Anne Sophie Gøllnitz er blevet ansat som  ESG og Bæredygtighedsrådgiver i Agri Nord. 

ESG står for Environmental, Social and Governance og betyder - direkte oversat - miljø, socialt ansvar og ledelse.

Det er en metode til at vurdere de aftryk, landbruget sætter på omverdenen i forhold til miljø, klima, medarbejdere og ledelse.

I fremtiden vil bankerne også skulle vurdere det enkelte landbrugs score på ESG-området for at kunne give lån og kreditter. Bankerne vil nemlig selv blive vurderet på, hvor klimabevidste, deres kunder agerer.

Alt sammen for at sikre, at investeringer fremover kommer til at være grønnere.

Anne Sophie Gøllnitz har derfor haft travlt i løbet af sine første uger i Agri Nord. 

Sammen med Carsten Aarup, der er strategisk rådgiver, har hun lavet en plan for, hvordan de nye krav fra EU skal implementeres.

- Der kommer en udvikling i en bæredygtig retning, og det er jeg glad for. Hvis jeg med mit arbejde kan gøre bare et lille indhug i landbrugets klimapåvirkning, så gør det en kæmpe forskel. For alt andet lige et landbruget et CO2-tungt og miljøtungt erhverv, siger Anne Sophie Gøllnitz og tilføjer:

- Spørgsmålet er, om ikke det får større betydning end alle de lørdage, jeg har gået rundt på Nytorv for at samle underskrifter.