Da Ann-Louise stiftede Luksusbaby, begyndte hun at prioritere anderledes
Podcast

Da Ann-Louise stiftede Luksusbaby, begyndte hun at prioritere anderledes

Ann-Louise og hende mand havde ekstra travlt med karrieren og sænkede derfor forventningerne på hjemmefronten. ”Vi var nødt til at sætte kravene til os selv lidt lavere, og så håbede vi, at vi kunne tilbyde vores børn noget andet på et senere tidspunkt,” siger stifteren af virksomheden Luksusbaby.

Karen Haaning
Karen Haaning
Journalist

Lyt til...

Da Ann-Louise og hendes mand Morten var i fuld gang med at stifte virksomheden Luksusbaby, var én ting helt sikkert:

Det var ikke i deres køkken, der blev bagt hjemmelavede boller, når deres tvillinger skulle til klassefest. Bollerne blev i stedet hentet ved bageren. Og når der skulle serveres pandekager i det nordjyske hjem, var Rema 1000 en fremragende hjælper.

For parret var hurtige til at erkende, at deres liv ikke kunne hænge sammen, hvis de både havde tårnhøje krav til deres arbejdsliv og til det perfekte familieliv.

”Vi købte de færdiglavede pandekager i Rema. Vi var nødt til at sætte kravene til os selv lidt lavere, og så håbede vi, at vi kunne tilbyde vores børn noget andet på et senere tidspunkt,” siger Ann-Louise Aasted.

”Nogle gange er der jo bare ikke et valg. Man er nødt til at knokle derud af og få det til at hænge så godt sammen som muligt,” siger hun.

Ann-Louise Aasted og Anders Ulrik Sørensen, iværksætter og investor, deltager i podcasten, der ligger i toppen af denne artikel. Den handler om at balancere en travl karriere ved siden af rollen som forælder. Foto: Kim Dahl Hansen.
Ann-Louise Aasted og Anders Ulrik Sørensen, iværksætter og investor, deltager i podcasten, der ligger i toppen af denne artikel. Den handler om at balancere en travl karriere ved siden af rollen som forælder. Foto: Kim Dahl Hansen.

Når hun ser tilbage, har hun det dårligt med, at deres børn altid blev hentet som de sidste. Parret har da ifølge Ann-Louise også snakket om, at det barn, de venter nu, i hvert fald ikke skal hentes klokken halv fem hver dag.

”Men jeg må så også bare sige, at vi havde ikke kunnet give vores børn de muligheder, de har i dag, hvis de ikke var blevet hentet klokken halv fem. Så det er jo heldigvis sådan, at hvis man yder helt vildt meget, så kan man måske også nyde senere. Det tænker jeg, man skal huske på, når ens børn også ofrer noget, eller når man får dårlig samvittighed over, hvis de bliver hentet sent igen,” siger hun.

Stifteren af den succesfulde børnetøjs-webshop deltager i podcasten, der ligger i toppen af denne artikel. Her fortæller hun - sammen med iværksætter, investor og småbørnsfar Anders Ulrik Sørensen - om egne erfaringer og kommer med bud på, hvordan man kombinerer det at være forældre med en travl karriere.