ELSK-stifter: ”Flere bør gøre noget godt for planeten”
Bæredygtighed

ELSK-stifter: ”Flere bør gøre noget godt for planeten”

Stifteren af Patagonia har valgt at donere hele milliardvirksomheden til en organisation, der skal bekæmpe klimaforandringer. Ifølge stifter af det nordjyske, bæredygtige tøjbrand ELSK, burde flere virksomheder lade sig inspirere af Patagonia.

Foto: Karen Haaning.
15. september 2022

Den amerikanske milliardvirksomhed Patagonia, der blandt andet sælger campingudstyr og fritidstøj, er blevet doneret til en nonprofitorganisation, der skal bekæmpe klimaforandringer og beskytte opdyrket jord.

Det skriver New York Times.

”Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre med virksomheden, for jeg har aldrig villet have en virksomhed. Jeg ville aldrig være forretningsmand. Nu kan jeg dø i morgen, mens virksomheden vil fortsætte med at gøre det rette de næste 50 år, uden at jeg er inde over,” siger stifteren af Patagonia, Yvon Chouinard, til mediet.

Yvon Chouinard, hans hustru og deres børn har allerede overført deres ejerskab i virksomheden til nonprofitorganisationen.

Ifølge Lars Riis, stifter af og direktør i det nordjyske tøjbrand ELSK, der ligesom den amerikanske virksomhed arbejder aktivt med at passe på planeten, kommer det ikke som en overraskelse. I foråret tilbragte den nordjyske stifter en dag med topledelsen i Patagonia.

Som virksomhed føler jeg, at man har en pligt til at agere med omtanke
Lars Riis, direktør i ELSK

”I mit virke med ELSK er jeg så privilegeret at få lov til at arbejde sammen med Patagonia. Efter at have mødtes med Yvon, står det klart, af det er en af de få organisationer, som gør mere end de siger,” siger Lars Riis.

Lars Riis mener, at der er brug for flere virksomheder, som bruger penge på at gøre noget godt for planeten.

”Som virksomhed føler jeg, at man har en pligt til at agere med omtanke. Patagonia og Yvon går skridtet videre og sikrer, at deres filosofi kan leve videre, og at de rent faktisk bruger de midler, som virksomheden skaffer, til at gøre noget godt. De mener det, når de siger, at de er sat i verden for at redde vores planet,” siger han.

Tror du, at en beslutning som denne kan inspirere andre?

”Den har i hvert fald inspireret mig,” siger Lars Riis.