Da Mette Mølgaard var barn, drømte hun om at blive kunstmaler. Hun var kreativ og fik ofte vilde idéer.
”Men jeg fik hele tiden at vide, at det ikke var noget, man kunne leve af. Det må man ikke, det er alt for skørt og slap lige af, sagde folk. Så jeg skulle finde på noget, som gav mening for resten af systemet,” siger hun.
Hun tog en uddannelse indenfor kommunikation og er i dag kommunikationschef og partner i det nordjyske reklamebureau Det Nye Sort. Her er fantasi og kreativitet omdrejningspunkter, når hun er med til at udvikle koncepter for kunder.
Selvom Mette Mølgaard aldrig blev kunstmaler, er det i høj grad kreativiteten – hun allerede som barn higede efter – der motiverer hende i jobbet.
”Så jeg er vendt tilbage til den fornemmelse, jeg havde, da jeg var helt ung,” siger hun.
I denne podcast tager jeg en snak med Mette Mølgaard og Benjamin Philip, CEO for og stifter af Teeshoppen, om motivation. Jeg spørger, hvad der motiverer dem – og hvordan de sikrer deres medarbejderes motivation.
76 procent af danskerne svarer i en ny undersøgelse fra konsulenthuset Ballisager, at intern trivsel påvirker deres motivation positivt. Faktorer som kvaliteten og effektiviteten af det arbejde, man udfører, vægter også højt.
Lyt til podcasten i toppen af denne artikel.
