Sophies dilemma: Er det mig eller loven, der bedriver ledelse?
Arbejdspladsen

Sophies dilemma: Er det mig eller loven, der bedriver ledelse?

Sophie Danneris er afdelingsleder og er forpligtet til at tale med sine medarbejdere om opgaver, der ikke giver mening. - Jeg vil ikke være en bullshitchef, som giver medarbejderne meningsløse opgaver, siger hun

Helle Madsen
Helle Madsen
Journalist

Sophie Danneris er leder indenfor et felt, der er kendetegnet af stram lovgivning og systemlogikker. Faktisk så meget, at systemet kan stå i vejen for at hjælpe de borgere, hendes medarbejdere har til opgave at rykke, påpeger hun.

Hun er afdelingschef i Københavns Kommune og har denne morgen haft et møde med sine 20 medarbejdere. 

På mødet har hun endnu engang fortalt dem om en ny centralt besluttet arbejdsgang for deres møde med borgerne. Vel at mærke en arbejdsgang, som loven beslutter - uden råderum for Sophie og hendes medarbejdere. Og det er langt fra første gang.

- Jeg kan bare se, hvordan medarbejderne bliver tomme i blikket, når jeg må komme med sådan en melding. De resignerer, og det er der ikke noget at sige til, siger Sophie Danneris og tilføjer:

- Det er som om, systemet er gennemsyret af en mistillid til de medarbejdere, der forvalter.

Sophie Danneris’ beskrivelse af sine og medarbejdernes arbejdsbetingelser sker på baggrund af en artikel i Vigeur, hvor fremtidsforsker Anne Skare i bramfrie vendinger slog til lyd for, at medarbejdere over en bred kam behandles som ignoranter, der tager hovedet af og hænger det på knagen, inden de møder på job.

I artiklen forudser Anne Skare, at medarbejderne er så trætte af det, at vi i de kommende år vil se et opgør med “dødspølseledelse”.

Anne Skare beskriver dødspølsen som en særlig variant af søpølsen, der den første del af sit liv svømmer rundt og leder efter et sted at slå sig ned. Det første, den gør, når den har suget sig fast på underlaget, er at æde sin egen hjerne, for dén skal den jo ikke bruge længere. 

- Findes der arbejdspladser, hvor de veluddannede folk har suget sig fast på underlaget? Hvor medarbejderne opfører sig mere som indsatte end som ansatte, der kun kan lave de opgaver, der flyder forbi og helt har mistet fornemmelsen for at tænke selv og se helheden, spurgte Anne Skare.

I artiklen opfordrer Anne Skare alle ledere til at tale med deres medarbejdere om de “lorteopgaver”, de har.

- Spørg dem: Hvilke tre lorteopgaver skal jeg fjerne fra dig, så jeg frisætter dig til at gøre mere af det, du trives bedst med og som får jobbet til at give mening.

Sophie Danneris tør godt stille sine medarbejdere spørgsmålet, og hun mener også, at hun som leder har en forpligtelse til det. 

- Men jeg kan være bekymret for, hvad svaret bliver, netop fordi vores mulighedsrum er begrænset, siger Sophie Danneris.

Som afdelingschef i Københavns Kommunes Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har hun med de allermest udsatte borgere at gøre. 

Det er folk, der længe har været uden beskæftigelse, og som derfor også er truet økonomisk og socialt. Borgerne er karakteriseret ved typisk at have svære sociale og fysiske eller psykiske problemer. I systemsprog hedder det de “aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere”. 

Det er Sophie Danneris’ medarbejdere, der har til opgave at få dem væk fra midlertidig offentlig forsørgelse og i job eller eksempelvis i fleksjob eller på førtidspension.

Men medarbejderne har ikke altid frihed til at gøre det på den måde, der er bedst for borgeren - eller tager de rette hensyn til dét, der ellers sker i borgerens liv.

Medarbejderne skal også gennemføre et vist antal aktiviteter og samtaler inden for et givent tidsrum. Nogle samtaler skal eksempelvis gennemføres fysisk, andre på telefon. Medarbejderne bestemmer ikke selv, hvilke samtaler, der gennemføres hvordan.

Og de formalistiske rammer gør det svært for medarbejderne at handle fleksibelt og med udgangspunkt i det enkelte menneskes livssituation her og nu. Det betyder ind imellem, at en medarbejder ikke kan gå det sidste stykke med en borger - og dermed kan effekten af hele medarbejderens indsats udeblive.

- Nogle gange må en medarbejder slippe én borger for at overholde tidsfristen for en samtale med en anden, siger Danneris.

Og det er ikke blevet bedre over tid. Tværtimod. 

Lovgivning og systemlogikker er akkumuleret siden kommunalreformen i 2007, hvor mange opgaver blev decentraliseret, mener Sophie Danneris.

- Politikerne har ikke tillid til, at kommunerne kan løfte opgaven, selvom de beder dem om det. Og kommunerne har så ikke tillid til, at medarbejderne kan. Mistillid gennemsyrer desværre hele systemet, siger den 35-årige afdelingsleder.

Sophie Danneris er uddannet sociolog fra Aalborg Universitet med en kandidat i samfundsvidenskab. Hun har en forskerkarriere bag sig. 

- Forskningen viser, at det har en positiv effekt på borgeren, hvis vi tror på, at han eller hun lykkes, men når det er politikerne, der beslutter, hvornår man må tale med borgerne over telefonen, og hvornår man skal tale med dem fysisk, hvor ofte og om hvad, så er det svært for os at lykkes med kerneopgaven, siger Sophie Danneris og tilføjer:

- Hvis vi skal rykke de her mennesker, er samtalen et af vores allervigtigste redskaber. Og med medarbejdernes unikke kendskab til borgeren, kan de altså godt selv vurdere, hvornår og hvordan den bedst finder sted.

Men ikke nok med det. Kommunen bliver løbende overvåget af STAR - Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering. Styrelsen tjekker, at medarbejderne har nået det antal samtaler, der står i loven.

- Det er som om, systemet er gennemsyret af en mistillid til de medarbejdere, der forvalter, siger Sophie Danneris, der er født og opvokset i Løkken. Privatfoto
- Det er som om, systemet er gennemsyret af en mistillid til de medarbejdere, der forvalter, siger Sophie Danneris, der er født og opvokset i Løkken. Privatfoto

- Vi ansætter folk på grund af deres dygtige kompetencer og kendskab til målgruppen og borgerne, og så beder vi dem nogle gange om  - hvis jeg skal bruge Anne Skares retorik - at æde deres egen hjerne, når de er begyndt, fordi der er andre, der ved bedre, sukker Sophie Danneris.

Sophie Danneris vil ikke være i stand til at fjerne tre lorteopgaver for hver medarbejder, som fremtidsforsker Anne Skare opfordrer til i artiklen.

Men Danneris mener, det er vigtigt at spørge medarbejderne alligevel:

- Mine medarbejdere er ikke dumme. De ved jo godt, at der er lovgivningsbundne opgaver, som jeg ikke kan ændre. Men hvis vi så i det mindste får “lorteopgaverne” frem i lyset og taler om dem, kan vi måske få dem parkeret et sted, hvor de ikke fylder for meget i forhold til de opgaver, der giver mening.

Som chef føler hun sig forpligtet til at tale om opgaverne - også de opgaver, der ikke giver mening. Hun kan ikke bare lukke øjnene.

- Hvis vi skal lykkes med vores vigtige kerneopgave, der handler om at hjælpe de her udsatte borgere videre i deres liv, skal vi som minimum stille spørgsmålene og tale om dem.

Sophie Danneris mener også, at man skal udfordre praksis - både overfor politikerne og i egen forvaltning. 

Hun og hendes chefkolleger gør løbende deres egen chef opmærksom på uhensigtsmæssigheder og inviterer også både politikere og embedsmænd indenfor, så de med egne øjne kan se, hvordan politikken virker i praksis.

I forbindelse med sit ph.d.-studie fulgte Sophie Danneris 25 aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere gennem to år. Privatfoto
I forbindelse med sit ph.d.-studie fulgte Sophie Danneris 25 aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere gennem to år. Privatfoto

Det resulterede eksempelvis i, at to af de medlemmer, der er en del af reformkommissionen og som kontinuerligt er med til at udarbejde nye retningslinjer på aktiveringsområdet, fik en invitation til at overvære samtaler i jobcentret.

- Bagefter sagde de, at besøget havde været en øjenåbner for dem, og de kunne godt se, at en del af lovgivningen på området er uhensigtsmæssig, siger Sophie Danneris og tilføjer:

- De kunne godt se, at det, der giver mening på papiret bag skrivebordet, ikke nødvendigvis giver mening i praksis.

Sophie Danneris føler sig overbevist om, at de problematikker, hun nævner, ikke bare gør sig gældende indenfor beskæftigelsesområdet, men også inden for eksempelvis sundhedsområdet.

Og hvis ikke diskursen ændrer sig, kan det i sidste ende gå ud over rekruttering og kvalitet.

- Medarbejderne risikerer at blive dem, der æder deres egen hjerne og accepterer tingene, som de er, som Anne Skare beskriver. Og hvis ikke nogen udfordrer praksis, kommer det i sidste ende til at gå ud over borgerne, siger Sophie Danneris og tilføjer:

- Eller også kan vi som arbejdsplads miste de dygtige medarbejdere.

Hun har ikke lyst til at være en “dødspølseleder”, som Anne Skare har kaldt det.

- Jeg vil ikke være en bullshitchef, som giver medarbejderne opgaver, som bare skal laves, fordi de skal - opgaver som ikke giver mening. Jeg er nødt til at kunne se mig selv i øjnene. Er jeg troværdig overfor mig selv, når jeg beder mine medarbejdere om at gøre noget, som vi i virkeligheden godt ved ikke ændrer noget, spørger Sophie Danneris.