Lige syd for Hjørring, blandt kornmarker og vilde blomster, finder du Kornets Hus.
Et projekt, der startede som en frivillig forening, og i dag fungerer som et nationalt center for viden, oplevelser og inspiration om vores vigtigste afgrøde: Korn.
I Kornets Hus kan du møde undervisere, bagere og fødevareentusiaster, der gladeligt deler ud af deres viden om kornets historie, mangfoldighed og anvendelse fra de smukke, arkitektoniske omgivelser.
Her kan du også ankomme med kollegaerne under armen og til en dag med teambuilding, der kaster den daglige struktur op i luften og giver alle de samme muligheder for at vise nye sider af sig selv:
”Det er sundt for virksomheder at komme ud af de vante rammer og befinde sig i nogle andre kontekster. Her kan man møde hinanden på nogle nye måder, og have ens forudsætninger, når de går ind til eksempelvis et bagekursus,” fortæller Johannes Haandsbæk Vestergaard, centerleder hos Kornets Hus.
Kornets Hus arbejder med at skabe en ramme for madkultur, gode fødevarer og korn generelt, og vil rigtig gerne give folk noget ny viden med hjem, som man kan blive inspireret af.
”Det, vi oplever er, at medarbejderne bliver inspirerede, når de kommer ud i en anden ramme. Her i Kornets Hus er der højt til loftet og nogle gode, æstetiske rammer, der inviterer til at være kreativ på en ny måde.”
”Det skaber rigtig god værdi at deltage i teambuilding for nogle, der i forvejen kender hinandens arbejdsmetoder, og som samarbejder til daglig,” siger Johannes Haandsbæk Vestergaard.

EXPO-NET Danmark A/S lavede 3-retters menu hos Kornets Hus
EXPO-NET Danmark A/S, der til daglig producerer plastnet i rør- og fladform, var for nylig afsted til teambuilding hos Kornets Hus, hvor de samarbejdede om at lave en 3-retters menu.
”Vores internationale sælgere kom til Danmark, og i den forbindelse ville vi rigtig gerne lave noget, der kunne ryste os godt sammen, samtidig med at vi fik noget godt at spise.”
”Vi var cirka 23 funktionærer afsted og delte os op i 4 hold, hvor vi samarbejdede om at lave skaldyr, fisk, brød og dessert. Vi kunne tydeligt mærke, hvordan hverdagen pludselig blev brudt op i de 6 timer, vi var afsted,” fortæller Lars Klinkby fra EXPO-NET Danmark A/S.
”Nogle overraskede med deres køkkenevner, og det har også efterfølgende givet noget nyt at tale om på kontoret.”
”Det var en rigtig god oplevelse, der var godt tilrettelagt af Kornets Hus. Vi fik kyndig vejledning og hjælp undervejs, og så er det nogle helt fantastiske rammer at holde teambuilding i,” fortæller Lars Klinkby.

Fra mark til mave
Kornets hus tilbyder et bredt udvalg af teambuilding-koncepter, hvilket kan omfatte alt fra surdejs- eller pizzabagning til kogeskole.
Koncepternes røde tråd skal dog findes i de samarbejdsøvelser, der skal styrke den enkelte afdeling og deres medarbejdere.
”Formålet med vores teambuilding-arrangementer er at give nogle friske input og sende virksomhederne hjem med fornyet inspiration,” fortæller Johannes Haandsbæk Vestergaard, der er centerleder hos Kornets Hus.
”Det enkelte event skræddersys, og nogle gange har virksomhederne selv forberedt et oplæg, som vi får planlagt ind i dagens program.”
”Et medarbejder-event kan dermed spredes over husets forskellige faciliteter, hvor samme virksomhed både benytter eksempelvis køkkenet og vores konferencelokale.”
”Kornet er heldigvis en alsidig råvarer, som vi både møder i bagværk, i det søde- og salte køkken, derfor er der gode muligheder for at inkludere kornet i mange forskellige sammenhænge,” fortæller Johannes Haandsbæk Vestergaard.
