Får du fuld plade i buzzword-bingo? Vi har oversat bullshittet for dig
Arbejdspladsen

Får du fuld plade i buzzword-bingo? Vi har oversat bullshittet for dig

Vi oversætter her buzzword-bullshit til dansk, så du forstår de floskler, der ofte indgår i jobopslag.

Foto: Zak Neilson/Unsplash.com
22. februar 2022

Kan du arbejde alene og indgå i et team? Er du robust og forandringsparat? Kan du se løsninger, hvor alle vi andre ser på problemer?

Det er lige til at blive forpustet af alle de kompetencer, man skal have, når man søger job. Især fordi mange af kompetencerne er svære at oversætte til praksis. De tenderer nemlig til at være både meningsløse og intetsigende.

Og det kan blive svært at skrive en målrettet ansøgning, når man ikke ved, hvad virksomheden egentlig søger.

Jeg har derfor bedt erhvervspsykolog Tom Steen Jensen oversætte syv floskler, jeg selv er stødt på i jobopslag, så virksomhederne selv kan se, hvad det egentlig er, de efterspørger.

Læs med og se, om du har fuld plade i buzzword-bingo.

Vi søger robuste medarbejdere

Betydning:

”Vi kommer til at presse dig til det yderste. Og vi kommer også til at presse dig mere, end de fleste vil kunne holde til.”

Det burde virksomheden skrive:

Beskriv, hvad I gør for at kunne støtte den nye medarbejder, når der - helt naturligt fra tid til anden - bliver pres på. Beskriv også, hvad jeg som medarbejder kan forvente af støtte fra min leder, afdeling eller organisation, når der er pres på.

Du skal kunne have mange bolde i luften

Betydning:

”Vi ved faktisk ikke helt, hvad det er, vi vil have dig til lave for os.”

Det burde virksomheden skrive:

Beskriv så præcist som muligt, hvilke arbejdsopgaver ansøgeren forventes at kunne løse eller skulle arbejde med – I skal altså beskrive hver enkelt ”bold”.

Du skal være forandringsparat

Betydning:

”Du bliver aldrig god til noget som helst hos os. Du skal nemlig hele tiden lave noget nyt, og vi forandrer organisationen ofte, da vi tror på, at ændringer er løsningen på alle problemer – vi tror ikke på stabilitet. Du skal ikke forvente, at alt er i morgen, som det var i går.”

Det burde virksomheden skrive:

Beskriv, hvad organisationen værdsætter, som vil være vedvarende, og som den nye medarbejder kan forvente som en stabil platform at stå på, uanset om forandringens vinde blæser.

Du skal kunne se muligheder frem for begrænsninger

Betydning:

”Du skal aldrig komme og brokke dig over belastninger, eller at noget er svært eller umuligt for dig at nå eller opnå. Du skal altså være positiv og kunne finde løsninger på alt, hvad vi lægger foran dig af uigennemtænkte eller pludselige idéer, og ansvaret er dit alene.”

Det burde virksomheden skrive:

Beskriv, hvor eller hvordan medarbejderen kan finde støtte og hjælp til svære og vanskelige opgaver, da flere medarbejdere sammen kan finde bedre løsninger end enkeltpersoner.

Du skal kunne arbejde både helt selvstændigt og indgå et travlt team

Betydning:

”Du skal kunne begge dele, så hvis du kun eller mest er selvstændig eller mest er en teamplayer, så får du det svært, og i øvrigt bestemmer vi, hvornår du skal det ene eller det andet.”

Det burde virksomheden skrive:

Beskriv, hvad I forventer af den nye medarbejder. Skal han eller hun være overvejende selvstændig eller overvejende en teamplayer – og hvorfor.

Du skal være resultatorienteret

Betydning:

”Vi er ligeglade med, om du tramper på dine kollegaer, kunder eller samarbejdspartnere, så længe du bare præsterer et væsentligt bidrag til vores bundlinje."

Det burde virksomheden skrive:

Beskriv så præcist som muligt, hvad og hvordan I vil måle medarbejderes resultater, og i hvilken prioritet; kroner på bundlinjen, spredning af gode og nye kreative idéer, kundetilfredshedsundersøgelser eller andet, så medarbejderen ved, hvad der forventes.

Du skal være løsningsorienteret

Betydning:

”Du skal kunne finde løsninger på alt, også selv om det åbenlyst ligger udenfor dine faglige kompetencer, og vi kan ikke løse alt, men det forventer vi, du kan.”

Det burde virksomheden skrive:

Beskriv en nuværende eller tidligere problemstilling, som det ønskes, at den nye medarbejder skal kunne finde løsninger til.