Foto: Henrik Bo
Ligestilling

Hvad skal virksomheder, der mangler arbejdskraft gøre? Helle Thorning-Schmidt har et forslag

Særligt i en tid, hvor mange virksomheder efterspørger arbejdskraft, kan det være en fordel for dem at have aktivt fokus på diversitet. Det fortalte tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt på Dansk Erhvervs Årsdag.

Foto: Henrik Bo.
14. september 2022

Kun hver tredje leder i toppen af dansk erhvervsliv er en kvinde.

Men ifølge tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt kan det - særligt i en tid, hvor mange danske virksomheder efterspørger arbejdskraft - være en fordel for virksomhederne at have mere fokus på diversitet for at få gavn af hele arbejdskraftreserven.

”Det handler om, at mennesker med indvandrerbaggrund, kvinder og mennesker med et handicap for eksempel skal have plads på danske virksomheder, for det er sådan, vi bruger vores økonomiske potentiale og bliver bedre,” sagde hun på Dansk Erhvervs Årsdag i september.

Ifølge den tidligere statsminister kan diversitet i en virksomhed medføre bedre beslutninger.

Man kommer til at tage dårligere beslutninger, end hvis man havde mere diversitet
Helle Thorning-Schmidt

”Det, der går galt for virksomheden, når det går rigtig galt, er jo, at de bliver fanget i mange onde tilfælde af gruppetænkning. Altså hvor de siger det samme og ligner hinanden og tænker det samme og er de samme mennesker. Og det betyder rent faktisk, at man kommer til at tage dårligere beslutninger, end hvis man havde mere diversitet,” sagde hun.

Mens 29 procent af lederne i toppen af dansk erhvervsliv er kvinder, gælder det ifølge Dansk Erhverv 35 procent i EU-landene generelt.