Skrevet af Michael Jeppesen, der er journalist, forfatter, kunstkritiker, radiovært og stifter af bureauet MUST
Jobopslag er en genre for sig selv. Man skal være synsk for at gennemskue dem. Ofte er de fulde af floskler og tomme vendinger fra virksomhedernes strategier og visioner. Sådan er de også hos os - med undtagelse af opslag for stillinger, der skal besættes, fordi den, der hidtil har besat dem, har sagt op.
Jeg er chef for MUST, som er et kreativt bureau der arbejder med blockchain, digital marketing og alt muligt spændende teknologi. I Danmark er vi nok mest berømte for at have lavet Kedsomhedsknappen på Nationalmuseet, men ude i verden er det vores blockchainløsninger blandt andet sammen med verdens bedste skakspiller, Magnus Carlsen, der har fået mest omtale.
Men i hverdagen er det de samme ting som i alle andre virksomheder, som fylder. Og én af dem er opsigelser. Jeg bryder mig virkelig ikke om, når medarbejdere siger op, men det sker jo desværre fra tid til anden. De vil typisk gerne prøve noget andet.
Vi beder dem tilmed om at skrive direkte til den afgående medarbejder. Det giver en intensitet, som ellers kan være svær at finde i et jobmarked, hvor det kan være utrolig svært at se forskel på de forskellige kandidater.
Det begyndte lidt for sjov sidste år, da Kristoffer sagde op. Han var strateg. Det er svært at beskrive, hvad en strateg laver. Det er svært at beskrive, hvilken arbejdsplads vi er. Så jeg bad Kristoffer om selv at gøre det.
Det blev det bedste opslag, vi nogensinde havde lagt ud. Kristoffer beskrev både sine egne følelser omkring det at sige op, han fortalte præcis hvad hans job gik ud på, og hans personlige beskrivelser af kollegerne og arbejdspladsen gjorde, at man følte, at man var der selv. Ikke mange jobopslag kan prale af det.
I går var det så Johns tur til at sige op og lave sit eget opslag. John er regnskabschef og prøvede at beskrive jobbet og arbejdspladsen med tal og grafer. Det er blevet overraskende ærligt og rørende. Og med lidt held finder vi hurtigt den nye mand eller kvinde til jobbet.
Udover bedre opslag med færre floskler, så får vi også en anden fordel af de utraditionelle annoncer. Dem, der besvarer dem, bliver tvunget til også at være mere personlige. Vi beder dem tilmed om at skrive direkte til den afgående medarbejder. Det giver en intensitet, som ellers kan være svær at finde i et jobmarked, hvor det kan være utrolig svært at se forskel på de forskellige kandidater.