Michelles råd til arbejdsgiverne: Brug tid på et godt introforløb. Det betaler sig til sidst
Uddannelse

Michelles råd til arbejdsgiverne: Brug tid på et godt introforløb. Det betaler sig til sidst

Michelle Larsen begyndte for cirka tre måneder siden som virksomhedskonsulent i Jobhuset i Aalborg. Et besøg på en karrieremesse blev udslagsgivende for hendes første job som uddannet.

Foto: Martin Damgård
7. marts 2022

De første 100 dage er altafgørende for en leder, der træder ind i et nyt job. Uanset om det er første eller tiende gang, han eller hun gør det. Det siger man i hvert fald.

Men hvad betyder de første 100 dage for dem, der er helt nye på arbejdsmarkedet? Og hvad kan vi lære af hinanden? Det spørger vi om i serien "De første 100 dage".  

Navn: Michelle Larsen

Alder: 26 år

Fødeby: Suldrup (30 km syd for Aalborg)

Bopæl: Aalborgs vestby

Uddannelse: Bachelor i sociologi - kandidat i IT, læring og organisatorisk omstilling fra Aalborg Universitet. Blev færdig i sommeren 2021.

Det nye job: Virksomhedskonsulent i jobcenter Aalborg. (Barselsvikariat).

Sted: Jobhuset på havnefronten i Aalborg

Sabbatår efter gymnasiet: Fuldtidsarbejde hos Telenor i to år. 

Studiejob: Hos Telenor.

Foto: Martin Damgård
Foto: Martin Damgård

Hvordan fik du dit første job?

Jeg havde ikke et job, da jeg blev færdig med at læse og gik ledig. Derfor var jeg tilmeldt et kursus hos jobcentret, der hed “Find Virksomhedspraktik”. Kurset handlede om at benytte sig af uopfordret kontakt i sin jobsøgning, og mens jeg gik på kurset, var der karrieremesse i Gigantium. 

Messen gav mig et energiboost og et selvtillidsboost. 

Når man søger job, foregår det ofte på skrift, og det er ikke alle virksomheder, som er lige gode til at give feedback på en ansøgning.

Så jeg skiftede taktik og besluttede mig for at besøge messen for at møde virksomhederne ansigt-til-ansigt. Det var en rigtig god beslutning. Jeg fik kontakt med flere interesserede virksomheder, men fik også tjekket mit CV hos folk fra Jobhuset.

Ugen inden havde jeg fået afslag på ansøgning til netop Jobhuset, og nu benyttede jeg lejligheden at få lidt feedback.

Til messen var der to repræsentanter fra Jobcenter Aalborg, og de læste mit CV. Vi fik en rigtig god snak, og de foreslog, at jeg skulle sende mit CV til dem - og så ville de “lægge mit CV på det rigtige bord”.

Efter et par dage blev jeg ringet op af Jobhuset og inviteret til et møde, der endte med, at jeg skulle begynde i virksomhedspraktik i slutningen af oktober.

Men efter en måneds tid gled jeg i stedet ind i et barselsvikariat og fik lov til at afbryde min virksomhedspraktik. Nu er jeg sikret job indtil udgangen af 2022.

Så det er en lykkelig historie!

Hvordan var den første dag? 

Den var overvældende, spændende, fyldt med følelser og mange indtryk. Da jeg gik hjem, var jeg godt bombet i hovedet. På den gode måde, altså! Der var mange nye indtryk, jeg lige skulle have bearbejdet.

Foto: Martin Damgård
Foto: Martin Damgård

Hvem var den første, du hilste på?

Det var hende, jeg var til samtale hos. Da jeg blev ansat, var hun faglig koordinator, men inden jeg begyndte, var hun blevet konstitueret afdelingsleder. Alligevel gik hun ned for at tage imod mig første dag. Det var rart.

Hvad var den bedste oplevelse den første dag?

Jeg tror egentlig bare, at det var helt vildt fedt, at jeg var rundt i hele huset - og at jeg ikke kun blev præsenteret i min egen afdeling. Da jeg begyndte, var jeg jo egentlig bare praktikant, men alligevel kom jeg rundt på alle seks etager i Jobhuset. 

Følelsen af at blive taget imod som en hvilken som helst anden, ny medarbejder - og ikke bare som en praktikant, der havde job i en kort periode - dén følelse var god..

Alle steder tog folk sig tid til at sige “Hej”, og jeg oplevede stor imødekommenhed og venlighed fra alle sider.

Hvor hurtigt kom du ind i de nye arbejdsgange?

Det synes jeg faktisk, jeg gjorde fra dag ét. Til samtalen havde vi haft en dialog om de arbejdsopgaver, jeg skulle sidde med, så det var jeg allerede sat ind i.

Første dag blev jeg koblet på nogle af de andre medarbejdere, så jeg vidste, hvem jeg kunne henvende mig til, og de andre medarbejdere havde skræddersyet et miniintroforløb, så det ikke kun var “learning by doing”. 

Mine kollegaer bookede mig i Outlook-kalenderen og sørgede for at videresende relevante møder. Så jeg støttede mig meget op af min kalender.

Det var rigtig rart at have sådan et holdepunkt, for der var jo vanvittigt mange informationer og indtryk de første dage - og dermed mulighed for at glemme noget, fordi man næsten ikke kan rumme så meget på én gang. 

Hvordan kan du bruge det, som du lærte på dit studie?

Jeg har en todelt uddannelsesbaggrund - og jeg er heldig, at jeg kan bruge begge dele.

Jeg sidder i virksomhedsservice, hvor vi har kontakt med virksomhederne og hjælper dem i forhold til at rekruttere medarbejdere. 

Min baggrund fra sociologistudiet gør, at jeg kan trække på det menneskekendskab, jeg har lært dér. Det har givet mig gode værktøjer i forhold til at fornemme kvalifikationer og kompetencer hos de borgere, jeg læser ansøgninger fra.

Min kandidat i IT, læring og organisatorisk omstilling kan jeg bestemt også bruge, for jeg har en grundlæggende forståelse for virksomhederne og deres behov.

Så jeg synes egentlig, min uddannelse spiller godt sammen i den rolle, jeg har.

Hvordan har de første måneder været sådan overordnet set?

Det er fedt! Da jeg fik barselsvikariatet, var der også nogle andre opgaver, jeg skulle overtage, så der var meget nyt at lære. 

I begyndelsen tænkte jeg lidt på, om jeg mon kunne klare det, men det var egentlig lidt fjollet, for det kan jeg jo sagtens, og jeg fik en fin oplæring af hende, der gik på barsel.

Overordnet set har det været spændende, udfordrende - og med en meget stejl læringskurve!

Har du et råd vil andre, der skal begynde i deres første job?

Jeg tror, det er vigtigt, at man tror på, at de kompetencer, du har lært på dit studie, også kan bruges ude i praksis. Jeg havde selv en forestilling om, at jeg har lært rigtig mange fine teorier og metoder, men tvivlede på, hvordan pokker jeg skulle bruge dem i praksis i mit nye job. Men det går strålende, så man kan godt stole på, at den rygsæk med værktøjer, som du fik på studiet, rent faktisk også er værdifuld i den virksomhed, du kommer ud i.

Foto: Martin Damgård
Foto: Martin Damgård

Hvilket råd kan du give til andre virksomheder, der tager imod en nyuddannet medarbejder? 

For mig betød det meget, at der var en skriftlig plan klar, så jeg vidste, hvad mit introforløb rummede. Jeg vil tro, at andre har det på samme måde. Så et godt råd er, at have en plan klar - og ikke bare anvise en plads i kontoret og tro, at det er nok.

De første par dage kan man godt blive rundtosset af alle de nye indtryk, og i de tilfælde kan en plan være god at støtte sig til.

Desuden er det også vigtigt, at der er nogle medarbejdere, der er udpeget til at bygge bro på den sociale front. 

Hvad drømmer du om for dit arbejdsliv? Har du nogle mål?

Det er vigtigt for mig, at jeg kan gå glad på arbejde hver dag. 

Jeg kan godt lide at hjælpe gennem mit arbejde. Lige nu sidder jeg og hjælper nogen med at komme i job, og det er helt vildt bekræftende - måske fordi det ikke er lang tid siden, jeg selv stod på den anden side, så jeg ved, hvor glad man bliver, når det lykkes.

Det sociale liv på arbejdspladsen er afgørende. Det betyder rigtig meget, at jeg trygt kan henvende mig til mine kolleger.

Det er lige før, trivsel og arbejdsglæde kommer før løn, men det er selvfølgelig også rart nok at kunne betale sin husleje.

I mit fremtidige arbejdsliv drømmer jeg egentlig ikke om status. Det er bare vigtigt, at jeg kan blive ved med at gå glad på arbejde hver dag.