Pensioneret politibetjent er blevet chauffør i Luksusbaby: – Alle vinder ved det her
Transformationen

Pensioneret politibetjent er blevet chauffør i Luksusbaby: – Alle vinder ved det her

Ole Birger Hansen kunne med god samvittighed have trukket sig tilbage efter 37 år i politiets tjeneste. Men den tidligere hundefører vil gerne holde sig i gang og stadig nyde godt af det kollegiale fællesskab. Den mulighed har han fået hos sin tidligere politikollega, som er medstifter af Luksusbaby. Nu håber de, at flere vil gøre det samme.

Ole Hansen var hundefører gennem størstedelen af sin karriere ved Nordjyllands Politi. Politihunden Eskild har han endnu. Foto: Claus Søndberg
25. januar 2022

– Jeg skulle ikke bede om at komme i håndgemæng med Ole. Så ved jeg godt, hvem der ender nederst.

41-årige Morten Grabowski Kjær slår en latter op uden for Luksusbabys nye domicil i Støvring.

Sammen med sin hustru, Ann-Louise Aasted, stiftede han børnetøjsvirksomheden i 2014, og den voksende succes tvang hurtigt Morten til at træffe et valg.

Det betød et farvel til Nordjyllands Politi, hvor han igennem 15 år havde været ansat i vagtcentralen og specialpatruljen, som opererer i narko- og bandemiljøet.

– Når vi så skulle bruge en hund til at snuse spor, var Ole på pletten, og jeg glemmer aldrig den respekt, der var omkring ham.

– Også i træningslokalet, indskyder 65-årige Ole Hansen med et smil, som røber, at de to kender hinanden særdeles godt.

Morten Grabowski Kjær og Ole Hansen mødtes ofte i træningslokalet på Aalborg Politigård. I dag er de igen kollegaer. Foto: Claus Søndberg
Morten Grabowski Kjær og Ole Hansen mødtes ofte i træningslokalet på Aalborg Politigård. I dag er de igen kollegaer. Foto: Claus Søndberg

Noget at stå op til

På parkeringspladsen i Støvring holder en hvid Mercedes Sprinter, som snart triller sydpå med Ole bag rattet. Den pensionerede politibetjent er ved at pakke de varer, som i dag skal fragtes til butikkerne i Aarhus og Aalborg.

Ole Hansen nyder stilheden på vejen, men i høj grad også mødet med sine kollegaer:

– Det er herligt med noget at stå op til, og for mit vedkommende er et godt arbejde og gode kollegaer stadig en del af den ligning. Jeg har den største respekt for andre, der går på velfortjent pension, men det er bare ikke mig endnu.

Aftalen lyder foreløbigt på en fast arbejdsdag hver mandag, men planen er, at timetallet skal skrues op, i takt med at Luksusbaby åbner flere butikker.

– Hvis altså Ole bliver ved med at trives med det, siger Morten Grabowski Kjær, der ofte tænker over sit eget karriereskifte.

Han er ikke i tvivl om, at Luksusbaby er det rigtige sted at lægge kræfterne lige nu, men han savner tjenesten og den identitet, han måtte efterlade sammen med sit politiskilt.

– Men jeg kan trods alt vende tilbage om nogle år, hvis det giver mening med familielivet og vores forretning. Jeg kan kun forestille mig, hvor svært det må være at sige endegyldigt farvel til et helt arbejdsliv.

– Det er herligt med noget at stå op til, og for mit vedkommende er et godt arbejde og gode kollegaer stadig en del af den ligning, fortæller Ole Hansen, mens varevognen pakkes. Foto: Claus Søndberg
– Det er herligt med noget at stå op til, og for mit vedkommende er et godt arbejde og gode kollegaer stadig en del af den ligning, fortæller Ole Hansen, mens varevognen pakkes. Foto: Claus Søndberg

For Ole Hansen blev det en blødere overgang til pensionisttilværelsen, da der tikkede et jobtilbud ind fra medstifteren af Luksusbaby, som han løbende har holdt kontakten med.

– Det var ikke nogen svær beslutning, og selvom det er noget helt andet end politiet, giver det mig en masse at være en del af en arbejdsplads – både psykisk og fysisk.

Morten Grabowski Kjær kigger undersøgende på sin kollega og supplerer:

– Vi skal ikke generalisere, men jeg har set flere mennesker, som går i stå, når de lader sig pensionere – og et år efter ser de pludseligt ti år ældre ud. Det ville dog under ingen omstændigheder ske for Ole. Du har superkræfter.

Hovedpersonen selv griner ad den bemærkning, men glæder sig over at være værdsat i organisationen, så længe kræfterne og lysten er til det.

Værdifuld arbejdskraft

Skulle Ole Hansen få lyst til at trække sig helt tilbage, har Morten Grabowski Kjær også andre esser i ærmet.

– Efter vi offentliggjorde ansættelsen af Ole, er jeg faktisk blevet kontaktet af tre tidligere politikollegaer, som melder klar, hvis behovet opstår.

Men det har ikke tidligere været tilfældet for medstifteren, som estimerer, at 90 procent af alle ansøgere i Luksusbaby er mellem 20 og 40 år.

– Det er en skam, for vi skriger jo på arbejdskraft i dagens Danmark, og så går der måske guld rundt på gaden, som også kunne have glæde af et arbejde. Måske i fleksjob eller et skånejob.

Data viser, at nyrekruttering af seniorer kun er gået ned ad bakke gennem en tiårig periode, og det ærgrer Morten Grabowski Kjær.

– Jeg håber ikke, at kandidater afholder sig fra at ansøge, fordi de på forhånd har mistet håbet. Det skal de i hvert fald ikke gøre her, hvor vi enormt gerne vil have medarbejdere med stor livserfaring.

Samme billede tegner sig i en undersøgelse fra interesseorganisationen Lederne, hvor syv ud af ti ledere svarer, at det ikke spiller nogen rolle, at en jobansøger er over 55 år.

Luksusbaby kunne indvie det nye domicil i Støvring i slutningen af 2021. I lagerhallerne findes varer til webshoppen og virksomhedens foreløbigt to butikker. Foto: Claus Søndberg
Luksusbaby kunne indvie det nye domicil i Støvring i slutningen af 2021. I lagerhallerne findes varer til webshoppen og virksomhedens foreløbigt to butikker. Foto: Claus Søndberg

Når tallene alligevel ikke hænger sammen i praksis, handler det så om den kortere udløbsdato på ældre arbejdskraft?

– Jeg ved ikke, om det afskrækker nogen, men i en virksomhed som Luksusbaby har vi jo et stort antal korte ansættelser – for eksempel her på lageret, hvor mange vælger at være i deres sabbatår.

Morten Grabowski Kjær peger på, at det i et omskifteligt arbejdsmarked snarere handler om at have en velsmurt maskine med effektiv onboarding.

– Og så siger det jo sig selv, at en kvinde, som måske har tre børn og otte børnebørn, hun ved om nogen noget om børnetøj.

Seniorkræfter

Morten Grabowski Kjær kalder det superkræfter, som Ole Hansen besidder. Et sort bælte i karate vidner da også om, at den tidligere hundefører holder sig mere i form end den gennemsnitlige dansker.

Men det handler ikke kun om fysikken for hans nye arbejdsgiver:

– Mennesker med livserfaring udstråler ofte en anden ro, som kan smitte af på vores øvrige medarbejdere. Alle bidrager med noget forskelligt, men jeg oplever, at seniorer typisk er løsningsorienterede og svære at slå ud, fordi de gennem et langt arbejdsliv har været udsat for lidt af hvert.

I Luksusbabys butikker har man også oplevet, at kunderne opsøger ældre medarbejdere i højere grad end de yngre.

– Vi havde på et tidspunkt en kvinde i slut 50’erne i virksomhedspraktik, som ingen butikserfaring havde. Alligevel virkede hun som fluepapir på kunderne.

Praktikanten var på vej tilbage på arbejdsmarkedet efter en periode med stress og brød sig egentlig ikke om den overvældende kundekontakt, men for medstifteren understreger det netop pointen:

– Hun udstrålede helt ubevist en ro og livserfaring, som gør, at det selvfølgelig er hende, man går til, hvis man er i tvivl om noget.

Ole Hansen glæder sig hver mandag til mødet med kollegaerne og den kop kaffe, som han altid bliver budt på ude i butikkerne. Foto: Claus Søndberg
Ole Hansen glæder sig hver mandag til mødet med kollegaerne og den kop kaffe, som han altid bliver budt på ude i butikkerne. Foto: Claus Søndberg

Det samme mønster tegner sig i dag for chaufføren Ole Hansen, og selvom ansættelsesforholdet først lige er begyndt, tøver Morten Grabowski Kjær ikke med at kalde det en succes.

– Alle vinder ved det her, så jeg håber virkelig, at flere vil lade sig inspirere af Ole. Både medarbejdere og arbejdsgivere rundt i landet.

Og så er der lige den ekstra bonus for Morten Grabowski Kjær:

– Jeg savner politiet og må jo indrømme, at det er fantastisk at få 37-års røverhistorier ind i Luksusbaby. Så jeg kan nok ikke helt afholde mig fra at køre med på ruten en gang imellem.

Ole Hansen ler hjerteligt, men lige i dag er det bare chaufføren selv, som smækker døren i til den hvide Sprinter og triller ud på motorvejen med dagens leveringer.