Sundhedsøkonom: “Der skal flere penge til sygehusene - ellers får vi ikke vendt en ond rekrutteringsspiral”
Sundhedsvæsenet

Sundhedsøkonom: “Der skal flere penge til sygehusene - ellers får vi ikke vendt en ond rekrutteringsspiral”

Det er i forvejen svært at rekruttere sygeplejersker, og når færre vil uddanne sig til faget, bliver det endnu sværere. Hvis problemer med fastholdelse og rekruttering på landets sygehuse skal løses, kræver det en akutpakke her og nu, mener sundhedsøkonom Jes Søgaard.

Foto: Unsplash.com
7. juli 2022

Sygeplejerskerne skal løbe stærkt, og de mangler kollegaer. I efteråret viste en undersøgelse fra STAR (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering), at næsten hvert andet forsøg på at ansætte en sygeplejerske mislykkedes. Og det ser ikke ud til at blive lettere.

Færre unge søger ind på uddannelsen til sygeplejerske, viser tallene. I forhold til sidste år er ansøgningstallet faldet med dramatiske 28 procent.  

“Det her bider sig selv i halen,” siger Jes Søgaard, der er sundhedsøkonom og ansat på Syddansk Universitet.

For når der hele tiden mangler hænder på sygehusene, slider det så meget på sygeplejerskerne, at de begynder at søge andre veje. De kan gå ned i tid, søge ikke-kliniske funktioner, helt forlade sygehuset og måske søge over i andre brancher. 

“Jo flere, der forlader det kliniske arbejde, desto hårdere bliver det for dem, der er tilbage. De oplever simpelthen, at det ikke alene er fysisk anstrengende, men at det også er psykisk udmattende,” siger Jes Søgaard og tilføjer:

“De er hele tiden nødt til at prioritere på den svære måde. De må hele tiden vælge noget fra, der faktisk er nødvendigt, men som de ikke kan nå. Det er enormt hårdt og medfører dét, jeg kalder “klinisk nedbrændthed,” siger han.

Han ser tendensen i flere personalegrupper blandt de sundhedsfaglige.

“Når de står i en arbejdssituation, handler de altid i patientens interesse. Men når du hele tiden sætter dig selv i anden række, fordi det er en del af fagligheden, er det for hårdt i længden,” siger Jes Søgaard og fortsætter:

“Når du så kommer hjem og får det lidt på afstand og begynder at tale med dine venner og måske din ægtefælle om, hvorvidt det i længden er værd at have så hårdt et arbejdsliv, så er søgeprocessen jo i gang.”

Og så er den onde spiral født. For når flere sygeplejersker forlader faget, bliver det hårdere for dem, der er tilbage. Det kan medføre, at de også begynder jobmæssige overvejelser. 

Og nu har sygeplejerskernes arbejdsforhold oven i købet forplantet sig til unge, der i stigende grad vælger uddannelsen til sygeplejerske fra. De negative fortællinger smitter tilsyneladende også af på dem. 

Situationen er ifølge Jes Søgaard meget kritisk.

“Det her er jo ved at udvikle sig til en krise for sygehusvæsenet, og man må stille sig selv det spørgsmål, om vores sygehusvæsen er robust og fremtidssikret.”

Jes Søgaard ser ikke anden udvej end en økonomisk feberredning. Politikerne bør sende en akutpakke ud til hospitalerne. Først én akutpakke, der skal “slukke de største brande”. Dernæst endnu en pakke, der skal have langsigtet virkning.

Men hvordan kan det hjælpe med flere midler, hvis ikke der findes sygeplejersker at rekruttere?

Prøv Vigeur 2 måneder
for kun 1 kr.


Vigeur portrætterer aktivt det nordjyske arbejdsliv gennem menneskelige fortællinger. Fyldt med personlighed, drive og mod på livet.

Start dit medlemskab nu

Dit medlemskab fortsætter automatisk efter prøveperioden til 99 kr. om måneden. Der er ingen binding, og du kan til enhver tid opsige med 5 dages varsel forud for udløb af den forudbetalte periode ved at kontakte vigeur@dnmh.dk.