11 besøg på 6 timer – alligevel tager hun altid skoene af og siger ja tak til en kop kaffe
Sundhedsvæsenet

11 besøg på 6 timer – alligevel tager hun altid skoene af og siger ja tak til en kop kaffe

Heidi Bolander har 20 års erfaring som social- og sundhedshjælper, men kan stadigvæk føle sig utilstrækkelig

Vivian Lamhauge
Vivian Lamhauge
Journalist

45-årige Heidi Bolander sidder i sin lille sorte Peugeot på vej ud til 55-årige Carsten. Det femte besøg på dagens vagt. Alle besøgene er opdelt i stramme tidsintervaller, der alarmerende lyser op på iPaden på passagersædet, imens hun kører rundt i Sindal og omegn.

Frem til nu har hun løbet en halv time bagefter tidsplanen. I planen er der ikke indlagt pauser, så hvis hun skal spise, gør hun det i bilen mellem besøgene.

Den evige kamp mod tiden virker stressende. Men med tyve års erfaring har Heidi Bolander lært at navigere i det, så hun ikke brænder ud i kapløbet mod tiden. Alligevel kommer følelsen af utilstrækkelighed snigende af og til.


''Jeg siger til mig selv, at jeg nok skal nå det hele. Jeg bliver nødt til at abstrahere fra tidsplanen, så jeg kan have mit fokus på borgerne, ellers tror jeg, at jeg ville føle mig endnu mere utilstrækkelig – og det kan borgerne lynhurtigt mærke,'' siger hun, imens hun sætter medicin og drikkevarer frem til Carsten på sofabordet ved siden af lænestolen.

To flasker snaps og en kande saftevand.

''Man har det liv, man har valgt. For nogen vil det være grænseoverskridende at bestille seks flasker snaps til en alkoholiker, men det skal man kunne i det her job. Jeg skal kunne respektere og rumme deres hjem og vaner. Det er jo mig, der er på besøg i deres liv,'' siger Heidi Bolander.

''Jeg siger til mig selv, at jeg nok skal nå det hele. Jeg bliver nødt til at abstrahere fra tidsplanen, så jeg kan have mit fokus på borgerne, ellers tror jeg, at jeg ville føle mig endnu mere utilstrækkelig – og det kan borgerne lynhurtigt mærke,'' siger Heidi Bolander. Foto: Kim Dahl Hansen
''Jeg siger til mig selv, at jeg nok skal nå det hele. Jeg bliver nødt til at abstrahere fra tidsplanen, så jeg kan have mit fokus på borgerne, ellers tror jeg, at jeg ville føle mig endnu mere utilstrækkelig – og det kan borgerne lynhurtigt mærke,'' siger Heidi Bolander. Foto: Kim Dahl Hansen

Man skal være omstillingsparat

Der er oftest visiteret den samme tid til opgaverne hos borgerne. Men Heidi Bolander forklarer, at den samme opgave kan variere i tid alt efter, hvem man er hos og hvordan borgeren har det den pågældende dag; det tager planen ikke højde for.

Hos Carsten er Heidi Bolander mere stille end på de andre besøg. Han lider af alkoholdemens, og kan derfor ikke rumme, hvis hun snakker for meget til ham. I stedet udstikker hun venlige – men bestemte – ordrer, så han ikke bliver frustreret.

''Man skal hele tiden omstille sig. Når man går ind ad én dør, så skal man være én person, og når man går ind ad en anden, skal man være en anden. Jeg skal have tålmodigheden til, at det hos nogen borgere kan tage dobbelt så lang tid at få strømper på,'' siger hun og fortsætter:

''Derfor er ti minutter ikke bare ti minutter. Jeg skal kunne rumme begge dele, selvom jeg har travlt.''

Foto: Kim Dahl Hansen
Foto: Kim Dahl Hansen

Carsten skal have skiftet ble og have nyt tøj på. Og så skal han liftes over i lænestolen.

Sygdommen gør, at han har svært ved at fortælle, hvad han vil have. Så da Heidi Bolander spørger, hvad han skal have skrevet på indkøbslisten, kan han kun fremstamme ’’rødt kød’’.

Hun forsøger at spørge ind ved at stille ja/nej-spørgsmål:

''Er det pålæg?''

Carsten ryster på hovedet.

''Er det en steg?''

''Er det noget, vi kan få ved købmanden?''

Carsten bliver irriteret.

''Er det noget, du kan spise?''

Carsten nikker.

Til sidst finder hun ud af, at han vil have røde bøffer.

''Ja, det er træls, når man ikke kan fortæller, hvad man har inde i hovedet. Det forstår jeg godt, siger hun til ham uden antydningen af irritation over, at hun har travlt og burde være hos den næste borger.''

Carsten, der har virket irriteret og indelukket, lyser op i et stort smil.

Han kommer til rette i lænestolen og tænder en cigaret, imens Heidi Bolander tager sit overtøj på, finder iPaden frem og går ud på gaden for at dokumentere besøget og skrive et par bemærkninger i registreringssystemet Cura.

''Det kan være svært at være i, når man ikke føler, at der er tid til det hele. Men så er vi gode til at fortælle hinanden, at vi gør det så godt, vi kan, inden for de rammer, vi har,'' siger Heidi Bolander. Foto: Kim Dahl Hansen
''Det kan være svært at være i, når man ikke føler, at der er tid til det hele. Men så er vi gode til at fortælle hinanden, at vi gør det så godt, vi kan, inden for de rammer, vi har,'' siger Heidi Bolander. Foto: Kim Dahl Hansen

Der er ikke sat tid af til at dokumentere, så den tid skal tages fra borgernes tid. Så nu er hun yderligere et par minutter forsinket.

''Jeg føler lidt, at vi stjæler tiden fra borgerne, når vi dokumenterer. Dokumentationen er vigtig, men jeg kan ikke lide, at jeg skal tage tiden fra borgerne. Det ville være meget bedre, hvis vi fik en halv time til at dokumentere, når vi var færdige med alle besøgene,'' siger Heidi Bolander.

En livsvigtig kop kaffe

Det næste besøg er hos 92-årige Ruth.

Ifølge planen har Heidi Bolander få minutter til at dryppe hendes øjne. Men hun tager sig god tid. Hun tager jakken og skoene af, skænker to kopper kaffe og sætter sig hen til Køkkenbordet, hvor Ruth sidder.

Ruth tilbyder hende et stykke slik, som Heidi Bolander takker ja til.

Heidi Bolander har efterhånden fundet en rytme. Hun kender borgerne og ved, hvordan hun disponerer tiden bedst muligt. Hos nogle betyder det noget, at hun sætter sig ned og drikker en kop kaffe. Andre borgere vil helst, at hun skynder sig at udføre opgaven og så går hurtigt igen, så de kan fortsætte deres eget liv.

Hun ved, at de ekstra fem minutter betyder meget for Ruth, der modsat Carsten, har behov for at få en hyggesludder. En kop kaffe er ikke bare en kop kaffe for Heidi Bolander. Det er den måde, hun kan vise, at borgerne ikke bare er et punkt på planen; hun kommer tæt på dem og får deres tillid.

Der bliver grint. Det er tydeligt at mærke, at de to kender hinanden og har det godt sammen.

''Det er en føling, der kommer med erfaringen. Det er ikke noget, man kan læse ud fra en plan. Uden erfaringen, ville jeg ikke føle, at jeg kunne tillade mig at bruge fem minutter på en kop kaffe her. Så jeg er glad for, at de strenge tidskrav først er kommet sent i mit arbejdsliv,'' griner Heidi Bolander.

Foto: Kim Dahl Hansen
Foto: Kim Dahl Hansen
Foto: Kim Dahl Hansen
Foto: Kim Dahl Hansen

Normeringer og tidsplaner præger hverdagen i både hjemmeplejen og på plejehjem, for gennem de sidste 20 år har der fra politisk side ligget et krav om effektivitet og omkostningsbevidsthed. Det giver omsorgen trange vilkår, skriver Etisk Råd i en ny rapport ’’Omsorg i Sundhedsvæsenet’’.

Det har ikke kun konsekvenser for borgerne, men også social- og sundhedspersonalet, forklarer Heidi Bolander. Derfor har hun, selvom hun er en erfaren og vellidt social- og sundhedshjælper, brug for bekræftelse fra sine kolleger af og til.

''Det kan være svært at være i, når man ikke føler, at der er tid til det hele. Men så er vi gode til at fortælle hinanden, at vi gør det så godt, vi kan, inden for de rammer, vi har,'' siger hun og fortsætter:  

''Jeg tror, at når man hører de sørgelige historier fra ældreplejen, så handler det ikke om, at personalet bevidst er onde, jeg tror, det handler om, at de er kommet for langt væk fra deres egen dømmekraft for at kunne holde ud til at være et sted, hvor de hele tiden bliver målt og vejet.''

Heidi Bolander er klar over, at hun ikke kan ændre på antallet af borgere eller den tid, hun er på arbejde i. Men når hun er hos borgerne, forsøger hun at være nærværende og spørge ind til, hvad de har behov for, før hun fortæller dem, hvad der står på planen.

Det er hendes forsøg på at holde fast i dømmekraften.  

Det betyder, at badet af og til bliver skiftet ud med en kop kaffe og en hyggesludder, fordi det er det, borgerne har lyst til.

''Hvis ikke jeg tog mig den frihed, så tror jeg, det ville gå udover borgernes levetid. De ville miste livskvaliteten og føle sig som varer på et samlebånd uden medbestemme. Men det ville også gå udover min egen livskvalitet, jeg ville ikke kunne være i det,'' siger Heidi Bolander, inden hun kører afsted i sin sorte Peugeot til det næste besøg i Sindal.