Café-publikum skal i telt på taget: Lotte og Rolf vil gøre ”Champing” populært
Årsværk

Café-publikum skal i telt på taget: Lotte og Rolf vil gøre ”Champing” populært

CAMP ON TOP i Hirtshals er blandt de eneste i Danmark, der sælger og udlejer tagtelte til bilen. Ejerne blev bidt af ferieformen, efter de selv prøvede den. Du kan følge dem i vores iværksætterserie "Årsværk".

Foto: Kristian Vinther Brøndum
17. februar 2022

En campingferie kan være en lidt blandet fornøjelse. Mange har nok prøvet at vågne alt for tidligt efter en dårlig nats søvn i et vådt telt. Men sådan behøver det ikke at være.

Hvis du spørger Lotte Gaardboe og Rolf Opstrup skal du bare flytte teltet ovenpå bilen, og så bliver camping en helt anden oplevelse. De står bag Hirtshals-virksomheden CAMP ON TOP, som er de eneste i Danmark, der har agenturet til at sælge og udleje tagtelte fra det markedsførende tyske mærke Qeedo. Lotte og Rolf fik idéen til at starte tagtelt-virksomheden, efter de selv prøvede at sove oven på deres egen bil.

"Vi fandt ud af, at det var nemt og praktisk, også selv om man ikke er til camping," fortæller Lotte Gaardboe, som også var begejstret for den frihed det gav at have sin bolig med på taget af bilen.

Hun blev sammen med Rolf enig om, at andre også skulle prøve at have samme oplevelse. Så de købte fire telte og havde egentlig bare planer om at leje dem ud på Facebook.

"Vi ville bare se, om vi kunne tjene lidt til en ekstra ferietur, men så eskalerede det, og vi fik muligheden for at få agenturet på Qeedo," fortæller Rolf Opstrup.

Både han og Lotte har faste jobs ved siden af iværksætteriet, men drømmen er, at CAMP ON TOP skal blive Danmarks største tagtelt-virksomhed og trække kunder til Hirtshals fra både ind- og udland. Sidstnævnte især med henblik på norske turister, der kommer til Hirtshals med færgen. For at få solgt idéen om ferie i tagtelt til resten af befolkningen har Lotte og Rolf opfundet deres eget begreb, der skal appellere til andre end det normale camping-publikum.

"Vi vil selvfølgelig gerne leje og sælge til dem, der normalt vil ud i naturen, men vi vil også have fat i dem, der går på café. Så vi har brugt et ord der hedder ”Champing”. Når man er afsted, så er det camping og champagne," lyder det fra Rolf Opstrup.

Du kan høre meget mere om både CAMP ON TOP og duoen bag i Vigeurs iværksætterserie ”Årsværk”. Her er første afsnit i serien, hvor vi har besøgt CAMP ON TOP i deres showroom i Hirtshals.