Carina Lind Husum blev årets Kamma: - Jeg er vildt glad
Ligestilling

Carina Lind Husum blev årets Kamma: - Jeg er vildt glad

Carina Lind Husum modtog årets Kammapris under stort anlagt fest for 200 erhvervskvinder i Musikkens Hus i Aalborg.

Carina Lind Husum blev årets vinder af Kammaprisen. Foto: Claus Søndberg.
7. oktober 2021

Det var en tydeligt rørt og overrasket Carina Lind Husum, der torsdag aften gik på scenen i Musikkens Hus i Aalborg for at tage mod Kammaprisen for 2021.

Juryen havde forinden udvalgt fem finalister blandt de i alt 50 nominerede kvinder til prisen. På selve aftenen var det op til deltagerne i salen at udvælge, hvem af de fem finalister, der kunne gå hjem med bronzestatuetten. Man kunne også stemme hjemmefra stuerne.

- Jeg havde virkelig ikke regnet med, at det blev mig i så stærkt et felt. Men jeg er virkelig glad og stolt, sagde Carina Lind Husum.

Bronzestatuetten udformet som et x-kromosom med feminine former, der leder tankerne hen på en abstrakt kvindekrop. Foto: Claus Søndberg.

Carina Lind Husum er direktør for DGI Huset Nordkraft, Aalborg.

Juryen siger om hende:

- Carina er en ildsjæl, der er kendt for at være dygtig og altid velforberedt. Hun møder andre mennesker med respekt, omsorg, empati og loyalitet. Kort sagt kan hun bedst beskrives som et ordentligt menneske. Hun har kæmpet en kamp for DGI Huset Nordkraft i covid-19 perioden, hvor hun de seneste fire år har været direktør.

Carina Lind Husum var en del af finalefeltet på i alt fem kvinder, herunder Anja Kibsgaard, Naja Lyngholm Skovlyk, Mette Bach Kjær og Janne Sigurdsson.

Kammaprisen blev torsdag aften overrakt for andet år - og er stiftet af Karina Burgdorff Jensen og Maja Torp.

Den er tænkt som en hyldest og anerkendelse af nordjyske kvinder.

- Vi kvinder er nemlig slet ikke lige så gode som mænd til at løfte og hjælpe hinanden med at bane vej for karriere og indflydelsesrige poster, lyder det fra Karina Burgdorff Jensen og Maja Torp.

- Kammaprisen har til formål at få sat spot på de mange inspirerende kvinder, der findes i Nordjylland, siger stifterne.

Kammaprisen har til formål at hylde inspirerende kvinder i Nordjylland. Foto: Claus Søndberg.

Vinderen af Kammaprisen 2020 var Jane Rygaard, der i år har siddet med i juryen.

Kammaprisens jury består iøvrigt af:

Rikke Christoffersen, direktør for Aalborg Handelsskole (formand)
Lasse Rich Henningsen, direktør for Musikkens Hus
Mads Peter Veiby, iværksætter og erhvervsmand
Thomas Bælum, direktør for AaB
Michael Lundsgaard Thomsen, direktør for Aalborg Portland
Anne Marie Svendsen, politidirektør for Nordjyllands Politi
Catharina Engquist, Head of Foreign Direct Investment