Din kollega græder, når du giver ham feedback – hvad gør du?
Forskning

Din kollega græder, når du giver ham feedback – hvad gør du?

Har du styr på, hvordan du skal levere din feedback? Hvis ikke kan det gå ud over din kollega. Læs her hvorfor.

Foto: Claus Søndberg
4. marts 2022

Har du prøvet at give feedback til en kollega, der ikke helt reagerede, som du forventede? Men i stedet blev sur, begyndte at græde eller gik sin vej?

Det kan ifølge Dennis Jim Frederiksen, der er forsker og underviser ved Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet, skyldes to faktorer: At du har dine egne vindinger i fokus – eller at din modtager føler sig angrebet.

Og er det tilfældet, risikerer du, at din feedback spænder ben frem for at være et vigtigt redskab på arbejdspladsen, der giver dig mulighed for at lære af og dele viden med dine kollegaer.

Læs med herunder, hvor Dennis Jim Frederiksen giver os indblik i, hvilket spørgsmål du skal stille dig selv, inden du giver din kollega feedback – og hvad du selv skal gøre, hvis dine kollegaer gør dig sur, når de ytrer deres observationer om dit arbejde.

Hvorfor reagerer nogen hårdere end andre, når de får feedback?

”Det handler om to grundlæggende præmisser:

1) På den ene side handler det om, hvordan man får givet sin feedback. Det vil sige, at det kan falde tilbage på den, som giver feedbacken.

Det gode råd er derfor, at man som den, der giver feedback, starter med at se på måden, den leveres. Det kan man gøre ved at stille sig selv spørgsmålet, om det handler om, at man oprigtigt gerne vil hjælpe sin kollega til at blive bedre – eller kommer det i virkeligheden fra ens egen frustration?

Nogle gange er det, der skaber vrede og frustration hos modtageren, at vi kommer til at læsse af på hinanden med vores frustrationer i stedet for at bruge feedbacken til det, den skal kunne. For det er ikke god feedback, hvis man giver den ud fra, hvad man selv har brug for at komme af med, frem for hvad modtageren har brug for at høre.

2) På den anden side handler det også om, at det er helt grundlæggende for mennesker, at hvis vi føler os angrebet gennem eksempelvis en feedback, kan modreaktionen være at gå til kamp.

Så hvis jeg føler, du siger røv til mig, siger jeg selv røv tilbage. Det vil sige, at hvis vi føler, at en feedback er angribende, så angriber jeg selv tilbage – og så er det svært at lytte og tage imod feedbacken, og der vil ofte komme en modreaktion, hvor vi tager paraderne op og står tilbage uden at have fået noget ud af feedbacken. Eller vi lægger os ned, flygter fra det og prøver at lade som om, det ikke er sket.”

Hvad hvis du ved, din feedback er konstruktiv, men du ved også, at din modtager vil reagere følelsesladet på den?

”Så skal du starte med at spørge dig selv, om du så overhovedet skal give den feedback. Hvis det virkelig er nødvendigt, skal du sørge for at levere din feedback, således modtageren ser på det som en mulighed.

Det kan du gøre ved at være konkret og forsigtig. Så i stedet for at sige, at du vil tale om en problematik, du oplever, skal du lægge ud med at fortælle, hvad du konkret og præcist har set og hørt, for det bliver mere neutralt.

Derefter kan du sige lidt om, hvorfor du nævner det, men det er lige så vigtigt, at du får modtageren til selv at fortælle, hvad de tænker om situationen, så de får lov til at reflektere og måske selv komme ud af problemet.

Du kan også med fordel dele lidt af dig selv ved at fortælle, hvis du genkender problemet fra dig selv, så du tillader dig selv at være skrøbelig. På den måde føler modtageren, at personen ikke sidder over for et perfekt menneske, hvilket gør det lettere for modtageren at tage imod feedbacken.”

Hvad hvis jeg selv er den, der reagerer voldsomt, når jeg modtager feedback?

”Det er for det første ret væsentligt at være bevidst om din reaktion – tænk over, om reaktionerne kommer hver gang. Og hvis de gør det, skal du starte med at lægge en strategi for, hvordan du vil reagere næste gang, en kollega giver dig feedback.

Du kan for eksempel bede dine kollegaer være mere konkrete i deres feedback, så de giver eksempler. Nogle gange kan feedback nemlig blive ret ukonkret, og det gør det svært at handle på. Du skal derfor bede dine kollegaer forklare – i deres feedback – hvad det konkret var ved situationen, som kunne være problematisk?

Derudover kan du med fordel fortælle dine kollegaer, at du har svært ved at være i feedbacken, men at du rigtig gerne vil tage imod den. Det kan både hjælpe dig og den, der skal give dig feedbacken.”