Hilser du lige pænt på praktikanten og direktøren? Den lille handling er vigtigere, end du tror
Arbejdspladsen

Hilser du lige pænt på praktikanten og direktøren? Den lille handling er vigtigere, end du tror

Gensidig respekt og god energi breder sig som ringe i vandet ifølge erhvervspsykolog Tue Isaksen. Derfor er det ikke ligegyldigt, om vi hilser på praktikanten og rydder pænt op efter os i kantinen. Det er et kollektivt ansvar, der starter hos ledelsen.

Foto: Caroline Bundgaard
9. april 2022

Når jeg møder ind på arbejde hver dag, ser jeg som det første Maj-Britt og Camilla. Og uanset hvor gråt vejret er udenfor, så skinner solen altid hos dem i receptionen.

Maj-Britt og Camilla skelner ikke mellem, om du er gæst eller ansat, direktør eller praktikant, høj eller lav.

De hilser alle velkommen med samme brede smil – og ifølge Tua Isaksen kan den gestus have vidtrækkende betydning for det gode arbejdsmiljø. Læs hvorfor i dagens Q&A med erhvervspsykologen fra Human House.

Hvorfor er det vigtigt, hvordan vi møder hinanden?

”Rent biologisk har det betydning for vores velvære, når vi ser og smiler til hinanden. Det stimulerer belønningssystemet i hjernen, som frigiver oxytocin eller kærlighedshormonet.

Derfor så vi også den modsatte effekt under corona, hvor folk med hjemmearbejde helt basalt manglede det sociale nærvær.

Og så er der den arbejdsmæssige side, hvor vi er nødt til at anerkende, at alle fagligheder spiller en rolle, når vi skal lykkes som arbejdsplads.

Ja, nogle er unge, og nogle har indirekte arbejdsopgaver såsom rengøring og vedligehold. Men hvad sker der, hvis vi fjerner deres indsats? Hvis rengøringspersonalet ikke holder arbejdspladsen ren, hvis kantinepersonalet ikke sørger for frokost, eller hvis vi aldrig får nye kræfter og idéer med ombord?

Vi er afhængige af hinanden og derfor forpligtet til at se og anerkende hinanden.”

Alle fagligheder spiller en rolle, når vi skal lykkes som arbejdsplads.
Erhvervspsykolog Tue Isaksen

Afhænger vores adfærd af hierarkiet på arbejdspladsen?

”Absolut. Den afhænger af den værdi, vi tillægger de forskellige roller.

Nogle medarbejdere rydder ikke pænt op efter sig i kantinen eller ved kaffemaskinen, ”fordi det er der andre, der er ansat til.” Men det mindste, vi kan gøre, er så at anerkende deres indsats og sige pænt goddag.

Vi kan heller ikke underkende, at et smil fra en direktør nogle gange betyder mere. Sådan er verden – men som leder eller medarbejder med mere anciennitet kan vi være bevidste om den betydning.

Jeg mødte engang en direktør, som havde fundet ud af, at hvis han gik rundt med en is til sine medarbejdere om fredagen og lige spurgte, hvordan det gik, så faldt det gennemsnitlige sygefravær om mandagen. Direktøren brugte måske 20 sekunder hos hver medarbejder, men det var nok til at gøre en forskel.”

Hvordan kan vi ellers blive bedre til at møde hinanden på arbejdspladsen?

”Det gode arbejdsmiljø er et kollektivt ansvar – men det starter hos ledelsen, som er nødt til at gå forrest.

Ledelsen skal tage ansvar for at lave en kultur, der behandler alle med respekt, og som anerkender de forskellige bidrag til arbejdspladsen. Det kan både have betydning for fastholdelse af medarbejdere og for, hvordan praktikanten selv bliver som medarbejder eller leder en dag.

God energi kan forgrene sig i en hel organisation.
Erhvervspsykolog Tue Isaksen

Der skal selvfølgelig også være plads til at have en dårlig dag med manglende overskud, men du er forpligtet til at fortælle dine kollegaer, at det ikke har noget med dem at gøre. Ellers begynder vi som mennesker at analysere på, hvad der kan være galt, og negativitet avler negativitet.

Omvendt kan god energi også forgrene sig i en hel organisation – så prøv at kigge lidt mere op, næste gang du passerer en kollega på gangen eller står i kø til kaffemaskinen. Du går garanteret også selv gladere derfra.”