I Frøstrup er meldingen klar: Der skal ikke omprioriteres, der skal investeres i ældreplejen
Sundhedsvæsenet

I Frøstrup er meldingen klar: Der skal ikke omprioriteres, der skal investeres i ældreplejen

På Plejehjemmet Trye i Frøstrup er det ikke dokumentationskravene, der er problemet. Der er for få ressourcer til at nå det hele – den værdige ældrepleje og den vigtige dokumentation.

Vivian Lamhauge
Vivian Lamhauge
Journalist

Klokken er godt syv på plejehjemmet Trye i Frøstrup. Udenfor blæser en kraftig vind, som det nu engang kan blæse på disse kanter. Inden for hviner tagvinduerne og minder én om naturens kræfter her.

Det eneste lys er fra den lille personalestue, der ligger i forlængelse af den store fællesstue. Her er syv medarbejdere netop mødt ind på dagvagt.

Nattevagten er for længst gået hjem. For personalet fra de forskellige vagter mødes ikke længere med hinanden. Overlappet er sparet væk. Så i stedet sidder dagvagterne med en skærm og læser, hvad nattevagterne har dokumenteret om beboerne i løbet af natten.

Dette er ikke kun en tendens i Thisted Kommune. På landsplan har mange kommuner sparet overlappet væk.

Personalet planlægger dagen og uddelegerer beboerne. De får hver ansvaret for fire-fem borgere.

Efter få minutter bliver de forstyrret af en telefon, der ringer. Teamleder Jane Markvorsen går ud og kommer lidt efter ind med meldingen om, at én af medarbejderne, der var på arbejde i går, har fået corona. Derfor skal hendes weekendvagter uddelegeres.

Jane Markvorsen tager en dyb indånding og smågriner anstrengt.

Personalet fra de forskellige vagter mødes ikke længere med hinanden. Overlappet er sparet væk. I stedet sidder dagvagterne med en skærm og læser, hvad nattevagterne har dokumenteret om beboerne i løbet af natten. Foto: Torben Hansen
Personalet fra de forskellige vagter mødes ikke længere med hinanden. Overlappet er sparet væk. I stedet sidder dagvagterne med en skærm og læser, hvad nattevagterne har dokumenteret om beboerne i løbet af natten. Foto: Torben Hansen

Corona-situationen har taget hårdt på personalet, som allerede er underbemandede på grund af rekrutteringsudfordringer. Et generelt problem i hele landet, der kun ser ud til at blive større.

Ifølge de seneste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, er der i gennemsnit 500 ubesatte stillinger inden for social- og sundhedsområdet i Nordjylland.

Jane Markvorsen fortæller, at der på hver vagt mangler fire ekstra hænder i forhold til normeringen. Det forsøger de på bedste vis at dække ind ved alle sammen at strække sig lidt ekstra.

Social- og sundhedshjælper Susanne Sørensen melder sig hurtigt på banen. Hun kan godt tage en ekstra vagt, selvom hun også havde weekendvagt sidste weekend.

Man kan se lettelsen i Jane Markvorsens ansigt og planlægningen fortsætter.

På plejehjemmet Trye i Frøstrup fornemmer man ikke, at dokumentationskravene er et problem for personalet. Det er derimod en sikkerhed, så personalet ved, at borgeren har fået den rette medicin og pleje.

Problemet er, at der mangler ressourcer til at nå begge dele. Dokumentationen og omsorgen.

Der er brug for en hjælpende hånd for at få vagtplanen til at gå på i weekenden. Susanne Sørensen melder sig hurtigt på banen. Hun kan godt tage en ekstra vagt, selvom hun også havde weekendvagt sidste weekend. Foto: Torben Hansen
Der er brug for en hjælpende hånd for at få vagtplanen til at gå på i weekenden. Susanne Sørensen melder sig hurtigt på banen. Hun kan godt tage en ekstra vagt, selvom hun også havde weekendvagt sidste weekend. Foto: Torben Hansen

Jane Markvorsen har svært ved at se hvordan – og overskue hvis – alle dokumentationskravene oveni hatten forsvinder og man skal starte helt forfra, som statsminister Mette Frederiksen (S) har lagt op til i sin nytårstale.

For hende er meldingen klar: Hvis Mette Frederiksen (S) oprigtigt mener, at hun vil ændre noget - så bliver hun først og fremmest nødt til at investere i os – der skal tilføres flere ressourcer til ældreplejen. Det er ikke nok bare at omprioritere ressourcerne.

''Jeg kan ikke se, hvordan vi skulle kunne dokumentere mindre end vi gør nu. Hvis vi skal yde en værdig pleje overfor beboerne, er dokumentationen en nødvendighed. Hvordan skal vi ellers videregive vigtig information, når vi ikke har mulighed for at mødes?'' spørger Jane Markvorsen.

Ofte vælger hun og kollegerne at møde ind lidt før og nattevagten bliver lidt længere, så der kommer et overlap, hvor de kan se hinanden i øjnene og få overleveret vigtige beskeder. Men det er deres egen fritid, de bruger på det.

''Vi giver os alle sammen lidt ekstra, så vi kan få det til at hænge sammen. Trye er et virkelig dejligt sted at arbejde, og vi strækker os langt for at skabe et godt sted for beboerne. Men på ét eller andet tidspunkt kan vi ikke strække os længere. Jeg kan da godt være bange for, om vi kan ende med at brænde ud – for så kommer vi for alvor til at mærke konsekvenserne af for få ressourcer,'' siger hun.

Omsorg ligger i detaljen

Efter en halv time rejser de syv medarbejdere sig og forlader personalestuen med hver deres plan for dagen.

Men Susanne Sørensen bliver siddende. Foran sig har hun en notesblok, hvor hun skriver ting, hun skal huske. Så er hun fri for at bruge skærmen, når hun er ude på besøgende. Det tager fem minutter ekstra, og så er hun på vej mod køkkenet.

Her tilbereder hun havregrød og saftevand til det første besøg; 94-årige Gerda.

Beboernes lejligheder ligger på stribe rundt om fællesarealerne. Der er i alt 20 lejligheder og 21 beboere på Trye. Sytten kvinder og fire mænd.

Foto: Torben Hansen
Foto: Torben Hansen

Gerda sover stadigvæk, da Susanne Sørensen kommer ind til hende. Hun tænder lyset i hjørnet og aer Gerda på armen indtil hun vågner.

De taler sagte om det bankospil, der fandt sted aftenen forinden, imens Susanne Sørensen gør Gerda klar til dagen: Hun bliver skiftet, vasket, får rent tøj på og håret bliver sat.

Gerda har grå stær og er nærmest blind. Så Susanne Sørensen fortæller hele tiden, hvad hun er i gang med. Så Gerda kan følge med og ikke bliver overrasket over pludselige berøringer.

''Jeg kan jo holde øje med Susanne fra vinduet. Så kan jeg se, om hun opfører sig ordentligt, siger Gerda og peger ud i mørket, hvor man svagt kan ane et hus og have, der ligger lige op ad plejehjemmets bygninger.''

''Ja, der bor jeg. Vi kan vinke til hinanden, når jeg går ude i haven,'' siger Susanne Sørensen, mens hun er i gang med at sætte Gerda op i sengen, så hun kan få sine piller, saftevand og havregrød.

Foto: Torben Hansen
Foto: Torben Hansen
Susanne Sørensen gør Gerda klar til dagen: Hun bliver skiftet, vasket, får rent tøj på og håret bliver sat. Foto: Torben Hansen
Susanne Sørensen gør Gerda klar til dagen: Hun bliver skiftet, vasket, får rent tøj på og håret bliver sat. Foto: Torben Hansen

Omkring klokken 10 er Susanne Sørensen færdig med morgenplejen hos sine beboere. Hun sætter sig ud i fællesstuen, smører en hjemmebagt bolle og sætter sig sammen med beboerne til en sludder.

Ifølge hende ligger den omsorgsfulde pleje i de små detaljer. I nærværet og den uforpligtende samtale som nu. Men det er den slags, der er blevet mindre tid til på Plejehjemmet Trye, fordi der mangler personale og tid til den slags. Til omsorgen.

Den fundamentale pleje som mad, medicin og hygiejne bliver selvfølgelig prioriteret først, men herefter er der ikke meget tid tilbage - og derfor er mange af disse stunder sparet væk.

''Det er på de her tidspunkter, man kommer tæt på beboerne og får skabt en meget vigtig relation. Vi er jo inde og hjælpe i meget intime situationer, og det kræver først og fremmest tillid til hinanden,'' siger Susanne Sørensen.

I dag er det vejret og Susanne Sørensens heste, der bliver talt om.

En kaffetår og en hyggesludder. Foto: Torben Hansen
En kaffetår og en hyggesludder. Foto: Torben Hansen

Hak en hæl og klip en tå

På intet tidspunkt i løbet af formiddagen har Susanne Sørensen sin telefon fremme, imens hun er hos beboerne. Hvis der er noget, der skal dokumenteres, skriver hun det på blokken.

For hende er det ren rutine. Det fungerer godt.

Når så hun har lidt tid i løbet af formiddagen, sætter hun sig gerne ind i personalestuen, hvor hun dokumenterer på skærmen. Alt skal dokumenteres: Medicingivning. Ændringer ad adfærd - også hvis der ikke er ændringer i adfærd. Vægt. Og noter til det personale, der kommer efter Susanne Sørensen.

Sommetider vælger hun at prioritere tiden til en hjemmebagt bolle og en kop kaffe med beboerne. Så sætter hun sig først og dokumenterer, når hendes vagt er slut.

''Det giver mening at dokumentere, vi mangler bare tiden til at gøre det,'' siger Susanne Sørensen.

Hun rejser sig og går hen i køkkenet med sin tallerken.

Her er Køkkendamen Lis i fuld gang med at varme frugtgrød og tullevælling til eftermiddagskaffen. Til frokost skal beboerne have smørrebrød og til aften paneret flæsk. Det hele bliver lavet fra bunden i køkkenet, der er placeret lige ved den store fællesstue. Så beboerne kan dufte maden.

På Trye er flæsk i alle afskygninger et sikkert hit.

Susanne Sørensen har kurs mod Gerdas lejlighed igen. Hun går i rask tempo.

Lidt efter kommer hun ud og går målrettet hen til ægteparret Ejvind og Nidas lejlighed.

''Vi har travlt, men vi forsøger ikke at vise det til beboerne. De skal ikke føle sig til besvær. Så går vi hellere lidt hurtigere på gangene, springer en pause over eller undlader at bede om hjælp, selvom vi måske skulle have været to til en opgave, fordi vi kan se, at kollegaen også har travlt,'' siger hun i farten.

Foto: Torben Hansen
Foto: Torben Hansen

Imens er stort set alle beboerne begyndt at drysse ud fra deres lejligheder og sidder nu omkring de to store spiseborde. De venter på frokost. Et par kvinder sidder og sladrer om én af de andre, imens andre sidder og sover i deres stole. En anden leger discjockey ved cd-afspilleren.

For evigt forelsket, for altid fanget med Birthe Kjær strømmer ud af højtalerne.

Tre kvinder vipper frem og tilbage i takt til musikken.

En af medarbejderne går forbi og tager et par dansetrin til ære for kvinderne, som griner.

Selvom klokken for længst har passeret 12 – og teamleder Jane Markvorsens har fri, er hun stadigvæk at finde på plejehjemmet. Igen i dag er hun nødt til at arbejde over.