Pressechefen måtte arbejde i døgndrift og lærte noget vigtigt om forhastede beslutninger
Sundhedsvæsenet

Pressechefen måtte arbejde i døgndrift og lærte noget vigtigt om forhastede beslutninger

Ninette Zacho Bradsted er pressechef for Region Nordjylland. I dette interview har vi stillet hende fem spørgsmål, der peger ind i året, der er ved vejs ende, og det nye år, der venter lige rundt om hjørnet.

Vivian Lamhauge
Vivian Lamhauge
Journalist

Hvor mange af os andre kan blive dårlige ved tanken om hospitaler, så har Ninette Zacho Bradsted det anderledes. Hun elsker alt ved hospitalsmiljøet: Farten, uforudsigeligheden og de livsvigtige beslutninger.

Så da hun efter en journalistisk karriere på Christiansborg og DR valgte at flytte med sin mand tilbage til Nordjylland, hvor de begge er fra, vidste hun, hvad hun gerne vil arbejde med. Sundhedsvæsenet.

Først var hun omkring produktionen af det populære tv-program Ha det Godt, men de lange optagedage i Aarhus harmonerede ikke med to små børn i Aalborg. Så da stillingen som pressekonsulent på Regionshospitalet i Hjørring blev slået op i 2009, slog hun til med det samme.

Og for at være helt sikker på at få jobbet lavede hun en færdig kommunikationsstrategi til hospitalet, som hun fremlagde til jobsamtalen. For Ninette Zacho Bradsted gør ikke noget halvt.
Og siden har hun haft flere forskellige stillinger i Region Nordjylland. Først på Regionshospitalet i Hjørring, derefter i Psykiatrien, så på Aalborg Universitetshospital og nu som pressechef i Region Nordjylland.

Så Ninette Zacho Bradsted kender alle smutvejene på hospitalsgangene og alle de politiske, og lidt snørklede, arbejdsgange i Regionshuset - og hun elsker sit arbejde til trods for, at det af og til griber ind i hendes fritid. Særligt de seneste år med corona, sygeplejerskestrejke og et presset sundhedsvæsen.

I denne Q&A reflekterer hun over året, der næsten er gået, og det år, der venter hende, når kransekagen er spist og champagneglasset er tømt.

Hvad går dit arbejde ud på?

Der er tre ben i mit arbejde. Eller vores arbejde. Sammen med mine fire medarbejdere udgør vi presseafdelingen i Region Nordjylland.

Vi skal sikre, at hospitalerne og de andre virksomheder under Region Nordjylland får relevant information ud til borgerne ud via medierne. Så vi skal hele tiden følge med udviklingen og være de steder, hvor borgerne og pressen er.

For det andet skal vi være i tæt kontakt med pressen og tage os af de medier, der har spørgsmål – de skal klædes ordentligt på, så de forstår sammenhængen og det område, de spørger til. Sundhedsvæsenet er et meget komplekst område.

For det tredje skal vi klæde regionens ansatte ordentligt på til at tale med pressen. Når man er et sted med mange forskellige arbejdspladser og fagområder, skal man sikre en vis ensartethed af hensyn til personalet.

Vi skal stå til rådighed med sparring og rådgivning, hvis der er brug for det i forbindelse med en pressesag. Så det er lige fra gulv til top: Sygeplejersken og lægen på hospitalet, botilbudslederen på botilbuddet og direktøren på direktionsgangen.

Og så får vi rigtig mange pressehenvendelser. Derfor skal vi hele tiden sortere og prioritere i, hvad der er vigtigst. Vores opgave er også at passe på personalet, som først og fremmest skal passe deres arbejde, men også skal fortælle om det for at oplyse borgerne.

Hvad var din største arbejdsmæssige oplevelse i året, der er gået?

Jeg har haft et travlt år. Først og fremmest med corona, men så har der også været en sygeplejerskekonflikt, et regionsrådsvalg og nu et presset sundhedsvæsen. Så det har ikke været kedeligt.

Den største opgave – og oplevelse – har været at finde den rette balance i en ny situation for alle. Vi har ikke kunne forberede os, eller læse os frem til, hvad den rette pressestrategi er i en pandemi. Så vi har prøvet os frem og justeret hen ad vejen.

Jeg er stolt af, hvordan vi har formået at finde gode og hurtige løsninger.

Når jeg kigger tilbage på starten af coronapandemien, er jeg glad for, at jeg ikke vidste, hvor længe det skulle stå på. For det har været et langt og sejt træk. Men nu er jeg heldigvis landet et godt sted, og jeg har fundet en god balance i mit arbejdsliv.

Det vigtigste, jeg har lært, er nok, man skal ikke lade sig presse til at tage en forhastet beslutning. For en forhastet beslutning er ikke nødvendigvis god. Man skal turde klappe hesten, så man kan lande tingene på en ordentlig måde.

Hvad fortryder du mest i dit arbejdsliv i 2021?

Da jeg havde allermest travlt i 2021, ville jeg ønske, at havde prioriteret en løbetur i ny og næ.

Bare lige 30 minutter væk fra skærm og skrivebord. Men jeg kom ind i en arbejdsboble og kunne ikke tænke på andet end arbejde. Jeg blev afhængig af det høje tempo. Det kan jeg stadig godt lide, men jeg skal være bedre til at prioritere motion og frisk luft.

Jeg løb en tur i går, da jeg kom hjem fra arbejde. Og følelsen af frisk luft i lungerne, kolde kinder og en puls, der kan mærkes i hele kroppen. Det er en ubeskrivelig følelse. Det har jeg savnet og prioriteret for lidt.

Som chef skal man jo også være et forbillede for sine medarbejdere og vise dem, at det er okay at tage en pause og komme lidt væk fra skrivebordet. Så det skal jeg lige huske mig selv på igen.

Ninette Zacho Bradsted har siddet for meget ved skrivebordet det seneste år. Hun glæder sig til at komme ud på hospitalerne igen. Foto: Claus Søndberg.
Ninette Zacho Bradsted har siddet for meget ved skrivebordet det seneste år. Hun glæder sig til at komme ud på hospitalerne igen. Foto: Claus Søndberg.

Hvad bliver din største arbejdsopgave i 2022?

I 2022 vil corona stadig være dominerende, så den største opgave er at komme videre fra snart to år med krisekommunikation og massiv pressehåndtering.

Vi skal ikke tilbage til før-coronaen, for vi har fået mange gode erfaringer med i bagagen. Så jeg skal, sammen med presseafdelingen, finde en ny vej i krisekommunikationen om corona og pressede hospitaler.

Vi skal fortælle de gode historier fra hospitalsdriften. Om forskningsresultater og patientbehandlinger. Og så glæder jeg mig til, at vi igen kan invitere pressen med ind på hospitalerne, for det har vi været udfordret på i lang tid.

Men det er svært at spå om fremtiden. Sådan er det i denne branche. Når man tror, at det hele damper af, så er der noget andet, der blusser op. Men det er jo også det, der er spændende ved mit arbejde. Det er derfor, jeg elsker at arbejde med sundhedsvæsenet. Der sker noget hele tiden, så man skal være omstillingsparat. Konstant.

Hvad glæder du dig til i året, der kommer?

Jeg glæder mig til at komme ud på hospitalerne igen. I mit arbejde er det vigtigt at have fingeren på pulsen og vide, hvad der foregår ude på gulvet. Jeg har siddet for meget ved mit skrivebord de seneste to år. Det bliver skønt at invitere mig selv på kaffe hos en ledende overlæge til en hyggesludder. Uden at skulle tænke på corona, mundbind og afstand.

Det er vigtigt for mig, at de ansatte på hospitalerne er trygge ved mig, så jeg kan ringe til dem, hvis jeg har behov for, at de stiller op til et interview – og de kan ringe til mig, hvis de står med en sag, som medierne kan have interesse i.

Og så sker der jo et formandsskifte i regionen, hvor jeg er spændt på samarbejdet med den nye formand og det nye regionsråd.

Så heller ikke 2022 tegner til at blive et kedeligt år. Heldigvis for det.