Hjerneforsker forklarer: Sådan kommer din hjerne bedst i gang efter ferien
Q & A

Hjerneforsker forklarer: Sådan kommer din hjerne bedst i gang efter ferien

De første dage tilbage på arbejdet kan være hårde. Kroppen og hjernen skal lige i gang igen efter uger iført joggingbukser og solhat på stranden med rigelige mængder rosé. I denne Q&A fortæller hjerneforsker Troels Wesenberg Kjær, hvad du kan gøre for at få den bedste start på arbejdslivet efter ferien.

Foto: Nick Morrison, Unsplash
10. august 2022

Ferien er ved at være forbi for de fleste af os. Altså bortset fra dem, som vi nu misunder for at vente med at holde ferie til nu, hvor det danske sommervejr altid er bedst.

Men ligesom vi skal vænne os til at stille vækkeurene og tage pænt tøj på om morgenen, skal vores hjerner også i gang igen efter uger, hvor den kun har skulle beslutte sig for valg af iskugler og udflugtsmål. En tiltrængt hjernepause.

Så tanken om igen at skulle i gang med arbejdet kan måske give sved i armhulen eller overlæben, for nu var man jo lige kommet ned i gear, og man kan næsten ikke overskue arbejdsstress og hektiske hverdage.

Så hvordan kommer man bedst i gang – så man ikke brænder ud allerede i september?

Vi har taget en snak med hjerneforsker Troels Wesenberg Kjær, der her forklarer, hvorfor hjernen har brug for en pause, og hvordan man bedst kommer i gang igen på den anden side af en tiltrængt sommerferie – uden at brænde helt ud.

Hvad sker der med hjernen, når man holder en lang sommerferie?

''I sommerferien giver vi hjernen en chance for at slappe af og få ro på.

Til dagligt har mange af os så mange opgaver, at hjernen går fra løsning af den ene pålagte opgave til løsning af den næste. Derfor er det godt med et par uger uden nye pålagte opgaver, hvor fokus er på de nære relationer, en god roman og sjove oplevelser. En pause, hvor hjernen har mulighed for at bestemme lidt selv.

For når hjernen er vant til at blive stimuleret, så vil den hele tiden have mere. Men for meget dopamin over længere tid er ikke godt. Så vænner hjernen sig til meget dopamin og effekten i belønningssystemet bliver mindre.

Så det er godt med et par uger, hvor man kommer helt væk fra den daglige rutine, så belønningssystemet er mere well-tunet på en anden side af ferien.’’

Hvordan kommer man så bedst i gang igen, når der er tid til at skulle på arbejde igen?

’’Det er ikke sådan, at hjernen har været helt lukket ned i ferien, men den har fået en tiltrængt pause og kørt i et lavere gear. Derfor kan det være en god idé at få hjernen blidt i gang igen et par dage før, at ferien slutter.

Det kan være voldsomt at gå fra ferie til et fuldt program med arbejdsopgaver om mandagen, hvis man lige har haft tre uger væk fra det hele. Det kan få enhver til at tabe pusten.

Derfor kan det være en god idé at møde forberedt op på arbejdet.

Et par dage inden ferien slutter kan man med fordel bruge et par timer på at læse mails og forberede den kommende uge, så man ved, hvad man står op til, og hvad man kan forvente, den første uge efter ferien.

Her er det også en god idé at bruge tid på at reflektere lidt over ferien: Hvilke gode ting fra ferien kan jeg tage med videre ind i mit hverdags- og arbejdsliv? Det gode liv skal jo ikke kun være forbeholdt ferierne.’’