CoolRunner-direktør er ikke bange for at fejle: ”Vi løber, mens vi asfalterer”

Da Per Imer gennem en længere periode af sit liv dyrkede cykelløb på eliteplan og jagtede en sportskarriere i udlandet, havde han aldrig drømt om, at han senere skulle ende som administrerende direktør i den danske logistikvirksomhed CoolRunner.

Alligevel er det der, han står i dag, og nu hjælper Per Imer nordjyske ildsjæle med at nå ud til nye eksportmarkeder og således gøre det lettere og billigere for små og mellemstore virksomheder at sælge varer til udlandet.

Selvom sportskarrieren blev lagt på hylden, er der særligt én ting, Per Imer har taget med sig, og som er gennemgående i alt, hvad han foretager sig: passionen.

- Passionen er noget af det vigtigste, vi har. Jeg har altid været fascineret af passionerede mennesker, og det kommer både til udtryk i arbejdsregi og i private sammenhænge. For mig er det en vigtig markør for at skabe et godt og meningsfuldt liv. Hos CoolRunner jagter vi de passionerede – dem, som lever og ånder for det, de laver, og samtidig ikke er bange for at fejle, forklarer Per Imer og fortsætter:

- Det er også vores overordnede approach i CoolRunner. Man kan sige, at vi løber fremad, mens vi asfalterer. Vi ”failer fast”, som betyder, at vi laver hurtige fejl, men vi er også hurtigt videre igen. Nogle gange skal der fejl til, for at vi kan bryde grænser og bevæge os fremad – vi skal turde at kaste os ud i ting. Går man for eksempel ind i en børnehaveklasse og spørger, hvor mange der kan synge, vil størstedelen, hvis ikke alle, række hånden op uden at tøve. Dét er en inspirerende og bramfri tilgang til livet.

Brænder for at bidrage til vækst

CoolRunner blev stiftet i 2015 af Per Imer og Jacob Risgaard, som også står bag søstervirksomheden Coolshop. Ambitionen var at skabe et forretningskoncept, som skulle gøre det lettere og billigere for særligt små og mellemstore webshops at nå de udenlandske markeder og sælge varer på tværs af landegrænser. CoolRunner bygger i dag på et unikt koncept, hvor virksomheder får adgang til 23 lande i Europa, som logistikvirksomheden har lavet lokalaftaler med.

- Halvdelen af vores indtjening kommer fra ydelser, vi ikke havde for bare to år siden. Det siger lidt om, hvor stærkt udviklingen går i logistikbranchen, og det gør det ekstra spændende at gå på arbejde, siger Per Imer.

Som CEO i CoolRunner bruger Per Imer en stor del af sin tid på at udvikle forretningen. Men han er også ude i marken og mødes med nuværende og potentielle kunder for at høre om deres problemstillinger og give bud på, hvordan CoolRunner kan være med til at optimere det logistiske setup.

- Jeg brænder for at hjælpe virksomheder med at nå ud til nye markeder, som vi hos CoolRunner har direkte adgang til. Jeg er drevet af at skabe noget unikt for kunderne – en form for digital motor, der skal bidrage til væksten. Når man tør at åbne sit marked og sin forretningsmodel for andre, så vinder man. Mange små og mellemstore virksomheder har ikke en chance for at nå til udlandet på grund af høje fragtpriser, men det er CoolRunner sat i verden for at hjælpe med.

Er Nordjylland fremtidens hub for e-handel?

CoolRunner har sin fysiske placering i Nørresundby, og ifølge Per Imer giver basen i Nordjylland store konkurrencemæssige fordele og mulighed for at føre CoolRunners ambitiøse målsætninger ud i livet:

- Geografien betyder uden tvivl noget. At vi ligger i Nordjylland betyder, at vi har nem adgang til Norge og Sverige med færger, og vi er også tæt på Tyskland. Derudover betyder de konkurrencedygtige priser i Nordjylland, at flere virksomheder vælger at flytte hertil, siger Per Imer og fortsætter:

- Ambitionen er uden tvivl, at Nordjylland skal være fremtidens hub for e-commerce. Vi vil gøre e-handlen i Nordjylland endnu større og hjælpe endnu flere nordjyske ildsjæle med at ekspandere forretningen og nå ud til nye markeder i hele verden. Dét giver mening i min hverdag, og det motiverer mig hver dag, slutter han.

Du kan læse mere om CoolRunner på www.coolrunner.dk.