Arbejdskraft

Ansatte er den største ressource: Sådan holder nordjysk kontorkæmpe på de bedste

Selvom Daarbak Group har fået en markant størrelse, insisterer den administrerende direktør på at ville kunne navnene på samtlige ansatte. Medarbejderne er nemlig handelsvirksomhedens største ressource.

Finn V. Nielsen (mf.) ejer majoriteten af Daarbak Group sammen med sin familie - heriblandt sønnen Jens Dueholm (th.). Dertil er Brian Sørensen (tv.) en del af ejerkredsen. Foto: PR

Gennem adskillige år har der været store virksomhedsopkøb, som gør Daarbak Group til den størrelse, som den aalborgensiske kontorkæmpe har i dag. 

"Siden 2012 har vi investeret mere end 300 millioner kroner i opkøb af virksomheder, og det har gjort, at vi har den skala, som vi har i dag," fortæller Finn V. Nielsen, som står i spidsen for koncernen, der i sidste uge offentliggjorde et regnskab med et resultat efter skat på 96,7 millioner kroner.

Han har - sammen med sin familie - aktiemajoriteten i virksomheden, som er gået under flere navne gennem årene. Det nuværende koncernnavn kommer fra virksomheden Mogens Daarbak, som i 2021 blev opkøbt af det daværende Scan Office Group med Finn V. Nielsen i spidsen.

"Vi står over for nogle store, internationale virksomheder, og vi var nødt til at opnå en større skala samlet set. Nu har vi en størrelse, der er nødvendig for at tage konkurrencen op imod de store, internationalle spillere," siger han.

I fjor var det dog et frasalg, som har udgjort den seneste ændring. Kopi- og printdivisionen blev således solgt, hvilket har medført et faldt i omsætningen i det seneste regnskab efter to år med en toplinje på over en milliard kroner.

Nu består Daarbak Group således af to primære divisioner. Daarbak Redoffice står for kontorforsyning, mens Daarbak Design tilbyder indretningsløsninger og møbler til kontorer. 

Konkurrerer på medarbejdere

Daarbak Group havde i gennemsnit 263 fuldtidsansatte i seneste regnskabsår, og dem har topchefen i særdeleshed haft fokus på, siden kontorvirksomhederne blev sammenbragt til den nuværende størrelse.

Trods en omsætning i omegnen af en milliard arbejder Finn V. Nielsen nemlig med en lille virksomheds fremgangsmåde.

"Vi er jo en handelsvirksomhed. Vi har ikke en maskine, der producerer noget, som kunderne ikke kan få andre steder. Vores varer kan købes hos andre, så vi konkurrerer på medarbejdere og måden at gøre tingene på. Vi arbejder meget med at skabe en attraktiv arbejdsplads, hvor vi kan udvikle talenter," fortæller han.

"Vi har medarbejdertilfredshedsundersøgelser hvert år, og vores målsætning er at ligge 15 procent over landsgennemsnittet. Vi skal udvikle en stærk kultur for at kunne banke de store, internationale forretninger. Det er det vindergen, der er i virksomheden."

Selvom der er kommet mange medarbejdere til, siden den tidligere Hedegaard-direktør tog hul på sit kontoreventyr for omkring 15 år siden, sætter han sig altså for at kende de mange ansigter, som han møder på daglig basis.

"Vi er 100 procent danskejet, og mine børn er involverede og arbejder i forretningen. Der skal ikke være ikke langt fra top til bund, og vi skal ikke være for fine til noget. Jeg synes selv, at tingene foregår i øjenhøjde, og jeg sætter mig for at kunne alle ansattes navne," siger direktøren.

Foruden familien indgår den kommercielle direktør i Daarbak Group, Brian Sørensen, også i ejerkredsen.

Alle får samme bonus

Foruden et skarpt fokus på medarbejdernes tilfredshed på arbejdspladsen er de stærke resultater de seneste år også kommet de ansatte til gode. 

"Vi arbejder med ambitiøse mål hele tiden, og når det går godt for os som virksomhed, er vi ikke blege for at sige tak. Gennem de sidste mange år har jeg været i godt humør til januar og delt millioner ud til medarbejderne, hvor hver ansat får et lige stort beløb. Vi påskønner den store indsats og samarbejdet hele vejen rundt," siger han.

Der er således styr på resultaterne og værdierne efter mange års vokseværk. Men selvom den nuværende situation ser lovende ud, lover Daarbak-direktøren ikke at hvile på laurbærene i den nordjyske kontorkæmpe.

"Har vi ikke fokus på de rette aspekter, indhenter konkurrenterne os jo. Vi har ligget som en af de bedste gennem mange år, og det har vi ambitioner om at blive ved med. Det kræver, at vi ikke bliver selvtilfredse eller læner os tilbage," fortæller Finn V. Nielsen og fortsætter:

"Vi er glade og stolte over den virksomhed, som vi har, og hvad vi har skabt. Især den store indsats fra medarbejderne gør os glade og taknemmelige."