Efter 20 år blev Susanne fyret - det fik hende til at indse en vigtig lektie
Hvis en virksomhed skal have succes, har den brug for et godt netværk baseret på tillid. Det mener Susanne Ørnbo, afdelingschef for Artelia Aalborg. Det handler om meget mere end at sælge sig selv og sine kompetencer – det handler om at give, før man tager.
Susanne Ørnbo husker tydeligt, hvordan det føltes, da hun efter 20 år blev fyret fra sit arbejde.
”Jeg tænkte: ’Jeg kender simpelthen ikke nogen andre mennesker! Hvordan finder jeg et nyt job?’” siger hun.
Det var et chok, der fik hende til at tvivle på sin egen position på arbejdsmarkedet, men det gav også anledning til at finde nye måder at skabe sig en fremtid på.
I jagten på et netværk i Aalborg meldte Susanne Ørnbo sig ind i flere netværksgrupper.
”Jeg tænkte, at jeg skulle have mig et netværk. Men jeg fandt ud af, at de 20 år, jeg havde haft et arbejde, også havde givet mig et netværk udenfor,” fortæller hun.
Susanne opdagede, at vejen til et nyt job ikke kun var at finde et netværk, men også at bruge sine eksisterende relationer og skabe nye forbindelser.
”Netværk handler om tillid. Når man har tillid, skaber man relationer,” siger hun.
Fra fyring til netværker
I dag beskriver hun sig selv som en ’netværker’ eller en ’Kirsten Giftekniv’, der elsker at netværke og hjælpe andre med det, uanset om det handler om jobsøgende eller at forbinde samarbejdspartnere og kunder.
Hun er et centralt medlem af flere erhvervsgrupper i Aalborg og har brugt netværk som en nøgle til personlig og professionel udvikling.
I de sidste 12 år har hun været forretningschef for Energi- og Industri-afdelingen hos Artelia Aalborg, hvor hun har været med til at drive virksomhedens vækst.
Men for Susanne Ørnbo handler succes ikke kun om økonomiske resultater og gode tal på bundlinjen. Det handler om netværk, tillid og relationer.
”Det handler ikke kun om at sælge sig selv,” understreger hun sammen med vigtigheden af at hjælpe hinanden.
”Vi hjælper hinanden. Og det kan godt ske, at jeg ikke kan hjælpe, men så kan jeg finde en, der kan.”
I de seneste år har Artelia Aalborg fået mere end 110 medarbejdere, og de fortsætter med at ansætte.
”Det skyldes i høj grad virksomhedens fokus på medarbejdernes trivsel og det bevidste valg om at opbygge et stærkt netværk,” siger hun.
Hun fremhæver, hvordan den flade organisationsstruktur og relationer på tværs af kompetencer og afdelinger har bidraget til virksomhedens succes.
Netværkets rolle
Hos Artelia har Susanne Ørnbo været med til at skabe en kultur, hvor netværk og relationer spiller en central rolle i både medarbejdernes trivsel og virksomhedens vækst.
”Jeg føler, at man er med i en familie her,” fortæller hun, mens hun viser et billede af en gruppe smilende ansatte, der gør sig klar til et cykelløb.
For Susanne Ørnbo kommer vækst og succes ikke kun af hårdt arbejde og netværk, men ligeledes proaktivitet.
I en tid med stagnerende byggeprojekter og færre opgaver inden for branchen handler det om at være på forkant med markedet.
Artiklen er skrevet af Louise Willingsøe, der har været i virksomhedspraktik på Vigeur i. Louise kan kontaktes på louisewillingsoe@gmail.com.
Hvis du vil i kontakt med Vigeurs redaktion, kan du kontakte os på vigeur@dnmh.dk.
Derfor kan netværket også ses som en langsigtet investering, der hjælper virksomheden med at vokse og skabe kunderelationer.
”Vi har brug for de her netværk for at vide, hvad der foregår. Vi skal være klar til at kontakte ejerne og spørge ind til deres behov,” forklarer Susanne Ørnbo.
"Det, vi lever af, er at sælge vores viden. Det er vores produkt. Så medarbejderne er vores ressource, og det er vigtigt, at vi har det godt.”
Susanne Ørnbos rejse fra at blive fyret og tvivle på sin fremtid til at blive en uundværlig del af Artelia Aalborgs succes er et eksempel på, hvordan netværk og tillid kan være nøglen til personlig og professionel vækst.
Og når man spørger hende om, hvordan fremtiden ser ud, har hun et enkelt svar på det: God.