Arbejdskraft

Efter navneskift og opkøb vil de fortsætte væksten: ”Vi skal være en markant spiller på det danske marked”

I over 50 år har virksomheden heddet Sanistål, men tidligere i år skiftede navnet til Ahlsell Danmark, efter den svenske koncern havde købt den nordjyske grossist. I midten af navneændringen stod økonomidirektør Sanne Christensen.

Foto: Søren Førby

I forbindelse med årsskiftet spørger Vigeur en række nordjyske beslutningstagere, hvad der optager dem mest lige nu, og hvilke forventninger de har til det kommende år.

I dag skal du møde Sanne Christensen, der er økonomidirektør i Ahlsell Danmark.

Hvad har optaget dig mest i 2024?

Den helt store ting er vores navneskift fra Sanistål til Ahlsell.

Sanistål har eksisteret i næsten 100 år - siden 1972 med havnet Sanistål - så det har krævet en del overvejelser om, hvornår det giver bedst mening at skifte navn.

Vi blev opkøbt af Ahlsell-koncernen i ultimo 2022, og nu følte vi, at det var det rette tidspunkt til at skifte navnet.

I forbindelse med navneskiftet har vi gjort meget ud af, at kernen i forretningen - altså vores medarbejdere, kompetencer og services - er de samme. Nu er det dog i en ny indpakning, hvor vi har fået større muskelkraft.

Hvad har det betydet for jer at komme i Ahlsell-koncernen?

Vi er stolte af vores nordjyske rødder, som nu er kommet i en ny indpakning, så det har været vigtigt for os, at kunderne forstår de fordele, det giver dem. Det er en del af vores strategi, at vi kan tilbyde one-stop-shopping.

Samtidig har vi fokus på bæredygtighed og tilbyder CO2-data på produkterne.

Så vi har øget vores værditilbud til kunderne, og så er vi kommet på en vækstrejse.

Allerede i 2023 købte vi to nye virksomheder i Ahlsell Danmark, ligesom vi har købt to virksomheder i år.

Vi har blandt andet købt Bacher Work Wear, så vi nu også kan tilbyde arbejdstøj til kunderne.

Den vækststrategi, vi har, efter vi er blevet en del af Ahlsell, handler blandt andet om, at vi nu kan tilbyde vores kunder et større produktsortiment, så de kan samle indkøbet.

Hvad har været jeres største udfordring i 2024?

Vi har mærket en opbremsning i byggeriet, og der har vi selvfølgelig tilpasset os til det marked, vi står i.

Vi har haft et større omkostningsfokus, så vi kan sikre en rentabel indtjening.

Vi kommer ud af regnskabsåret med en faldende indtjening.

Det har desværre betydet, at vi tidligere i år sagde farvel til 15 nordjyske medarbejdere, fordi vi kunne se, at markedet ikke vendte sig i sidste halvdel af året.

Det har været en balancegang, fordi vores vigtigste aktiv er medarbejderne, så vi har også samtidig skulle sikre os en medarbejderbase, der kan servicere vores kunder - også når markedet vender igen.

Hvilke strategiske målsætninger har I for 2025?

Vi skal fortsætte den vækstrejse, vi er i gang med, hvor vi gerne vil lave flere opkøb. Vi går generelt efter to til tre opkøb om året.

Herudover fortsætter vi med at udbygge vores omnichannel-tankegang, hvor vi giver den bedste oplevelse til vores kunder, uanset hvordan de handler med os.

Vi skal være en markant spiller på det danske marked, og det har vi fået muligheden for, efter vi er kommet med i Ahlsell-koncernen.

Derudover har vi en del digitale projekter i gang.

Eksempelvis et Altid Åbent-koncept, hvor kunder kan komme ind i butikken i Aalborg 24 timer i døgnet. Der er ingen medarbejdere i butikken om natten, men kunderne kan selv åbne butikken, scanne varer og låse butikken igen via et digitalt system.

Det vil vi gerne have ud til flere af vores butikker i 2025.